Til cancer.dk
Som 27-årig får Marie endetarmskræft. Hun bliver opereret og erklæret kræftfri, men får en midlertidig stomi. Først er hun flov – men så vælger hun at stå åbent frem.
Marie trækker vejret dybt, inden hun tager blusen af.
- Okay, det her kan jeg godt, tænker hun, mens hun holder øje med de andre i fitnesscenterets omklædningsrum.
Normalt ville hun holde sig tilbage, men nu har hun jo besluttet sig. Det skal være slut med at tænke over, om andre kigger. Slut med at skjule stomien.
Det har taget Marie et par måneder at nå hertil. Hun har udskiftet store dele af sin garderobe, så bukserne ikke klemmer på stomien, og så hun kan gemme den væk, når hun ikke orker at blive konfronteret med posen på maven.
Men hun kan også mærke, at hendes usikkerhed omkring stomien måske mest af alt handler om, at hun aldrig har set en anden ung kvinde med stomi.
Hun har derfor taget en beslutning: Nu vil hun vise sin stomi frem og være den, andre unge med stomi kan spejle sig i.
Til en start var jeg meget fokuseret på, at man overhovedet ikke skulle kunne se eller fornemme, at jeg havde en stomi.
Marie bor i Aarhus med sin kæreste, Christoffer, som hun har været sammen med siden gymnasietiden. Hun løber ture, nyder weekenderne med sine venner og har travlt på medicinstudiet, hvor hun skal til at skrive sit speciale. Men i efteråret 2025 sker der noget, der ændrer Maries tilværelse markant.
Det hele starter med noget, der på papiret kunne være “ingenting”.
- Jeg begyndte at have blodige afføringer. Det var faktisk det eneste symptom, jeg havde. Ingen smerter, intet vægttab. Bare blod.
Marie er lige begyndt i antibiotikabehandling, så både hun og hendes egen læge tænker først, at det nok er tarmen, der reagerer, og hun stopper med behandlingen. Men blødningen fortsætter.
- Jeg er så sindssygt taknemmelig for min læge. Hun blev ved med at undre sig og tog det alvorligt. Hun kunne lige så godt have tænkt: ‘Du er 27 år, unge får ikke tarmkræft.’ Men hun henviste mig hurtigt til kikkertundersøgelse.
Halvanden uge efter ligger Marie på en briks på hospitalet. Hun har øjnene stift rettet mod en skærm, hvor hun kan se hvordan kikkerten bevæger sig gennem hendes tarm. Lægen gør holdt og siger så:
- Der har vi synderen. Jeg kan allerede sige det nu: Du har en kræftknude.
Maries krop fryser.
- Tarmkræft. Det kan da ikke være rigtigt.
Hun er ikke engang fyldt 30 år, og tarmkræft er jo kun noget ældre mennesker får, tænker hun. Resten af undersøgelsen husker hun ikke, men herefter går det stærkt. Hver dag er der en ny undersøgelse, en ny scanning, en ny samtale, der skal fastslå, om knuden i tarmen virkelig er kræft, og om den har spredt sig. Marie oplever, at det hele går så stærkt, at hun knapt kan følge med og nå at forstå, hvad det er der sker.
Samtidig kan hun som medicinstuderende ikke undgå at tænke på, hvor galt det
mon er. Har kræften spredt sig til lymfeknuderne? Og hvad nu, hvis hun ikke overlever?
- Noget af det hårdeste har været at sidde med Christoffer, som jeg har været sammen med i mange år, og alligevel mærke, at jeg slet ikke er i nærheden af at have oplevet alt det, jeg gerne vil med ham. Pludselig at skulle tænke, at det er okay, at han lever videre uden mig. Det føles helt forkert, for jeg vil jo bare gerne vil blive hos ham.
Heldigvis viser prøverne, at kræften ikke har spredt sig. Men Marie har endetarmskræft, og skal have fjernet et stort stykke af tarmen for at blive kræftfri.
- Det var en ambivalent følelse at få at vide, at det var kræft, som jo er forfærdeligt. Men jeg var også glad for, at der ikke var spredning, og at jeg ved at få en operation kunne blive rask, fortæller Marie, der gennem hele forløbet har oplevet at have modstridende følelser: Vred og taknemmelig. Lettet og rædselsslagen. Håbefuld og bekymret.
Marie sygemelder sig fra sit studie og gør sig klar til den store operation. Inden operationen fortæller lægerne, at de som følge af operationen vil anlægge en midlertidig stomi, som Marie skal leve med det næste halve år.
