Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Brandmænd har øget risiko for kræft

03-07-2022
Arbejdet som brandmand øger risikoen for mindst to kræftformer. Det fastslår en international videnskabelig udredning nu for første gang. Det bør bane vej for erstatning til brandmændene, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

Brandmænd har en øget risiko for blandt andet blærekræft og mesoteliom - en sjælden kræftsygdom der blandt andet kan sidde i lungerne. Det viser en ny udredning fra WHOs kræftforskningsinstitut IARC. Modelfoto: Colourbox

Giftig røg fra hjem fyldt med elektronik, asbest og møbler af plastic og laminat. Industri- og markbrande. Skiftende arbejdstider og natarbejde. Og redningsopgaver, som giver kontakt med sundhedsskadelige kemikalier. 

Sådan ser arbejdslivet ud for brandmænd, og de har en øget risiko for kræft, som følge af deres erhverv. Nærmere bestemt en øget risiko for at udvikle blærekræft og mesoteliom. 

Konklusionen er så klar, at det bør føre til arbejdsskadeerstatning til de brandmænd, der har fået kræft på jobbet - ingen skal blive syg af at gå på arbejde. 

Jesper Fisker, administrerende direktør Kræftens Bekæmpelse

Risikoen er sandsynligvis også øget for tyktarms-, prostata-, testikel- og modermærkekræft samt non-Hodgkin lymfom. For disse kræftsygdomme kan ’rimelig tvivl’ imidlertid ikke helt udelukkes. Det betyder, at den fundne øgede kræftforekomst måske kan skyldes andre forhold end selve brandfolkenes arbejde. Eksempelvis at kræft måske oftere bliver opdaget før hos brandfolk, fordi de i relation til deres arbejde oftere gennemgår lægetjek. 

Endelig viste udredningen, at der også var stærk evidens for, at brandfolk udviser fem af ti biologiske kendetegn, som normalt kan spores når mennesker udsættes for kræftfremkaldende påvirkninger, eksempelvis skade på arvemateriale. 

Med sikkerhed kræftfremkaldende
Konklusionerne kommer fra en international ekspertgruppe nedsat af WHO’s kræftforskningsinstitut, International Agency for Research on Cancer (IARC), som det seneste år har gennemgået al tilgængelig viden fra en lang række videnskabelige undersøgelser om brandmænd og kræft. 

Mesoteliom og asbest
  • Mesoteliom er en meget sjælden kræftsygdom, der kun opstår, hvis man har været udsat for asbeststøv
  • Sygdommen opstår hovedsageligt i lungehinderne, og derfor taler man oftest om lungehindekræft i forbindelse med asbest
  • Sygdommen kan i sjældne tilfælde også opstå andre steder, eksempelvis i bughinden, testikelhinder og hjertesæk

Læs mere om lungehindekræft, den hyppigste form for mesoteliom:

Lungehindekræft

Klik på billedet, og hør seniorforsker Johnni Hansen fortælle om den nye udredning.

- En række undersøgelser viser, at brandmænd har en øget risiko for blærekræft og mesoteliom. Sammenhængen er så veldokumenteret, at brandmænds arbejde nu bliver klassificeret som ’med sikkerhed kræftfremkaldende’ på IARC’s liste over påvirkninger, der kan give mennesker kræft. Også risikoen for en lang række andre kræftsygdomme er øget, men her kan det ikke helt udelukkes, at de skyldes andre forhold end brandmændenes arbejde. 

Det siger seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, Johnni Hansen, der har været formand for en af arbejdsgrupperne bag IARC’s udredning. Kræftens Bekæmpelse har desuden bidraget med vigtige dele af den forskning, der ligger bag udredningen. 

Læs mere om blærekræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside:

Blærekræft: Symptomer, behandling, undersøgelser, diagnose og årsager

Brandmænd bør få erstatning
De nye resultater bør få konsekvenser for brandmændene, mener Kræftens Bekæmpelse: 

- Konklusionen er så klar, at det bør føre til arbejdsskadeerstatning til de brandmænd, der har fået kræft på jobbet - ingen skal blive syg af at gå på arbejde. Og så skal man gøre alt hvad man kan for at beskytte brandmænd mod kræftfremkaldende påvirkninger fremover, siger adm. direktør, Jesper Fisker. 

Selv om de nye resultater er alvorlige, er det vigtigt at sætte dem i perspektiv. Mesoteliom er en meget sjælden kræftsygdom, så selv om risikoen øges, vil der stadig kun være en lille risiko for den enkelte, for at blive syg. Samtidig har brandmænd gennem årene fået bedre udstyr, der beskytter dem mod bl.a. røg og skadelige kemikalier.

Kategorier for kræftfremkaldende påvirkninger

Den internationale kræftforskningsinstitution IARC har siden 1971 vurderet forskellige påvirkninger i forhold til kræftfremkaldende virkning hos mennesker. Dette sker i forhold til, hvor stærk evidens der er, for at der er en årsagsmæssig sammenhæng - og ikke en vurdering af, hvor stærk sammenhængen i givet fald er. 

Gruppe 1: Påvirkningen er kræftfremkaldende hos mennesker. 121 påvirkninger er i denne kategori, eksempelvis asbest, uv-stråling fra solen, tobaksrygning, udendørs luftforurening, samt altså nu også brandfolks arbejde.

Gruppe 2A:  Påvirkningen er sandsynligvis kræftfremkaldende for mennesker, men rimelig tvivl ikke helt kan udelukkes. Her findes 93 påvirkninger, eksempelvis natarbejde, frisører, og DDT.

Gruppe 2B: Påvirkningen er muligvis kræftfremkaldende for mennesker. Der findes nogen men begrænset dokumentation. Her findes 320 påvirkninger, eksempelvis renseri-arbejde og udstødningsgasser fra benzin.

Gruppe 3:  Påvirkningen, der er undersøgt for kræftfremkaldende virkning, men hvor evidensen ikke er stærk nok til én af ovenstående kategorier. Påvirkningen kan således ikke klassificeres i forhold til kræftfremkaldende virkning. Heri findes 501 påvirkninger, eksempelvis kaffedrikning, hepatitis D og fremstilling af maling.

Gå til lægen ved tegn på kræft

Selv om sikkerhedsudstyr og lægetjek altså har forbedret forholdene for brandmændene gennem årene, er det stadig vigtigt at være opmærksom på tidlige tegn på kræft og gå til lægen hvis man oplever symptomer der kan være kræft.

Læs mere om de 7 tegn på kræft:

Kontakt din læge, hvis du oplever et af de 7 tegn på kræft