Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Antibiotika kan dæmpe lymfekræft i huden

25-07-2019
Ny forskning viser overraskende, at antibiotika hæmmer kræften hos patienter med den sjældne sygdom, lymfekræft i huden. Forskningen, der kan bane vejen for en bedre behandling, er støttet med penge fra Knæk Cancer.

Fundet er resultatet af mange års forskning. Arkivfoto: Tomas Bertelsen

Lymfekræft i huden er hos de fleste patienter en ret fredelig sygdom, der kan ligne et uskyldigt eksem. Men hos en tredjedel af patienterne udvikler sygdommen sig mere alvorligt med svær betændelse i huden.

Indtil nu har der manglet gode behandlingsmuligheder til patienterne, men det kan ny forskning, som bl.a. er støttet af Knæk Cancer, måske være med til at lave om på. Forskere har nemlig vist, at behandling med antibiotika overraskende kan hæmme både de stafylokokbakterier, der er årsag til infektionerne, og kræftcellerne.

Læs mere om forskning i lymfekræft i huden:

Forskning skal føre til bedre behandling af lymfekræft i huden

Antallet af kræftceller mindskes, og kræftsygdommen dæmpes markant i en periode hos patienter med betændelse i huden.

Cytokiner

Ved en stafylokokinfektion arbejder de raske immunceller i kroppen på højtryk. De producerer nogle vækststoffer kaldet cytokiner, som bruges til at få immunforsvaret op at køre. Disse vækststoffer kan kræftcellerne snylte på og bruge til selv at vokse hurtigere. Forskningsresultaterne viser som noget nyt, at antibiotikabehandlingen kan bremse denne proces.

- Når vi hæmmer stafylokokbakterierne med antibiotika, fjerner vi samtidig aktiveringen af immuncellerne. Så producerer de ikke længere cytokiner, og derved kan kræftcellerne ikke få den ekstra ’næring’. Derfor hæmmes kræftcellerne i at vokse lige så hurtigt, som de gjorde under bakterieangrebet. Det er banebrydende, for det er første gang nogensinde, at vi ser denne her forbindelse mellem bakterier og kræft, siger professor Niels Ødum fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center ved Københavns Universitet.

Læs mere om, hvad pengene fra Knæk Cancer går til:

Det går pengene til

Fundet er resultatet af mange års forskning, hvor forskerne har gennemført molekylære undersøgelser, laboratorieforsøg, vævsprøver fra huden og blodet, og kliniske undersøgelser af nøje udvalgte patienter.

Blod på tanden til nye behandlinger

Indtil nu har man været meget tilbageholdende med at give antibiotika til patienter med lymfekræft og infektioner i huden, fordi man har frygtet, at infektionen vil komme tilbage som antibiotika-resistente stafylokokker efter endt behandling. Men det vil de nye resultater formentlig ændre på, vurderer forskerne bag.

- Det er tidligere set, at antibiotika har haft en eller anden positiv effekt på enkelte patienter. Men man har aldrig før været inde og undersøge, hvad det faktisk gør ved selve kræften. Vores fund viser, at det faktisk kan være en god idé at give patienter med stafylokokker på huden denne her behandling, fordi det både dæmper kræften og muligvis nedsætter risikoen for nye infektioner oveni, siger Niels Ødum.

Det er endnu svært at sige om den nye viden kan overføres til andre typer af kræft. For forskerne er næste skridt først at kigge nærmere på forbindelsen mellem kræft og bakterier.

- Vi ved ikke, om det her fund kun gør sig gældende i lymfekræft. Vi ser det i særlig grad i netop denne kræfttype, fordi det er en kræft inden for immunsystemet. Kræftcellerne forstår allerede de signaler, som immuncellerne sender ud. Så når immuncellerne bliver sat på arbejde, så gør kræftcellerne det også. Det er i hvert fald meget interessant og relevant at kigge nærmere på det samspil mellem bakterier og kræft, som vi ser her, siger Niels Ødum.

- Det næste bliver at udvikle nye behandlinger som kun rammer de ’dårlige’ bakterier uden at skade de ’gode’, som beskytter huden,” siger han.

Læs mere om lymfekræft i huden:

Lymfekræft i huden

Lymfekræft i huden rammer årligt cirka 50 mennesker i Danmark. Hos en tredjedel af dem udvikler sygdommen sig aggressivt.

Resultaterne er offentliggjort her: Antibiotics inhibit tumor and disease activity in cutaneous T cell lymphoma. Blood - Journal of the American Society of Hematology.

Knæk Cancer støtter forskningen
  • Forskningsprojektet ’Stafylokok-toksiner fremmer kræft og er nye angrebspunkter for behandling af T-celle lymfom i huden’ fik tre mio. kr. i støtte fra Knæk Cancer-indsamlingen i 2015.
  • Projektet har endvidere modtaget støtte fra LEO Fondet, Novo Nordisk Fonden, Danmarks Frie Forskningsfond og Lundbeckfonden.
  • Forskningen er udført af forskere fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center ved Københavns Universitet i samarbejde med Aarhus Universitet og Universitetshospital og Sjællands Universitetshospital samt samarbejdspartnere i USA og Tyskland.

Læs mere om, hvad pengene fra Knæk Cancer-indsamlingerne går til:

Det går pengene til