8. juni 2026 er der rejsegilde for en helt ny Kræftrådgivning i Køge, som med sine 700 m2 skal huse rådgivning, aktiviteter og fællesskaber til mennesker med kræft inde på livet.
Det nye hus ligger ved hospitalets specialiserede kræftbehandling og bygges efter principperne for helende arkitektur. Målet er at bygge en rådgivning, hvor patienter og pårørende kan finde ro og tryghed i en tid med behandlinger, uvished og bekymringer.
- Det smukke hus bliver uden tvivl et fantastisk og helende frirum til kræftpatienter og pårørende, hvor de kan få rådgivningssamtaler, deltage i gruppeforløb og forskellige aktiviteter– og ikke mindst møde andre i samme situation, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Synlig med hjælp
Hvert år går tusindvis af mennesker ind ad døren hos en af Kræftens Bekæmpelses 12 kræftrådgivninger, fordi de søger hjælp til at komme gennem forløbet. Seks ud af ti gør det i det første år efter diagnosen er stillet.
- Der er brug for vores tilbud, og derfor er det vigtigt, at vi er synlige og tilgængelige. Det er en kæmpe gevinst for patienter og pårørende – og for vores samarbejde med hospitalets ansatte - at den kommende kræftrådgivning ligger ved hospitalet, siger Jesper Fisker.
Den kommende Kræftrådgivning i Køge forventes at blive taget i brug i begyndelsen af 2027. Den er tegnet af Claus Pryds Arkitekter. C.C. Contractor er totalentreprenør, og D-K2 er bygherrerådgivere.
Kræftens Bekæmpelse har 12 kræftrådgivninger og 34 lokale rådgivningstilbud i hele landet og er årligt i kontakt op mod 100.000 gange med patienter og pårørende.