Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Følg solrådene og få gavn af solen uden skader

15-04-2019
Uv-stråling fra solen og solarier er skyld i ni ud af ti tilfælde af hud- og modermærkekræft. Der er dog ingen grund til at gemme sig væk inden døre, når solen skinner. For så længe du følger de tre solråd ”skygge, solhat og solcreme”, kan du sagtens nyde solen og dens gavnlige effekter uden at blive solskoldet.

Foto: Sonny Singh

For meget uv-stråling er kræftfremkaldende

For meget uv-stråling fra solen på din hud medfører ikke alene en smertefuld solskoldning. Strålingen øger samtidig din risiko for kræft. Uv-stråling fra sol og solarier er skyld i ni ud af ti tilfælde af hud- og modermærkekræft. Modermærkekræft er den mest alvorlige form. Den er dødelig, hvis den ikke opdages i tide, og hvert år konstateres mere end 2.000 nye tilfælde i Danmark.

-Vi anbefaler, at man følger solrådene om skygge, solhat og solcreme om sommeren i Danmark og på ferie sydpå, når uv-indekset er tre eller derover. Her i april kommer uv-indekset over 3 herhjemme, og derfor er det en god ide at finde solbeskyttelsen frem allerede nu, hvis man skal være ude i længere tid midt på dagen, siger Peter Dalum, der er projektchef i Solkampagnen.

Læs mere om solrådene på Solkampagnens hjemmeside:

www.Solkampagnen.dk


Solen har også gavnlige effekter

Sol i mindre mængder gavner os, fordi uv-stråling får kroppen til at danne D-vitamin, og D-vitamin har mange gode egenskaber. Blandt andet ved vi, at D-vitamin forebygger knogleskørhed. Og vi ved også, at mangel på D-vitamin er skadeligt.

Derfor er det afgørende at finde en balance, hvor man på den ene side nyder godt af solens gavnlige virkning, men på den anden side beskytter sig mod for meget stærk sol for at forebygge hud- og modermærkekræft.

Få minutter er nok

Der er ingen grund til at gemme sig væk indendøre, når solen endelig skinner. For heldigvis kan man sagtens nyde solen med omtanke og undgå solskoldninger samtidig med, at kroppen danner D-vitamin.

I sommerhalvåret – fra maj til september – er solens stråling i Danmark så kraftig, at det nødvendige D-vitamin er dannet i løbet af få minutter midt på dagen. I ydertimerne skal der lidt mere tid til. Længere tids ophold i solen giver ikke et større lager af D-vitamin i kroppen.

-Vi oplever ikke, at danskerne er solforskrækkede, og det er bestemt heller ikke vores hensigt at skræmme folk fra at gå udenfor om sommeren. Vores solråd er skabt for at gøre det nemt for danskere at nyde solen uden at få for meget af den. Ved at følge solrådene er det muligt at være ude i længere tid uden at få for meget sol, og D-vitamin skal man nok få, så længe man ikke er helt dækket til eller bliver indendøre, siger Peter Dalum.


Angreb på solrådene er ikke veldokumenteret

Af og til er solrådene genstand for kritik. For eksempel siger nogle forskere til Politiken lørdag, at solrådene har skræmt folk helt væk fra solen. De siger, at det betyder, at folk går glip af solens gavnlige virkninger.

Seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse Brian Køster mener, at diskussionen er bekymrende, fordi det kan skabe en ubegrundet tvivl om solrådene.

- Der er tale om nogle få personer, der kritiserer solrådene på et meget tyndt og fejlbehæftet videnskabeligt grundlag, siger seniorforsker Brian Køster.

- Solrådene beskytter danskerne mod kræft i huden og er baseret på solid videnskabelig evidens. Derimod er kritikken af solrådene ikke baseret på evidens. Der er dels tale om kritik baseret på laboratoriestudier, som ikke nødvendigvis holder i virkeligheden. Dels studier, der overhovedet ikke beviser en årsagssammenhæng mellem sol og sundhed. Og endelig er der tale om studier, der for længst er blevet tilbagevist. Læs mere her:

"Hård kritik af soldyrker-undersøgelse" (Kilde: Politiken)

 Brian Køster anerkender, at solen har gavnlige effekter, og understreger, at man sagtens kan få glæde af solens gode sider ved at følge solrådene.

Solkampagnens solråd

Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne anbefaler, at du følger disse gode råd, når uv-indekset er 3 eller derover:

  1. SKYGGE: Søg skygge – især midt på dagen, hvor solen er stærkest.
  2. SOLHAT: Brug en bredskygget hat, og tøj der dækker overarme og lår. Almindeligt, tætvævet tøj giver en god beskyttelse.
  3. SOLCREME: Brug solcreme der, hvor tøjet ikke dækker. Brug mindst faktor 15 i Danmark og mindst faktor 30 i lande med varmere klima end Danmark. Husk at bruge rigelige mængder. En god huskeregel er: én krop – én håndfuld’.

Derudover fraråder Solkampagnen al brug af solarium.

Appen ’UV-INDEKS’ fortæller dig, hvornår du bør solbeskytte dig

Solbeskyttelse er nødvendigt, når uv-indekset er 3 eller derover. Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne har sammen med Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og DMI udviklet den gratis app ’UV-INDEKS’. Den fortæller dig, hvad uv-indekset er lige dér, hvor du befinder dig – uanset om du nyder forårssolen i Danmark eller er rejst sydpå til varmere himmelstrøg.

Appen kan nemlig give dig den aktuelle uv-prognose på over en million lokationer i hele verden.

Appen kan hentes i Google Play eller App Store.

De europæiske solråd

Solrådene i Danmark svarer til solrådene i resten af Europa. Du kan se de europæiske anbefalinger på solområdet her:

Solråd fra European Cancer Leagues