Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Inger har styr på legetøjet i IGEN-butikken

24-07-2019
Alle frivillige medarbejdere i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker har en særlig opgave eller varegruppe, de er specialister i. Det gør arbejdet i butikkerne lettere, og det øger indtjeningen og dermed indsamlingen til kræftsagen, fordi priserne bliver sat rigtigt.
Inger Walbom

Inger Walbom har været frivillig i IGEN-butikken i fem år og er ansvarlig for legetøjsafdelingen i Horsens. Foto: Nille Gry Klinge.

I Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik IGEN i Horsens hygger mandagsholdet sig med kaffe og hjemmebag, mens de fortæller om hverdagen i butikken. Inger Walbom har været frivillig i fem år og er ansvarlig for legetøjsafdelingen. At hun skulle være frivillig, var noget hun fandt på, efter hun var blevet pensioneret som gymnasielærer.

- Jeg ville lave noget, der gav mening, og så har vi haft kræft i familien, så det passede fint med de fire timer om ugen her i butikken, siger Inger Walbom.

Når man starter som ny frivillig i en IGEN-butik, bliver man bedt om at varetage en bestemt varegruppe, og Inger Walbom valgte altså legetøj som sit speciale.

Se, hvor i landet Kræftens Bekæmpelse har IGEN-butikker:

Find butik

- Jeg synes, det er virkelig sjovt at arbejde med. Jeg havde ingen særlige forudsætninger, da jeg startede. Men der går hurtigt lidt barn i én selv, når man står og vurderer det donerede legetøj, og tænker over, hvad børnene mon ville vælge at lege med, hvad der er noget værd, og hvad der mon er dille for tiden hos børnene osv., fortæller Inger Walbom.

- Vi har godt nok mange ting til fem kroner, men i det store regnskab bliver de par kroner også til en god slat til brug i Kræftens Bekæmpelse, så der skal da tænkes over, hvordan de prissættes og præsenteres, fortsætter hun.

Man sår nogle frø
Alle damerne rundt om kaffebordet fortæller, at de har haft deres børnebørn på besøg i butikken, og at de er meget begejstrede for legetøjsafdelingen.

Inger Walbom beretter, at hendes børnebørn jævnligt donerer deres brugte legetøj til butikken og er meget videbegærlige omkring tankerne om genbrug. Én fortæller sågar, at hendes barnebarn efter et besøg i butikken proklamerede, at når han blev voksen, skulle han også arbejde med noget, der gjorde en forskel. Alle griner.

- Man sår nogle frø til efterlevelse, og det føles da godt, fortæller Inger Walbom.

Nu er kaffepausen forbi, og butikken skal igen have nyt på hylderne. Så mandagsholdet må i gang med deres respektive vareområder, så der kan tjenes penge til bekæmpelsen af kræft.

Om at være frivillig i IGEN

IGEN-butikkernes frivillige er organiseret ud fra den ugedag, de er i butikken, og det vareområde, som de har valgt at være 'eksperter' i. Det vil sige, at man som medarbejder har mulighed for at udvikle en særlig kompetence i forhold til pris og kvalitet på en bestemt varegruppe. Man kan f.eks. være den, der vurderer smykker eller isenkram.

Det er meget værdifuldt for IGEN, at medarbejderne er så dygtige til at vurdere, om der er tale om en designvare eller en mindre dyr vare.

Sidste år samlede IGEN-butikkerne 6 millioner kr. ind til Kræftens Bekæmpelse.

Læs mere om at være frivillig i en IGEN-butik:

Bliv frivillig i IGEN