Spring navigation over

Ny podcast skal styrke din læges blik for symptomer, der kan være tegn på kræft

Podcast fra Kræftens Bekæmpelse skal hjælpe praktiserende læger.

For at støtte de praktiserende læger i at opdage kræft - også når symptomerne er diffuse - lancerer Kræftens Bekæmpelse podcastserien ’Er det kræft, doktor?’. Foto: Tomas Bertelsen

Omkring 7 ud af 10 kræftpatienter begynder deres udredning hos egen læge. Det betyder, at den praktiserende læge spiller en vigtig rolle i at opdage kræft. 
 
Men den enkelte læge møder i gennemsnit kun få nye kræfttilfælde om året, og symptomerne kan være forskellige fra patient til patient. 
 
Samtidig kan det være svært at vurdere symptomer, som ikke peger tydeligt på én bestemt sygdom. Træthed, vægttab og almen utilpashed er almindelige symptomer. Oftest skyldes de ikke kræft, men i nogle tilfælde kan de være tegn på alvorlig sygdom. Derfor er det vigtigt, at lægen ser på symptomerne samlet og vurderer, om patienten har brug for at blive undersøgt nærmere.

Grafik til Er det kræft, doktor?

Derfor har Kræftens Bekæmpelse produceret og udgivet podcastserien ’Er det kræft, doktor?’, der er blevet til med midler fra Kræftplan V og udviklet i samarbejde med eksterne faglige samarbejdspartnere, herunder VID - Netværk for viden om kompetencer i almen praksis.  
Podcasten er målrettet praktiserende læger og skal give dem et stærkere grundlag for at vurdere uspecifikke symptomer. 
 
- Med podcasten ønsker vi at give lægerne et endnu stærkere grundlag for de svære vurderinger og samtidig pege på, hvor der er mulighed for at styrke patientforløbene og opdage kræft tidligere. For jo tidligere kræft bliver opdaget, desto bedre er mulighederne for behandling og overlevelse, siger Ida Strand, afdelingschef for Kommunikation og Politik i Kræftens Bekæmpelse. 

Viden om kræftudredning 

Podcastserien består af fem episoder. Her medvirker forskere, praktiserende læger og hospitalslæger med både forskningsbaseret viden og erfaringer fra hverdagen i sundhedsvæsenet. 

Podcasten giver blandt andet viden om: 

  • symptomer, der kan være tegn på kræft
  • blodprøvers muligheder og begrænsninger
  • henvisninger til videre undersøgelser
  • diagnostiske pakkeforløb
  • samarbejdet mellem egen læge og hospitalet
  • de særlige udfordringer ved at opdage kræft hos unge voksne

Serien sætter også fokus på barrierer, der kan gøre det sværere at få en kræftdiagnose. Det kan f.eks. være sprogbarrierer, manglende netværk eller forskelle i sundhedskompetencer.