Debat: Vi må ikke lade os narre af tobaksindustriens velkendte metoder
Læs fælles debatindlæg om at beskytte børn og unge mod tobaksindustrien.
Debatindlægget er bragt første gang i Altinget, den 1. september 2026.
E-cigaretter, vapes, snus og andre nikotinprodukter bliver inhaleret, tygget og spist som aldrig før, både i Danmark og resten af Europa. I dag bruger hver tredje danske 15-29-årige (32 pct.) et eller flere tobaks- eller nikotinprodukter dagligt eller regelmæssigt.
På kun fem år er brugen af e-cigaretter mere end fordoblet blandt unge. Det er bekymrende, for nikotin har skadelige effekter – særligt på børn og unge.
Udviklingen er desværre ikke noget, der er sket af sig selv, men skyldes i høj grad tobaksindustriens aggressive og skruppelløse metoder i udviklingen af nye produkter, i markedsføringen og i påvirkningen af de politikere, der skal udforme og gennemføre en ansvarlig lovgivning, der beskytter vores børn og unge mod afhængighed.
EU-Kommissionen er lige nu i gang med at revidere den grundlæggende tobaks- og nikotinlovgivning og har lagt op til, at den skal regulere de mange nye nikotinprodukter for at beskytte børn og unge mod nikotinafhængighed.
Som led i processen har EU haft en offentlig høring, hvilket er ganske normalt. Det er til gengæld langt fra normalt, at antallet af indsendte bemærkninger er astronomisk.
Kommissionen har modtaget intet mindre end 82.168 indlæg, primært fra tilsyneladende almindelige borgere og langt de fleste med nærmest enslydende budskaber, der flugter med tobaksindustriens: At produkter som nikotinposer, e-cigaretter og opvarmet tobak er mindre sygdomsfremkaldende, og at det ikke er nødvendigt med yderligere regulering for at beskytte børn og unge.
Indlæg stammer fra tobaksindustrien
Men der er ikke tale om en pludselig folkelig opstand for mere lempelig tobaks- og nikotinlovgivning. Men om, at tobaksindustrien ved hjælp af AI-værktøjer står bag en stor del af svarene. Fx har tobaksgiganten Philip Morris lanceret en kampagne med QR-koder i kiosker, der har ledt folk ind på hjemmesiden yourvoicedecides.com. Her kunne man på få øjeblikke og helt anonymt komme med indvendinger mod mere effektiv regulering. Det blev herefter med hjælp fra AI omsat til et velformuleret indlæg, som kunne indsendes til Europa-Kommissionen.
I Holland menes 9 ud af 10 af indlæggene ifølge public service-medierne NOS og Pointer at stamme fra Philip Morris’ kampagne. Det har fået hollandske sundhedsorganisationer og læger til at beskylde tobaksindustrien for at hijacke demokratiet og indsende en klage til det hollandske nævn for reklameetik over den vildledende kampagne. Ifølge nævnet for reklameetik har Phillip Morris med denne kampagne overtrådt forbuddet mod tobaksreklame.
Afgørende at politikerne ikke lader sig vildlede
Tobaksgiganterne er altså allerede i fuld gang med at forsøge at underminere den politiske proces. Det er derfor afgørende, at nationale og europæiske politikere ikke lader sig vildlede af det, der skal ligne en europæisk folkebevægelse mod strammere regulering af en række åbenlyst skadelige produkter.
Industrien arbejder også aktivt på at påvirke danske politikere. I februar lykkedes det tobaksindustrien at få foretræde for Sundhedsudvalget, på trods af at vi har forpligtet os til at følge artikel 5.3 i WHO’s Rammekonvention om Tobakskontrol (FCTC). Den siger nemlig, at myndighederne i videst muligt omfang skal beskytte sundhedspolitikken mod tobaksindustriens interesser.
Foretrædet kunne komme i stand, fordi industrien mødte op som Tænketanken Røgfri. Tænketanken Røgfri omtaler sig selv som uafhængig, men er 100 pct. finansieret af Nikotinbranchen, hvis medlemmer er British American Tobacco Denmark, Philip Morris International Denmark og Japan Tobacco International Denmark.
Nye brugere lokkes til
Samtidig udvikler tobaks- og nikotinindustrien konstant nye tillokkende produkter efter den historisk velkendte og historisk desværre succesfulde opskrift: Når et produkt bliver afsløret som farligt, lancerer man et nyt, der sælges som det "sundere" alternativ.
Sådan var det med filtercigaretter i 1950'erne og siden med light-cigaretter, der ikke viste sig at være mindre sundhedsskadelige. Og sådan er det i dag med e-cigaretter, opvarmet tobak og nikotinposer.
Dermed lokkes nye, unge brugere til på forkerte præmisser, mens sundhedsbevidste rygere overbevises om at skifte over til de nye produkter frem for at komme ud af afhængigheden og lægge nikotinen på hylden.
Erfaringen viser desværre også, at mange ender i et dobbeltforbrug, hvor rygningen ender med at blive suppleret af e-cigaretter og/eller nikotinposer.
Og nikotin er langt fra uskadeligt, særligt ikke for unge. Det et giftstof, som ovenikøbet er stærkt afhængighedsskabende, skadeligt for hjerte og blodkar, kan forstærke angst og depression, og det forstyrrer i det hele taget udviklingen af hjernen, der fortsætter indtil 25-årsalderen.
En iskold jagt på profit
Når EU's tobakslovgivning i den kommende tid skal revideres, skal politikerne i Europa træffe et vigtigt valg: Vil de lukke de huller, industrien systematisk udnytter, eller vil de endnu engang lade sig vildlede af en industri, der kalder sig selv en del af løsningen, mens den fortsat sælger afhængighed til vores børn og unge i en iskold jagt på profit?
Vi ved, at tobaksindustrien vil gøre alt for at påvirke processen. Det sker allerede. Spørgsmålet er, i hvilken grad vores folkevalgte er tilstrækkeligt på vagt over for tobaksindustriens massive lobbyarbejde, når der i kølvandet på høringerne skal fremsættes og behandles egentlige lovforslag om tobak og nikotin.
Europæiske politikere er nødt til at stå sammen mod den stærke tobaksindustri på tre områder:
For det første skal de unge beskyttes bedre mod særligt digital markedsføring, børnevenlig smag og farvestrålende indpakning, så de ikke får indtryk af, at produkterne er cool og uskadelige.
For det andet skal EU give de enkelte medlemslande frihed til at gennemføre tiltag, der beskytter børn og voksne mod tobak og nikotin. Det kan være fx et stop for nye nikotinprodukter og en gradvis udfasning af salget af tobaks- og nikotinprodukter.
For det tredje bør EU-systemet og de enkelte landes sundhedspolitik beskyttes bedre mod tobaks- og nikotinindustriens massive lobbyarbejde. Det nytter ikke, at tobaksgiganterne bliver ved med at trække i trådene i udformningen og implementeringen af tobaks- og nikotinlovgivningen.
Vi skylder vores børn og unge at beskytte dem bedre mod industriens ufine metoder og den bølge af tobaks- og nikotinprodukter, som skyller ind over dem.