Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Disse tre symptomer på kræft overser danskerne

06-02-2017
En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at danskerne overser især tre vigtige symptomer, der kan være tegn på kræft – og det kan koste liv.

Uforklarligt vægttab er ét af de tegn på kræft, som danskerne overser. Ny kampagne fra Kræftens Bekæmpelse skal få flere danskere til at gå til lægen, hvis de oplever et af de syv tegn på kræft.

Længerevarende hoste eller hæshed, ændret afføringsmønster og uforklarligt vægttab. Disse tre symptomer kan være tegn på kræft. Men på trods af et stadig stigende fokus på kræft, overser danskerne især disse symptomer. Det viser en ny, repræsentativ undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse udført blandt mere end 1000 danskere.

For få reagerer på symptomer

Ifølge undersøgelsen ville hver anden dansker ikke gå til lægen, hvis de oplevede ændret afføringsmønster i mere end to uger. Omkring hver tredje dansker ville ikke gå til lægen, hvis de oplevede et uforklarligt vægttab, og ligeledes ville hver tredje dansker ikke gå til lægen, hvis de oplevede hoste eller hæshed i mere end en måned. 

- Det er bekymrende, at så mange ikke ville reagere på de tre symptomer. Symptomerne kan være tegn på kræft, og derfor er det meget vigtigt, at man går til lægen, hvis man oplever et af dem. Jo før kræft bliver opdaget, desto større er muligheden for, at man bliver helbredt, siger Ulla Axelsen, der er overlæge hos Kræftens Bekæmpelse.

'Det forsvinder nok af sig selv'

Ser man på, hvorfor danskerne ikke går til lægen med de tre symptomer, så svarer seks ud af ti, at de vil vente og se, om symptomerne forsvinder af sig selv. Samtidig forbinder fire ud af ti slet ikke symptomerne med kræft.

- Mange slår det nok hen, fordi de fleste af os har prøvet, at afføringen ændrer sig, at vægten svinger eller at være hæs og hoste. Derfor forbinder man ikke nødvendigvis de tre tegn med noget alvorligt. For at opdage kræft tidligt, skal vi blive bedre til at kende tegnene og reagere på dem, siger Ulla Axelsen.

Med kampagnen De 7 tegn har Kræftens Bekæmpelse de senere år sat fokus på de syv mest almindelige tegn på kræft, som danskerne skal blive bedre til at kende og gå til lægen med. Fire af tegnene har danskerne nogenlunde styr på. Det handler om uforklarlig blødning, knuder, længerevarende synkebesvær og ændrede modermærker eller sår, der ikke vil hele. Disse symptomer angiver en stor del af danskere, at de vil reagere på ifølge den nye undersøgelse.

- Det er glædeligt, at mange danskere ville reagere hurtigt på fire af de syv tegn, men vi er først i mål, når ingen overser eller ser tiden an for længe, hvis de oplever et symptom, der kan være tegn på kræft. Hvis vi sammenligner os med de øvrige nordiske lande, kan vi se, at svenskere og nordmænd har en bedre kræftoverlevelse end danskere. Forskellen kan blandt andet skyldes, at mange af os er for længe om at gå til lægen, siger Ulla Axelsen.

Læs mere om De 7 tegn

Kend De 7 tegn på kræft
  • Længerevarende synkebesvær:

    Gå til lægen, hvis du har synkebesvær i mere end en måned, en følelse af, at noget sidder fast i halsen eller smerter når du synker.

  • Uforklarligt vægttab:

    Gå til lægen, hvis du taber dig uden at have ændret på mad- eller motionsvaner eller oplever et større vægttab end forventet efter en slankekur.

  • Længerevarende hoste eller hæshed:

    Gå til lægen, hvis du hoster eller er hæs i mere end en måned, hoster blodigt slim op eller, hvis din hoste ændrer sig.

  • Uforklarlig blødning:

    Gå til lægen, hvis du har blod i afføring, urin eller sæd, bløder fra skeden efter overgangsalderen, bløder fra skeden ved samleje eller ved fysisk aktivitet.

  • Ændrede modermærker eller sår, der ikke vil hele:

    Gå til lægen, hvis du har et modermærke, der ændrer størrelse, form eller farve, danner skorpe, bløder, klør eller føles anderledes. Gå til lægen, hvis du har et sår på huden eller i munden, der ikke heler inden for en måned.

  • Ændret afføringsmønster:

    Gå til lægen, hvis du har mavesmerter eller skiftevis forstoppelse og diarré i mere end to uger, en følelse af, at tarmen ikke tømmes helt, blod i afføringen eller vedvarende tynd afføring eller forstoppelse.

  • Knuder eller hævelser:

    Gå til lægen, hvis du har knuder eller hævelser i brystet, armhulerne, lysken, testiklerne eller andre steder på kroppen.

 

Fakta om kampagnen De 7 tegn
  • Med kampagnen De 7 tegn vil Kræftens Bekæmpelse have danskerne til at gå til lægen, hvis de oplever symptomer, der kan være tegn på kræft
  • Kampagnen skal øge danskernes kendskab til de syv mest almindelige tegn på kræft
  • De syv tegn er: længerevarende synkebesvær, uforklarligt vægttab, længerevarende hoste eller hæshed, uforklarlig blødning, ændrede modermærker eller sår, der ikke vil hele, ændret afføringsmønster, knuder eller hævelser
  • Kampagnen skal gøre op med en kedelig statistik, som viser, at danskernes overlevelse er ringere end fx svenskernes. Forskellen kan blandt andet skyldes, at mange danskere er for længe om at gå til lægen med symptomer på kræft.
  • Kampagnen er særligt henvendt til danskere over 50 år, fordi risikoen for at få kræft stiger med alderen.
  • Årets kampagne lanceres mandag d. 6. februar på blandt andet TV og sociale medier
  • Kampagnen er finansieret af midler fra Knæk Cancer
  • Læs mere på www.de7tegn.dk