Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Birgitte har levet med kræft i 20 år: Jeg nyder hver en dag

07-10-2019
Birgitte Mertz Petersen har snydt statistikkerne. Det er over 20 år siden, hun fik konstateret brystkræft, og hun har været i næsten uafbrudt kræftbehandling lige siden. Hvor længe det fortsætter, ved hun ikke. Hun tager en dag ad gangen og har stadig en masse, hun gerne vil opleve.

Birgitte Mertz Petersen har aldrig hørt om nogen, der har været i behandling for kræft så længe som hun selv. 20 år er det blevet til. Hun lader sig ikke kue af sygdommen: - Lysten til livet har jeg jo, siger hun. Foto: Tomas Bertelsen

Opdatering 8.10.2019: Vi har desværre i dag fået at vide, at Birgitte Mertz Petersen gik bort i går 7.10.2019.Det har været Birgittes ønske, at denne artikel bliver bragt, selvom hun ikke er her mere.
Redaktionen

Hver aften snakker Birgitte med sin mand Niels. Hun fortæller om løst og fast og slutter altid samtalen med ’Godnat, og vi snakkes ved i morgen’. Niels døde for fem år siden efter et kort og aggressivt kræftforløb.

- Jeg havde det svært, da Niels skulle bisættes. Det var jo ham, der skulle sende mig afsted. Det var jo mig, der havde været syg længst, fortæller hun. Men på mange områder har Birgittes liv ikke fulgt den bane, man ville have gættet på.

Nu må du godt tude

I foråret 1997 flyttede Birgitte med sin mand og deres to drenge, Kim på 17 og Martin på 14, fra Ringsted til Karrebæk. Her er højt til himlen, udsigt over fjorden og roser i haven. Et halvt år efter gik hun til lægen med en underlig fornemmelse i hele armen. Hun blev sendt til Næstved Sygehus, og allerede samme dag ringede lægen tilbage. De havde en formodning om, at hun havde brystkræft.

Interviewet med Birgitte finder du også i det nyeste nummer af vores medlemsblad. Læs det her:

Tæt på kræft  

Jeg tænker ikke over, at jeg har kortere tid end så mange andre. Jeg har en masse, jeg gerne vil nå.

Birgitte Mertz Petersen

Birgitte blev sendt til Næstved, og efter udredningen bad lægen hende komme op i konsultationen. ’Vi har fundet en knude. Den sidder inde bag højre bryst. Og nu må du gerne tude’, sagde lægen. Og det gjorde Birgitte. Hele vejen hjem.  

- Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort for at få brystkræft nu? Sådan tænkte jeg. ’Jeg har kræft’, sagde jeg til Niels, da jeg kom hjem. Og så gik jeg ud i haven og råbte og skreg og tudede og skældte ud, og jeg ved ikke hvad, husker Birgitte. 

Kort efter nytår blev Birgitte opereret og kom i kemo og strålebehandling. Hun var 41 år gammel.

Hele turen én gang til

Knuden i brystet var starten på 20 års næsten uafbrudt behandling for kræft. Mere end 20 år med kemo, stråler, hormoner og følgesygdomme. Selv om medicinen tærer på kræfterne, og smerterne kan være lammende, har Birgitte ikke mistet gejsten.

- Jeg håbede jo i starten, at jeg ville blive rask. Jeg havde ikke lyst til at forlade det hele, det var jeg alt for ung til, husker hun.

Birgitte Mertz Petersen har levet med kræft i 20 år, og det sætter spor på kroppen. Men livsglæden og nysgerrigheden fejler intet, og hun nyder hver dag.

Birgitte Mertz Petersen har levet med kræft i 20 år, og det sætter spor på kroppen. Men livsglæden og nysgerrigheden fejler intet, og hun nyder hver dag.

Næsten otte år blev Birgitte behandlet med kemo og hormoner. I et par år var hun symptomfri og uden medicin, så i 2007 pakkede familien klatreudstyret og tog til Gran Canaria. Men noget var ikke, som det plejede. Når hun havde kæmpet sig op ad klippesiderne og klikket karabinhagen af tovet, var hun svimmel.

- Jeg fattede det ikke. Det lå ikke til mig. Der måtte være noget galt, så da vi kom hjem, gik jeg til min læge. Min lever var forstørret. ’Hun har haft brystkræft. Hun skal undersøges i hele systemet en gang til’, sagde lægen. 

Hele apparatet med scanninger og biopsi blev sat i gang igen. Kræften havde bredt sig til leveren, og på billederne kunne man se to knuder på den ene lunge.

Birgitte har prøvet at holde styr på, hvor mange behandlinger det er blevet til i årenes løb. Det er rigtig mange, hvis man regner det hele med.

- Man kan godt vænne sig til sådan noget… hvis man ikke er pivet. Og det er jeg ikke! Så kan man vænne sig til det hele. Jeg er heller ikke nervøs, inden jeg skal kontrolscannes. Det er bare noget, der skal overstås. 

Jeg er her endnu

Kræften er siden vokset ud af leveren, og milten er også ramt. Lægerne tør ikke operere. Leveren trykker på tarmsystemet, og der er vand i bughulen. Birgitte har været igennem hele programmet af kemo-, gen- og immunterapi. Herlev Hospital har ikke mere at tilbyde.

Hver uge tager Birgitte til healing og akupunktur, og hun tager cannabisdråber morgen og aften mod smerterne. Det hjælper.

- Jeg tror, jeg overlever alt det her lidt endnu, for jeg har ikke fået noget tegn. Jeg forventer næsten, at jeg får et vink, når det er slut. Jeg har fire gange fået at vide af lægerne, at nu kunne jeg godt gå hjem og lægge mig. Men jeg er her endnu.

