Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Fuldkorn hver dag mindsker risikoen for tarmkræft

05-03-2018
Fuldkorn forebygger tarmkræft. Det slår forskerne fast med syvtommersøm i en stor rapport, der samler den nyeste viden om, hvordan vores livsstil påvirker risikoen for tarmkræft. Konklusionen er blandt andet baseret på forskning fra Kræftens Bekæmpelse og vil få indflydelse på kostanbefalingerne i hele den vestlige verden.

Forskning fra Kræftens Bekæmpelse har været med til at slå fast, at fuldkorn forebygger tarmkræft. Forskningen fortsætter med støtte fra Knæk Cancer. Foto: NordForsk Kim Wendt.

En skål havregryn og en-to skiver rugbrød om dagen kan mindske din risiko for tarmkræft. Mere skal der nemlig ikke til for at få den mængde fuldkorn, som kan mindske risikoen for en af de hyppigste kræftsygdomme i Danmark. 

I en rapport, der sammenfatter international forskning baseret på i alt 29 mio. mennesker verden over, beskriver eksperter de vigtigste livsstilsbetingede årsager til tarmkræft. Og her bliver det slået helt fast, at man kan mindske risikoen for at få tarmkræft ved at spise fuldkorn. 

En vigtig kilde til den viden er forskning fra Kræftens Bekæmpelses store befolkningsundersøgelse ’Kost, kræft og helbred’, som blandt andre postdoc Cecilie Kyrø har deltaget i.  Hun forklarer de nye resultater: 

– Konklusionen i rapporten er, at for hver 48 gram ekstra fuldkorn man spiser om dagen, mindsker man sin risiko med 17 procent. Herudover understreger rapporten en række andre mere velkendte måder at forebygge tarmkræft, eksempelvis ved at være fysisk aktiv og holde normalvægten, siger hun. 

Hun vurderer, at konklusionen omkring fuldkorn vil få betydning for kostanbefalingerne i hele den vestlige verden. Sundhedsmyndigheder læner sig nemlig typisk op ad viden fra World Cancer Research Fund International, som er den organisation, der står bag den nye rapport, når de skal skrive anbefalinger omkring sundhed og forebyggelse.

I Danmark anbefales det at spise 75 g fuldkorn om dagen. På billedet kan du se et eksempel på, hvor meget du skal spise for at nå den mængde. Foto: Fuldkornspartnerskabet.

Danskerne spiser meget fuldkorn
Fuldkorn har længe været i forskernes søgelys for sine gavnlige effekt mod en række kræftsygdomme – særligt tarmkræft. 

Netop derfor har Kræftens Bekæmpelse og en række samarbejdspartnere gennem de seneste ti år arbejdet på at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Det sker gennem Fuldkornspartnerskabet som står bag fuldkornslogoet, der i dag findes på fødevarer, der har højt indhold af fuldkorn. Formålet med fuldkornslogoet er at gøre det nemt for forbrugerne at vælge den vare, som giver mest fuldkorn. 

Og indsatsen har virket. Det forklarer projektchef Gitte Laub Hansen fra Forebyggelse og Oplysning i Kræftens Bekæmpelse, der er partner i Fuldkornspartnerskabet. 

– I dag spiser danskerne dobbelt så meget fuldkorn som for ti år siden. Det gælder både for dem, der i forvejen spiste meget fuldkorn, og dem, der spiste mindst. Det er vi rigtig glade for, for det har en stor betydning for forebyggelse af ikke bare kræft, men også type II diabetes og hjerte-kar-sygdomme, siger Gitte Laub Hansen. 

En del af forklaringen på, hvorfor danskerne har taget så godt imod fuldkorn, er ifølge Gitte Laub Hansen, at det ikke kræver store omlægninger i madvaner at leve lidt sundere. 

– Man kan nemt bygge videre på de gode fødevarer og de madtraditioner, vi allerede har i Danmark, bare i en sundere version med mere fuldkorn. Eksempelvis ved at vælge et morgenmadsprodukt eller brød med fuldkorn og vælge fuldkornspasta eller ris frem for de hvide varianter, siger Gitte Laub Hansen.

Artikel bragt første gang 24.10.2017

Forskningen fortsætter med støtte fra Knæk Cancer

I forskningsprojektet ’Kost, kræft og helbred – næste generationer’ går forskerne blandt andet i dybden med, hvordan fuldkorn forebygger tarmkræft. Det gør man eksempelvis ved at undersøge hvilken effekt fuldkorn har på vores tarmbakterier, som man ved kan spille ind på risikoen for kræft. Forskerne undersøger også, om der er nogle mennesker, der har særlig stor gavn af fuldkorn. Læs mere her

Fra rapporten: Bedste råd om forebyggelse

Foruden anbefalingerne om fuldkorn, sammenfatter den nye rapport også, hvad man ellers kan gøre for at mindske risikoen for tarmkræft. De øvrige råd siger blandt andet:

  • Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen,
  • Undgå forarbejdet kød (eksempelvis bacon og pølser)
  • Spis mindre kød fra firbenede dyr (maks. 350 g kød om ugen fra ko, svin, lam og får)
  • Undgå alkohol
  • Bevar normalvægten

Læs mere hos World Cancer Research Fund International (på engelsk)

Og hos Kræftens Bekæmpelse

Tips til fuldkorn

Fuldkornspartnerskabets hjemmeside kan du læse meget mere om fuldkorn og blandt andet finde opskrifter med fuldkorn

Tips til mere fuldkorn:

  • Vælg produkter med det orange fuldkornslogo
  • Spis rugbrød eller fuldkornsbrød til måltiderne
  • Erstat hvide ris og pasta med fuldkorn, prøv bulgur, cous-cous og parboiled spelt