Hvor længe lever man efter kræftsygdom?
Sundhedsdatastyrelsen har offentliggjort rapporten Kræftoverlevelse i Danmark 2011-2025.
Rapporten viser blandt andet udviklingen i den relative overlevelse ét og fem år efter en kræftdiagnose. Tallene dækker alle kræftformer samlet samt 21 udvalgte kræftformer.
Relativ overlevelse kan tolkes som sandsynligheden for at overleve kræft i en given periode, når der ses bort fra risikoen for at dø af andre årsager. Tallene er gennemsnit for grupper af patienter og tager ikke højde for, hvor fremskreden sygdommen var, da diagnosen blev stillet. De kan derfor ikke bruges som et mål for den enkelte patients prognose.
Tallene er opgjort for personer, der blev diagnosticeret i treårsperioder fra 2011-2013 til 2023-2025.
Hvor stor en andel er i live 5 år efter en kræftsygdom? Seneste rapport for 2023-2025:
Kvinder: 74 pct.
Mænd: 71 pct.
Hvor stor en andel var i live 5 år efter en kræftsygdom for godt et årti siden (2011-2013)?
Kvinder: 65 pct.
Mænd: 62 pct.
Hvilke andre udvalgte kræftsygdomme har stigende overlevelse?
For kvinder er 43 pct. med mavesækskræft i live fem år efter diagnose - en stigning på 18 procentpoint i forhold til for godt et årti siden. Nyrekræft følger herefter med en stigning på 16 procentpoint fra 66 pct. til 82 pct.
Blandt mænd er 80 pct. i live fem år efter nyrekræft, og det er en stigning på 15 procentpoint i forhold til for godt et årti siden. 79 pct. af mænd med lymfekræft er i live fem år efter diagnosen, en fremgang på 10 procentpoint.
Patienter med leverkræft, bugspytkirtelkræft og spiserørskræft har fortsat markant lavere overlevelse end patienter med de fleste øvrige kræftformer. Men selv også for disse tre kræftformer er overlevelsen steget.
Rapporten er udarbejdet af Sundhedsdatastyrelsen. Center for Kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse har for Sundhedsdatastyrelsen beregnet overlevelsestallene på baggrund af oplysninger fra Cancerregisteret og CPR.