Måske bliver det bare Møns Klint

Birgitte vågner tidligt. Nogle gange hopper hun i badekåben og går en tur ud i morgenluften foran den lille gule
plejebolig i Karrebæk på Sydsjælland.

Jeg er morgenmenneske. Det kan de slet ikke forstå, de andre hernede - de ligger jo i sengen til langt op ad dagen. Man hører dyrelivet og fuglene på en anden måde om morgenen.

Birgitte Mertz Petersen

- Jeg er morgenmenneske. Det kan de slet ikke forstå, de andre hernede – de ligger jo i sengen til langt op ad dagen. Man hører dyrelivet og fuglene på en anden måde om morgenen. Det er jo der, de er vågne, siger hun med de karakteristiske sjællandske stød i sproget.

- Jeg er et udpræget naturmenneske. Tidligere har jeg været meget i haven. Nu bliver det kun til et par krukker. Så det er bare med at komme ud og gå. Ud og nyde stranden og skoven. 

Før i tiden vandrede og klatrede hun sig vej rundt i verden. Især den storslåede natur med bjerge og søer i det østlige USA og Canada har fascineret hende, og hun drømmer om, at hun en sidste gang kan komme til Rocky Mountains. Men ingen vil forsikre en kræftpatient i behandling. Så måske bliver det bare Møns Klint. 

Kræften vil altid følge mig

Birgitte har aldrig hørt om nogen, der har været i behandling for kræft i så mange år som hun selv. Hun er hverken kræftfri eller død – de to udfald, man ellers forventer. Hun lever med uhelbredelig kræft og har gjort det i over 20 år. 

- Jeg er kronisk syg med kræft, og den følger mig altid. Så må jeg tage det, som det dukker op. Jeg har aldrig tænkt, at jeg var kræftfri - heller ikke i de år jeg var symptomfri. Jeg troede ikke på, at den kunne forsvinde. Jeg tænker bare på at få det bedste ud af det, siger Birgitte.

Birgitte bruger så meget tid med familien som muligt. De to ældste børnebørn, Marika og Filuka, bor heldigvis lige rundt om hjørnet og kommer tit på besøg.

Birgitte bruger så meget tid med familien som muligt. De to ældste børnebørn, Marika og Filuka, bor heldigvis lige rundt om hjørnet og kommer tit på besøg.

Birgitte bruger så meget tid med familien som muligt. Sådan har det altid været, også før kræften. Alle steder i huset hænger billeder af børnebørnene Marika på 14, Filuka på 10 og Noah Theodor på 3 år. De to ældste bor kun et stenkast væk, og når hun skal besøge Noah i Brorfelde ved Holbæk, kører hun med flextrafik. Hun har en særlig tilladelse til at køre uden sikkerhedssele. Det gør for ondt, for den trykker på det hele.

Resten af tiden og kræfterne bruger hun på kræftrådgivningen i Næstved. Hun har sit eget træningshold og er holdkaptajn, når der er Stafet for Livet. Og så fortæller hun om tilbuddene til kræftpatienter og pårørende i området. 

- De, der er berørt af kræft, skal vide, hvad rådgivningen kan tilbyde. Jeg vil gerne hjælpe nye kræftpatienter. Jeg vil fortælle dem, at de skal bevare kampgejsten og livslysten. Der er lys forude – altid. De skal være aktive og
åbne om sygdommen, og så skal de huske, at vi er et stort fællesskab med samme mål: Vi skal overleve kræften.

Det er også Birgitte, der skaffer sponsorer i det lokale erhvervsliv og overtaler beslutningstagere til at støtte kræftsagen. Og i august var det hende, der holdt talen til lysceremonien ved Stafet for Livet. 

Det bliver ikke mig, der siger stop

Sønnerne har bedt Birgitte skrive et testamente. Det ligger i skuffen, og der har det ligget i tre år nu. Og det må godt blive liggende lidt endnu.

- Jeg tænker ikke over, at jeg har kortere tid end så mange andre. Jeg har en masse, jeg gerne vil nå. Filukas konfirmation. Noahs første skoledag. Og så ved jeg, at Kim og Trine på et tidspunkt skal giftes, siger hun. 

Engang var der nogle, der spurgte Birgitte, om hun kunne finde på at tage sit eget liv.

- Nej! Smerterne har jeg overvundet så mange gange. Og lysten til livet har jeg jo. Jeg er for nysgerrig. Det bliver ikke mig, der siger stop. Så skal det da være, hvis jorden går under. De dér tanker – dem har jeg slet ikke.

Birgitte tager livet, som det kommer. Lige nu er det naboen Poul Henning, der kommer. Han skal ned og hente kylling med agurkesalat i Karrebæksminde. Vil Birgitte have noget med, så kan de spise sammen? Det vil hun. 

En sygdom, man lever med

- Vi er kommet rigtig langt med kræftbehandling, ikke mindst inden for brystkræft. Men Birgittes historie er alligevel usædvanlig, fordi hun har levet så længe med kræften efter tilbagefald. Den viser, at vi ikke kan forudsige et kræftforløb, og derfor vil mange læger også være forsigtige med at fortælle patienter, hvor lang tid de har tilbage. For virkeligheden kan snyde alle statistikker. Med nye resultater inden for forskning og behandling er vores håb, at kræft med tiden bliver en sygdom, som man kan leve med i mange år, som vi ser det med f.eks. HIV- og sukkersygepatienter. Og vi er godt på vej.

Niels Kroman, cheflæge i Kræftens Bekæmpelse og professor i brystkirurgi

Læs mere om brystkræft på cancer.dk