Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Fuld fart på fuldkorn: Partnerskab vinder fornem pris

20-06-2019
Der bliver spist rekordmeget fuldkorn i Danmark takket være Fuldkornspartnerskabet. Den flotte indsats er nu blevet belønnet.

Gitte Laub Hansen, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, modtog på vegne af Fuldkornspartnerskabet den fornemme pris for at fremme sundhed blandt den danske befolkning. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Danskerne spiser fuldkornsbrød som aldrig før. På 10 år er indtaget næsten fordoblet, og det skyldes i høj grad Fuldkornspartnerskabet. Nu er der international hæder til partnerskabet fra EU Kommissionen, DG sundhed og Fødevaresikkerhed.

Sammen med 15 andre indsatser er Fuldkornspartnerskabet blevet udvalgt som ’best case’ blandt 80 nationale indsatser i EU-landene. På vegne af partnerskabet modtog Gitte Laub Hansen, projektchef i Kræftens Bekæmpelse som partner i Fuldkornspartnerskabet, prisen ved en ceremoni den 19. juni i Bruxelles.

- Styrken i samarbejdet er, at alle bidrager med hver deres styrker og kompetencer. I Kræftens Bekæmpelse kan vi bidrage med viden om, at fuldkorn nedsætter risikoen for kræft. Og ved at samarbejde med f.eks. brødproducenter kan vi motivere til, at der også bliver et større udbud af fuldkornsprodukter, som danskerne kan købe, siger Gitte Laub Hansen fra Kræftens Bekæmpelse, som har været med siden Fuldkornspartnerskabets begyndelse.

Danskernes fuldkornsindtag er fordoblet på 10 år
I de seneste 10 år er det ikke blot lykkedes at løfte befolkningens gennemsnitlige fuldkornsindtag. Man har samtidig også haft succes med at få gang i fuldkornsindtaget blandt de 25 pct. af befolkningen, som spiser mindst fuldkorn. Deres indtag er også fordoblet.

71 pct. af danskerne kender det orange fuldkornslogo, og halvdelen siger også ja til, at de kigger efter logoet, når de handler.

- Vi er meget stolte over og glade for, at vores samarbejde i Fuldkornspartnerskabet kan inspirere andre lande til at styrke folkesundheden gennem at øge fuldkornsindtaget. Vi håber, at der fremover kommer Fuldkornspartnerskaber i andre EU-lande, hvor man kan høste fordelene ved at være flere, der arbejder for den samme sag, siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet, der tæller 30 partnere.

Om Fuldkornspartnerskabet
Fuldkornspartnerskabet består af 30 partnere herunder Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Fødevarestyrelsen, detailhandelen og en lang række fødevarevirksomheder. Partnerskabet arbejder struktureret med fælles målsætninger, strategi- og handlingsplaner.

Læs mere om fuldkornspartnerskabet, få lækre fuldkornsopskriver og meget mere:

Fuldkornspartnerskabets hjemmeside gør dig klog på fuldkorn