Musikken giver Thea ro og styrke

På en overskyet efterårsdag i 2025 står 38-årige Thea til Skolernes Motionsdag på sine to drenges skole. Egentlig kan hun slet ikke løbe, for efter et brystkræftforløb har hun føleforstyrrelser i sine fødder. Alligevel er hun taget med, for hun vil gerne bakke sine drenge op og støtte skolens initiativer. Midt i menneskemængden møder Thea til sin store overraskelse sin gamle spillelærer. Et møde, der skal vise sig at få en helt særlig betydning for Thea.

Familielivet på trods af senfølger

I 2022 får Thea konstateret brystkræft. Meldingen fra hospitalet er, at hun efter kemoterapi, strålebehandling og hormonbehandling vil blive rask igen. Og efter ti måneders behandling bliver hun ganske rigtig erklæret kræftfri. Problemet er bare, at hun ikke føler sig rask.

- Jeg føler aldrig, at jeg er blevet rask igen, efter jeg havde brystkræft, for jeg har stadig mange senfølger. Jeg har føleforstyrrelser i fødderne, de brænder, og det føles, som om jeg går på pindsvin. Derudover lider jeg af fatigue, og så kan jeg mærke, at jeg har nogle kognitive udfordringer i dag, som jeg ikke havde før, fortæller Thea.

Thea er mor til to drenge på syv og ti år, og det er særligt i livet som børnefamilie, at senfølgerne besværliggør hendes liv. Det kan være de ellers glade lyde og råb, som hendes drenge udbryder på trampolinen i haven, der nogle dage kan virke helt udmattende for hende. Med tiden har hun også lært at energioptimere, og i dag sætter hun tid af til pauser til sig selv i de perioder, hvor familien har mange planer eller gæster – for hun insisterer på fortsat at tage aktivt del i sine drenges liv og fritidsinteresser. Hun er med til håndboldkampe, holder store fødselsdage og deltager i arrangementer på drengenes skole, selvom det efterfølgende kræver flere dages hvile.

- Jeg skal bare med til de ting og være en del af deres liv, for hvad var ellers meningen med, at jeg skulle overleve et kræftforløb? siger Thea.

Som barn var det ikke kun i idrætshallerne, at Thea slog sine folder. Hun spillede også violin. Hun husker egentlig ikke, hvordan valget faldt på violinen, men fra 2. klasse og indtil hun startede på efterskole, gik hun til violin hos den lokale spillelærer, Annelise. På efterskolen blev violinen droppet, og Thea øvede sig i stedet på at spille klaver. Men siden hun blev mor, har musikken ikke været en del af hendes liv.

Thea har gennem tiden prøvet meget for at afhjælpe sine senfølger. I 2023 læser hun en artikel om, at de krydsbevægelser, man laver med armene, når man spiller et instrument, er god kognitiv træning. Det får hende til at købe et billigt klaver, som hun begynder at spille på i ny og næ. Men selvom musikken gør hende godt, er det som om, hun ikke rigtig kommer i gang. Som om klaveret i sig selv ikke er helt nok til at fange hende. Der skal mere til.

Mødet med en gammel bekendt

I efteråret 2025 tager Thea, som du ved, med sine drenge til Skolernes Motionsdag. De står midt i menneskemylderet og varmer op. En lærer viser, hvordan de alle sammen skal hoppe i takt til musikken. Pludselig er der en, der tager fat i Thea og hilser. Det er hendes gamle spillelærer. Hun spørger med det samme, om Thea mon stadig spiller violin?

- Der måtte jeg jo være ærlig og sige, at jeg faktisk ikke har rørt violinen i 20 år. Men så spurgte hun, om jeg ikke kunne have lyst til at komme hjem og spille lidt hos hende igen. Det var et tilbud, der var for godt at takke nej til, fortæller Thea.

Et par dage efter tager hjem til spillelæreren med sin violin under armen. Da hun begynder at spille, kan hun godt mærke, at hun er lidt rusten. Men langsomt finder hun igen grebet om violinen. Faktisk går det så godt, at spillelæreren inviterer Thea med i et orkester. De tager ud og optræder, og de vil gerne have hende med.

- Det betyder faktisk rigtig meget for mig at blive set og taget med på den måde. Det har været svært at vende tilbage til hverdagen og få et arbejde, efter jeg havde brystkræft, men når jeg spiller med dem, så føler jeg, at de har brug for mig.

Den gamle Thea

Det er snart et år siden, at Thea mødte sin gamle spillelærer og vendte tilbage til violinen. Hun kan mærke, hvordan hun hurtigt er blevet bedre – i dag kan hendes mand og drenge sagtens høre, hvilken sang hun spiller - det kunne de ikke i starten.

Men for Thea handler det om mere end teknik. Efter hun begyndte at spille, har hun fundet tilbage til en del af sig selv igen. En del, der forsvandt med brystkræften og senfølgerne.

- Når jeg spiller på min violin, så er jeg den gamle Thea igen. Den Thea, jeg var, før jeg blev syg. Der er rigtig mange ting, jeg ikke kan mere, men jeg kan faktisk godt spille violin, fortæller hun.

Om musikken dæmper senfølgerne, kan hun ikke sige endnu, men den gør noget andet, som hun tydeligt mærker i hverdagen. Den giver et sted at høre til og en styrke, hun kan tage med sig hjem til familien.