- Det var svært at forholde sig til, at jeg efter operationen ville have en stomi, for den tanke var i sig selv grænseoverskridende. Men i samme ombæring fik jeg at vide, at jeg efterfølgende ville blive rask, siger Marie, og mærker igen tvetydigheden.
Heldet og uheldet.
Christoffer er med til alle undersøgelser og er også med den dag, Marie skal opereres. Hun kan tydeligt mærke på ham, at han bliver påvirket af stemningen på hospitalet.
- Jeg følte, at jeg havde en fordel i forhold til Christoffer, som ikke har en sundhedsfaglig baggrund. Jeg kendte stemningen på operationsstuen, fordi jeg har været der som medicinstuderende. Men Christoffer var virkelig nervøs for operationen - hvad de gør, hvordan man vågner, og hvad der sker bagefter, fortæller Marie.
Operationen går godt. Lægerne fjerner 16 cm af Maries tarm og anlægger den midlertidige stomi, som hun skal have det næste halve år.
Selvom operationen betyder, at Marie nu er kræftfri, er det svært for hende at være helt glad. Stomien udfordrer hendes hverdag, og hun er flov over posen på maven, der er svær at kontrollere. Hun oplever flere gange at den lækker og siger høje pruttelyde i offentligheden.
- Det har været frustrerende at skulle lære sin krop at kende på en ny måde. Der er ingen tvivl om, at en stomi er billigt sluppet sammenlignet med, hvordan det ellers kunne være gået. Men det har også været besværligt pludselig at skulle leve med stomi, siger Marie.
Marie er ikke et sekund i tvivl om Christoffers opbakning og store kærlighed. Men selvom han har stået ved hendes side gennem hele sygdomsforløbet, er det svært for hende, at han nu skal se hende med posen med afføring, der stikker ud af et hul i maven.
- I starten ville jeg faktisk slet ikke have, at Christoffer skulle se mig med den, for jeg var bange for, at han ikke syntes, jeg var tiltrækkende, fortæller Marie.
Christoffer er heldigvis rigtig god til at sætte ord på, at han stadig ser hende som den samme, og at han stadig synes hun er lækker.
Men for både Christoffer og Marie er posen på maven en konkret påmindelse om den svære tid, de er gået igennem, og de mange bekymringer, der har fyldt det seneste halve år. Derfor er det for dem begge en proces at finde ud af, hvad stomien betyder i deres forhold. Men Marie mærker, at den åbne og ærlige dialog om det bringer dem endnu tættere sammen.
- Jeg var aldrig kommet igennem det her uden Christoffer. Han har været klippen, støtten og styrken gennem det hele, siger Marie.
- Vi er blevet tætte, fordi vi har taget nogle hårde og sårbare snakke. Det gælder også min familie og mine veninder. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så elsket, og jeg har heller ikke elsket andre, som jeg har gjort i de her måneder.
Jeg er virkelig blevet bekræftet i, at det er Christoffer og mig, og at vi er et godt makkerpar.
Og netop kærligheden fra venner, familie og Christoffer har givet hende styrken til at stå frem og vise sin stomi. For i dag handler det for Marie ikke bare om hendes egen krop, men om at gøre det synligt, at unge også kan have en stomi.
- Jeg er nået til et punkt, hvor det at have haft kræft er blevet en del af mig, og det samme er stomien. Derfor vil jeg også gerne vise, at jeg lige nu har stomi. Jeg håber, at jeg ved at vise den frem kan give andre mod til at have det okay med deres stomi, siger Marie.
Derfor tør hun nu klæde om i fitnesscenteret. Derfor er det nu okay at de andre kigger på hende og hendes stomi. Hun tør godt være dén de andre kigger på.
Efter interviewet med Ung Kræft er Maries stomi blevet lagt tilbage, og tarmen er syet sammen. Hun er stadig ved at komme sig oven på operationen, og føler endnu en gang, hun skal lære sin krop at kende på ny.
Ung Kræft tilbyder et digitalt, nationalt fællesskab i Facebookgruppen "UNG KRÆFT - UNGE MED OG EFTER KRÆFT". I gruppen kan du dele og søge erfaringer, tanker og viden om alt det, du står i. Brug den til det, du har brug for: Del din historie, snak om sygdomsforløb, senfølger og få gode råd. Du kan også give tankerne frit løb eller være fluen på væggen.