Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Flere klager over HPV-vaccinen i Danmark end i Norge og Sverige

25-04-2016
Antallet af danske piger, der bliver vaccineret mod HPV, er styrtdykket. Familierne er usikre og tør ikke af frygt for bivirkninger. Den voldsomme omtale af bivirkninger ved HPV-vaccinen har gjort indtryk - og måske har den også ført til registreringen af endnu flere bivirkninger. I hvert fald skiller Danmark sig markant ud fra sine nabolande. Mens der i Danmark er i alt 242, der har klaget til Patienterstatningen, er der ifølge DR Syd kun otte i Norge og 37 i Sverige.

Kun 27 pct. af årgang 2003 er foreløbig blevet vaccineret mod HPV. Debatten om bivirkninger har skræmt pigerne og deres familier.

Er der for mange, der anmelder bivirkninger ved HPV-vaccinen i Danmark? Eller er det svenskerne og nordmændene, som ikke er gode nok til at få dem anmeldt? I hvert fald er der stor forskel på omfanget af bivirkninger i forbindelse med HPV-vaccinen de nordiske lande imellem. Det er tankevækkende, mener Iben Holten, projektchef og overlæge i Kræftens Bekæmpelse:   

- Der burde ikke være så store forskelle, og vi kan ikke forklare det. Men der har været et stærkt fokus på bivirkninger i Danmark og en meget voldsom debat, og det betyder da noget. Med det i baghovedet er det mere nærliggende at konkludere, at det må være bivirkninger, hvis man har nogle symptomer og i øvrigt lige er blevet vaccineret, siger Iben Holten

I Danmark er der 242 piger, der har klaget til Patienterstatningen. Til sammenligning er det kun otte i Norge og 37 i Sverige, skriver DR Syd. I tre af de danske klager har Patienterstatningen anerkendt symptomerne som bivirkninger i forbindelse med vaccinationer generelt, men ikke specifikt til HPV-vaccinen.

De høje danske tal skyldes ikke blot, at debatten i Danmark har gjort flere opmærksomme på, hvordan man kan søge erstatning. Antallet af erstatningssager afspejler omfanget af indberettede bivirkninger i landene. Mens der i Danmark var 475, der indberettede alvorlige bivirkninger i 2015, var det tilsvarende tal hos Statens Legemiddelverket i Norge kun 19. 

Færre danske piger bliver vaccineret

Lige nu er det kun 27 pct. af de piger, som er født i 2003, som har fået det første stik med HPV-vaccine. Det tal kan stadigvæk nå at stige, men der er langt til de 90 pct., som vaccinationsdeltagelsen tidligere har været oppe på. Det er en trist udvikling, som vil føre til flere kræfttilfælde, lyder det fra Iben Holten:

Vi har en vaccine, som redder liv, men i stedet for er der opstået en opfattelse af, at den er farlig. Det er simpelthen så trist, for det vil betyde flere kræfttilfælde og dødsfald, som kunne være undgået. Livstidsrisikoen for at få livmoderhalskræft er en pct. Til sammenligning er der 0,1 pct., der har anmeldt alvorlige bivirkninger, uden at der nødvendigvis er tale om bivirkninger. Det kan selvfølgelig være svært at forholde sig til, men jeg tror, at mange glemmer alt det, man vinder med HPV-vaccinen, siger hun. 

Læs mere om HPV-vaccinen