Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Viceborgmester Andreas Møller (NB) indvier Kræftens Bekæmpelses nye genbrugsbutik på Bogensevej 62 i Odense. Foto: Lone Kindberg
Tak til de mange lokale ildsjæle, der frivilligt hjælper til med butikken og tak til byens mange borgere, der bakker op om både genbrug og bæredygtighed
Andreas Møller, viceborgmester (NB) i Odense Kommune
Et tomandsorkester leverede live-musik og lokalborgere stod klar i forårssolen, da viceborgmester Andreas Møller (NB) klippede den røde snor til den nye genbrugsbutik, Kræftens Bekæmpelse åbnede i fredags i Næsby lidt udenfor Odense.
- Tak til de mange lokale ildsjæle, der frivilligt hjælper til med butikken og tak til byens mange borgere, der bakker op om både genbrug og bæredygtighed, lød det fra viceborgmesteren kort inden han kl. 11 klippede den røde snor, så de mange fremmødte kunne gå på opdagelse i den 1.000 m2 store nye butik.
Kunstner-ægteparret Avan og Naz og deres 9-årige datter havde fyldt indkøbskurven op til randen. Foto: Lone Kindberg
Glade kunder med fyldte indkøbskurve
At Odenseanerne ikke var kommet for at ose, men derimod havde taget den store pengepung med, vidnede de mange fyldte indkøbskurve og den lange kø til kassebetjeningen om.
Blandt den store kundeskare var kunstner-ægteparret Avan og Naz og deres 9-årige datter.
I årenes løb har de flittigt besøgt den gamle butik, hvor de har gjort mange gode genbrugskup og det var da også med en propfyldt indkøbskurv og favnen fuld af genbrug, at vi møder dem i den nyåbnede butik.
- Det er en super flot butik. Den vil vi gerne støtte, siger Avan.
Kæresteparret Sebastian og Trine fandt hvad de var kommet for; havestole til deres nyindkøbte hus. Foto: Lone Kindberg
- Vi har bl.a. fundet tøj, en globus, nogle legetøjsbiler og et par tøjdyr, supplerer Naz begejstret.
Beatles til det nye hus
Kæresteparret Sebastian og Trine havde også valgt at aflægge butikken et visit.
- Vi er taget herind fordi vi gerne vil se den nye butik, men også fordi vi lige har købt hus og var på udkig efter nogle havestole og lidt nips og gode tilbud. Vi fandt fire havestole, nogle bøger og så den her plakat, fortæller Sebastian og ser over på kæresten Trine, som står med en stor indrammet sort/hvid plakat med intet ringere end The Beatles.
Stor jubel hos de frivillige
Det var ikke kun stor jubel blandt de besøgende. Også butikkens 81 frivillige, som næsten alle sammen var mødt op i dagens anledning, havde svært ved at skjule deres begejstring.
Tina er en af butikkens i alt 81 frivillige, som har været med til at gøre klar til den store åbningsfest. Foto: Lone Kindberg
- Vi har haft sindssygt travlt, men det har været så spændende at bygge og indrette butikken fra bunden. Det er dejligt, at den er så lys og at der er god plads imellem reolerne, så man kan komme rundt med både barnevogn og rollator, fortæller 49-årige Tina, som har været frivillig i den gamle butik siden 2019.
Kender du nogen, som kunne have lyst til at blive butiksfrivillig?
Kontakt projektleder Tune Friis på 40 26 16 16 eller skriv til ham på tf@cancer.dk
Kasseapparatet har været rødglødende, vores fantastiske frivillige har knoklet og vi har haft masser af glade og tilfredse kunder.
Frank Nissen, Distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug Odense
Flot resultat
- Kasseapparatet har været rødglødende, vores fantastiske frivillige har knoklet og vi har haft masser af glade og tilfredse kunder, udtaler Frank Nissen, distriktschef for butikken inden han løfter sløret for genåbningens resultat:
- Vi har solgt for 51.879 kr. i dag. Jeg er meget tilfreds og der skal lyde en kæmpe, kæmpe tak til alle butikkens frivillige for deres imponerende arbejdsindsats både i dag, men også de sidste mange måneder, hvor de har lagt rigtig mange timer i at få butikken gjort færdig samtidig med at de har skulle pakke den gamle butik ned.
Butikken på Bogensevej 62 solgte genbrug for 51.879 kr. Foto: Lone Kindberg
Baggrund for genåbningen
I mere end ti år lå genbrugsbutikken i et gammelt bibliotek blot 300 meter længere ned ad Bogensevej , men i januar blev lejemålet opsagt og derfra gik det stærkt med at finde egnede butikslokaler.
Heldigvis skulle en nærliggende Fakta-butik lukke og da den viste sig, at være egnet at rykke genbrugsbutikken over i, underskrev Kræftens Bekæmpelse lejekontrakten.
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 16 forskellige byer. Genbrugsbutikkerne drives af knap 1000 engagerede og ulønnede frivillige. Overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse.
Sidst ændret: 27.04.2023
Af Lone Kindberg
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17