Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Flere end 40.000 deltagere i Stafet for Livet

05-09-2014
Årets sidste Stafet for Livet løber af stablen i den kommende weekend i henholdsvis Haderslev, Syddjurs, Sønderborg og Billund. – Vi har bare oplevet fantastisk engagement og interesse for stafetterne. Vi er meget taknemmelige, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

Selv om de sidste stafetter først holdes her i den kommende weekend, og regnskabet heller ikke er gjort op, er succesen i hus. Projektchef Finn Christensen fra Kræftens Bekæmpelse glæder sig meget over interessen blandt både de frivillige, som står bag stafetterne og antallet af deltagere. 

- Flere end 40.000 mennesker har enten deltaget som frivillige, Fightere eller på et hold. Sidste år deltog i alt 25.000 mennesker. Det er en fantastisk fremgang. Vi er meget tilfredse, siger Finn Christensen.

Fokus på kræftsagen

Stafet for Livet handler om at sætte fokus på kræftsagen, kæmpe sammen og fejre livet. Man mindes dem, der har tabt kampen mod kræft, og man giver håb til dem, der kæmper mod sygdommen, og sidst men ikke mindst skal der indsamles penge til Kræftens Bekæmpelse. 

I den kommende weekend (6. og 7. september) holdes Stafet for Livet i Haderslev, Syddjurs, Sønderborg og Billund. 

Stafetterne starter lørdag kl. 12 med en åbningsrunde, hvor Fighterne trækker i den gule t-shirt. Fightere er mennesker, som har kræft, eller som har overvundet sygdommen. De går en runde på banen for at vise, at kampen mod kræft nytter.

- Vi har oplevet en fantastisk engagement og interesse for stafetterne. Vi er meget taknemmelige, siger projektchef Finn Christensen fra Krætens Bekæmpelse.

-Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der ikke bliver berørt, når man går fighterrunden. Det kan ikke beskrives. Det skal opleves, for her føler man virkelig, at man ikke er alene om at have kræft. Her er vi mange, og vi står sammen, siger Finn Christensen. 

Stafetten holdes derefter i gang af de hold, der går eller løber på banen.

Tænd et lys

Et fast element i Stafet for Livet er også at tænde et lys til støtte for en, der kæmper mod kræften eller til minde om en, som er død af sygdommen. Det sker efter mørkets frembrud, hvor alle deltagere samles til en lysceremoni, hvor man tænder levende lys i papirposer. 

Stafet for Livet i 37 byer

I år bliver der holdt Stafet for Livet i 37 byer.

-Stafetterne vokser. I 2015 regner vi med, at 14 nye byer melder sig under fanen, siger Finn Christensen.

I 2013 blev Stafet for Livet gennemført i 25 byer. Flere end 25.000 mennesker deltog, herunder ca. 3.000 fightere, og der blev indsamlet syv millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse.

                     

Verdens største bevægelse mod kræft

I 1985 startede den amerikanske læge Gordy Klatt Stafet for Livet. Hans vision om at rejse penge til kampen mod kræft har spredt sig til over 20 lande, og stafetten er i dag verdens største indsamlingsarrangement mod kræft. I 2013 deltog flere end fire millioner mennesker.

På www.stafetforlivet.dk kan du læse mere om, hvad der typisk foregår til en stafet.