Spring navigation over

Senfølger efter kræft: Vigtig hjælp på vej

Ros til retningslinjer, som skal sikre bedre behandling af senfølger.

Op mod 70 pct. af kræftpatienter oplever én eller flere senfølger, siger Pernille Slebsager, patientstøttedirektør i Kræftens Bekæmpelse.
Op mod 70 pct. af kræftpatienter oplever én eller flere senfølger, siger Pernille Slebsager, patientstøttedirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Mere end 400.000 danskere lever med eller efter kræft, og antallet vil vokse i de kommende år. Mange rammes af alvorlige senfølger - derfor er det godt, at Sundhedsstyrelsen nu har udsendt nationale retningslinjer for senfølgeindsatsen i Danmark, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

- Tusindvis af mennesker lever med senfølger efter kræft, og senfølger kan forringe livskvaliteten betydeligt. I årevis har der manglet klare og ensartede tilbud om hjælp til senfølger. Og der har manglet solide rammer for, hvem der har ansvar for hvad i det samlede sundhedsvæsen. Derfor er det her en milepæl, siger Pernille Slebsager, patientstøttedirektør, Kræftens Bekæmpelse.

I Kræftplan V blev der sikret oprettelse af senfølgeklinikker i alle regioner:

- Det var meget positivt for kræftpatienter og med de nye rammer, som ministeriet er udkommet med i dag, er det endnu en milepæl i forhold til klarhed om, hvad der er opgaverne for henholdsvis praktiserende læger, kommuner, senfølgeklinikker og specialiserede hospitalsafdelinger.

- Vi håber, at der nu følges op lokalt - det er oplagt i sundhedsrådene - med helt klare aftaler om patienternes samlede forløb og praktiske aftaler om kommunikation mellem parterne, så patienterne hurtigt kan opleve sammenhæng i hjælpen til hverdagslivet med og efter livstruende sygdom, siger Pernille Slebsager.

Der er dog mangler

Selvom der overvejende er ros fra Kræftens Bekæmpelse, gør foreningen dog også opmærksom på enkelte mangler ved de nye retningslinjer: 

- Som vi læser dem, vil der være for stor fortolkningsmulighed i forhold til, hvem der kan visiteres til senfølgeklinikkerne. Det fremgår, at de primært er for borgere uden fremadskridende sygdom, men at der også kan være situationer, hvor borgere med længerevarende sygdom kan henvises. Det kan efterlade tvivl om adgangen for mennesker, der ikke er færdigbehandlede men lever med deres kræftsygdom i mange år. Og det er ærgerligt - især fordi det med den aktuelle udvikling indenfor behandling af kræft, vil være en voksende gruppe af patienter. Og de har lige så meget behov for hjælp til senfølger, som de, der er færdigbehandlede, siger Pernille Slebsager.

Desuden havde Kræftens Bekæmpelse ønsket klare rammer for dataopsamling på tværs af landet:

- Det er ærgerligt, at der ikke er medtaget et krav om fælles dataopsamling på tværs af landet. Det er vores indtryk, at senfølgeklinikkerne meget gerne vil samarbejde om dataopsamling. Derfor havde det været en lavthængende frugt at tage det med. På et område som dette, hvor der etableres en hjælp til mennesker, der ikke hidtil systematisk har kunnet hjælpes, er det jo ekstra vigtigt, at der monitoreres og følges op, siger Pernille Slebsager.

Kræftfri, men ikke rask

Mere end halvdelen af alle kræftpatienter oplever senfølger. Bliv klogere på, hvad senfølger er, og hvordan Kræftens Bekæmpelses arbejder for at sikre området det nødvendige fokus og udvikling.

Læs om senfølger