Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Gør julen mere klimavenlig med genbrugsfund

24-11-2020
Genbrug vinder mere og mere frem. Mange har opdaget, at det er en genvej til at spare penge, finde unikke ting og passe på planeten. Julen koster mange penge, så her er virkelig meget at hente. Lige fra pynten på træet og gaverne under til ungernes pakkekalender og raflegaverne, som hører til december. Kræftens Bekæmpelse Genbrug er med på trenden. I Roskilde samler de ind hele året til julesæsonen.
Julegaver ideer til manden i dit liv fra genbrugsbutikken i Roskilde

Det kan være svært at finde den perfekte julegave til onkel Bent. Med en genbrugsgave er der mulighed for at finde en helt unik og særlig gave, som ikke ligger under naboens træ. Måske samler han på gamle kameraer? Foto: Fredrik Björnemalm Fleischer

Seks procent af danskerne har givet genbrugsjulegaver mindst én gang i livet af hensyn til klimaet, viste en spørgeskemaundersøgelse sidste år, som Megafon foretog for TV 2 Nyhederne og Politiken. Det er en god nyhed for planeten, da julen fylder rigtig meget i klimaregnskabet. I 2012 viste tal fra tænketanken Concito, at danskernes julegaver udledte én million ton CO2 om året. Det tal er formodentlig kun steget siden.

Herhjemme såvel som mange andre steder ude i verden har vi fået øjnene op for, at vi skal passe bedre på vores grønne planet, hvis der også skal være ressourcer til de kommende generationer. Vi kan ikke blive ved med at producere tøj, dimser i plastik og hårde hvidevarer i samme tempo og med et kortsigtet liv for øje, uden at miljøet og klimaet betaler en stor pris.

Julen er traditionen tro den helt store forbrugsfest. Julemad og gaver i overflod, billigt julepynt, som går i stykker før december synger på sidste vers, og tonsvis af gavepapir der ryger direkte i skraldespanden sammen med alle de madrester, vi ikke får spist. Men der er begyndt at spire en modbevægelse frem.

Annie Bjørnbæk i butikken i Roskilde

Annie Bjørnbæk er frivillig på 17. år i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Roskilde. Hun har selv haft kræft fire gange i sit liv, så kræftsagen er vigtig for Annie. Hun var med til at starte butikken op i 2003. Foto: Fredrik Björnemalm Fleischer.

Mormors julepynt hitter igen

- Vi mærker tydeligt, at folk er blevet mere bevidste og tænker genbrug med ind, når de skal købe nyt. Vi sælger kun kvalitetsgenbrug, som inden det bliver lagt frem i butikken er blevet tjekket igennem og rengjort, fortæller Annie Bjørnbæk, der er frivillig på 17. år i Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Roskilde.

Kræftsagen er en hjertesag for Annie, som selv har haft kræft fire gange. Hun har været med fra starten, da butikken i Roskilde åbnede i 2003. De sidste 5-6 år har Annie haft ansvaret for julevarerne. Og det er en populær varegruppe med stigende salg år for år. Så populær, at folk står i kø den morgen hvert år i starten af november, hvor julevarerne bliver sat frem i butikken. Det er især ting som Georg Jensen julepynt, vintage julekugler og glasfugle til træet, trænisser, juleplatter og gamle juletræslysholdere, der er populære.

Men også ting som lyskæder, juleduge, stearinlys, gamle kagedåser og almindeligt julepynt går som varmt brød. Folk har virkelig fået øjnene op for, at der er penge at spare, mens man samtidig gør miljøet en tjeneste.    

Julegaver ideer til kvinden i dit liv fra genbrugsbutikken i Roskilde

Hvad ønsker mor sig i år? Hvis budgettet ikke er så stort, kan man komme langt med genbrugsguld. Måske et unikt smykke eller en designertaske? Foto: Fredrik Björnemalm Fleischer.

Gaver givet med hjertet

De sidste par år har danskernes julegavebudget i gennemsnit ligget på ca. 3.500 kr. Så der er meget at spare ved at finde nogle af gaverne i genbrug. Men det er også en mulighed for at finde en unik og særlig gave, som ikke ligger under naboens træ. 

Det kan f.eks. være et smukt skakspil, en gammel globus, whiskyglas i krystal til far eller onkel Bent og en fin vintage broche, et silketørklæde, en god bog eller en smuk lysestage til mor eller moster Oda.

Til børnene er der masser af muligheder for både at finde legetøj og tøj i god stand. Det er et område, som mange forældre har fået øjnene op for, fortæller Annie.

Hvis du er på jagt efter en bestemt eller særlig ting, kan du få hjælp i butikken af de fantastiske frivillige. Hvis ikke den findes på lager, så kan du efterlade dit navn og et nummer, så ringer de til dig, hvis lige præcis den rette ting skulle dukke op.

Julevarer fra butikken i Roskilde

Julevarerne er meget populære – faktisk så populære, at folk står i kø uden for butikken den dag i november, hvor de bliver sat frem. Foto: Fredrik Björnemalm Fleischer

Klimavenlig pakkeleg og grøn pakkekalender

Hvis du ikke er klar til at gå all in og købe genbrugsjulegaver, kan du starte med at købe genbrugsgaver til pakkelegen, som er tradition i mange familier i julen, eller til dine børns pakkekalender. Her kan du gøre klimaet en stor tjeneste ved at købe brugbare ting i genbrug frem for at fylde kurven med ubrugelige plastikdimser fra den lokale 10’er butik, som alligevel går i stykker og ender i skraldespanden før nytår.  

I butikken i Roskilde gør de frivillige en stor indsats for at gøre det så nemt for kunderne, som muligt.

- Vi laver pakker med adventsgaver, som vi sætter frem på et særligt bord. Og vi laver også kalendergaver klar til børnenes pakkekalender med legetøj, så travle forældre kan skrue lidt ned for julestressen og op for julehyggen, siger Annie Bjørnbæk.

Fire gode råd til klimavenlige genbrugsjulegaver
Julegaveideer i Roskilde-butikken

1.      Begynd i god tid. Det tager tid at finde de rigtige gaver til hvert familiemedlem.

2.      Find inspiration på nettet og tag på tur i din lokale genbrugsbutik flere gange, da der hele tiden dukker nye varer op.

3.      En god gave behøver ikke nødvendigvis at være dyr. Det vigtigste er, at den er personlig og målrettet modtageren.

4.      Hold fast i beslutningen. Du bliver glad for at have bidraget til mindre affald i verden, og det kan mærkes på din bankkonto.

Kræftens Bekæmpelse Genbrug

Kræftens Bekæmpelse har 15 genbrugsbutikker fordelt på Sjælland, Fyn og Jylland. Butikkerne er drevet af frivillige, og alle indtægter går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige. Du er velkommen til at støtte kræftsagen ved at aflevere brugte ting i butikken.

Find din nærmeste butik og se åbningstider:

Kræftens Bekæmpelse Genbrug