Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Professor Inge Marie Svane har opbygget behandlingen med T-celleterapi i Danmark. Nu er det en behandling, som alvorligt syge patienter med udbredt modermærkekræft kan få på Herlev Hospital. Arkivfoto: Tomas Bertelsen
Alvorligt syge patienter med modermærkekræft får nu et nyt behandlingstilbud i Danmark. Det er T-celleterapi, som er en særlig form for immunterapi, hvor patienterne behandles med T-celler fra deres eget immunforsvar.
Regionerne støtter, at behandlingen hurtigst muligt skal komme til gavn for danske patienter, og de danske sundhedsmyndigheder har accepteret en ’tidlig adgang’ til behandlingen, samtidig med, at der søges om godkendelse hos det europæiske lægemiddelagentur EMA.
- Det er dejligt, at det nu er faldet på plads, så vi kan komme i gang med behandle patienter. Den første patient er på vej, fortæller overlæge og professor Inge Marie Svane, der er leder af Nationalt Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital og behandlingen med T-celleterapi.
Inge Marie Svane har hentet T-celleterapi til Danmark og har stået i spidsen for mange års forskning i metoden.
Læs om Thorbjørn, der er kræftfri efter forsøgsbehandling med T-celleterapi:
Med T-celleterapi har vi endnu en god chance for at hjælpe patienterne, også selvom standardbehandlingen med immunterapi ikke har virket
Inge Marie Svane, overlæge og professor, Herlev Hospital
I 2022 kunne hun sammen med hollandske forskere offentliggøre banebrydende resultater, som var de første af sin art i verden. Resultaterne viste, at T-celleterapi kan give uhelbredeligt syge patienter med modermærkekræft en ny chance, hvis standardbehandlingen ikke virker. Faktisk blev hver femte af patienterne i forsøget kræftfri.
- Det er det største, jeg har oplevet som læge og som forsker, sagde Inge Marie Svane, da resultaterne blev offentliggjort i september 2022.
Inge Marie Svane anslår, at afdelingen i Herlev kommer til at behandle 10-20 patienter årligt med T-celleterapi. Det er patienter med modermærkekræft med spredning, hvor standardbehandlingen ikke virker. Patienterne kan komme fra hele landet.
- Adskillige nye former for immunterapi er blevet tilgængelige siden 2012, men desværre får halvdelen af vores patienter med modermærkekræft ikke gavn af de typer immunterapi, der lige nu er til rådighed. Med T-celleterapi har vi endnu en god chance for at hjælpe patienterne, også selvom standardbehandlingen med immunterapi ikke har virket, siger Inge Marie Svane.
Læs om det banebrydende forskningsresultat:
T-celleterapi kan give alvorligt syge kræftpatienter en ny chance
Inge Marie Svane kigger ind i laboratoriet, hvor T-cellerne håndteres under sikre forhold, mens de gøres klar til patienten. Arkivfoto: Tomas Bertelsen
Hun understreger, at T-celleterapi er en hård behandling med mange, men forbigående bivirkninger, og at det ikke er alle, der kan tåle den.
- Derfor kan den kun bruges til patienter som har en god almentilstand og ikke fejler andre ting end deres kræftsygdom, siger Inge Marie Svane.
Bivirkningerne skyldes normalt ikke selve T-cellerne, men at patienterne behandles med både højdosis-kemoterapi og det immunstimulerende middel interleukin-2. Det er også derfor, at patienter, som modtager T-celleterapi, indlægges på hospitalet i to til tre uger.
Den særlige danske tilladelse indebærer, at hver enkelt af de patienter, der indstilles til T-celleterapi, skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen, som også vil holde øje med, hvordan det går patienterne. Blandt andet skal lægerne indrapportere oplysninger om alvorlige bivirkninger.
Læs om modermærkekræft:
Mens de danske myndigheder har givet tidlig adgang til T-celleterapi mod modermærkekræft i Danmark, fortsætter professor Inge Marie Svane og hendes hollandske samarbejdspartnere processen med at søge godkendelse hos det europæiske lægemiddelagentur EMA.
Og den proces ser ud til at blive langvarig. Problemet er, at systemet er indrettet på, at det normalt er lægemiddelvirksomheder, der søger om godkendelse af nye lægemidler. I tilfældet med T-celleterapi er det hospitaler, der søger, og det har man ikke set før. Derfor er man nødt til at finde på en ny model, forklarer Inge Marie Svane.
- I øjeblikket overvejer vi at oprette et non profit firma sammen med den hollandske kræftafdeling, altså et firma, der ikke skal tjene penge. Det er måske vejen til at søge om godkendelse hos myndighederne, og så kan firmaet derefter give licens til os og også sælge licenser til andre med opskriften på, hvordan man behandler patienter med deres egne T-celler, siger Inge Marie Svane og tilføjer:
- Det har været et svært halvt år, hvor jeg ikke har vidst, hvilke døre jeg skulle sparke ind for at få lov til at give patienterne behandlingen. Derfor er det super dejligt, at vi nu kan gå i gang i Danmark, samtidig med at vi fortsætter arbejdet med at søge formel tilladelse, siger hun.