Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Kom til åbent hus hos Kræftens Bekæmpelse i hele landet

23-10-2019
Alle er velkomne til at kigge forbi, når vi i anledning af Knæk Cancer holder åbent hus i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger torsdag den 24/10. Dagen byder bl.a. på spændende foredrag og mulighed for at opleve Kræftens Bekæmpelses gratis tilbud og aktiviteter for kræftpatienter og pårørende.

Medarbejderne i Kræftrådgivningen i Næstved er klar til åbent hus. Alle er velkomne til at kigge forbi og afprøve f.eks. yoga, styrketræning og walk-and-talk. Foto: Helle Grøn

Hvis du er nysgerrig efter at se, hvad der foregår i en kræftrådgivning eller bare har lyst til at fejre Knæk Cancer med os, har du chancen torsdag den 24. oktober. Her er der traditionen tro åbent hus i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger i hele landet.

Der bliver både mulighed for at se sig omkring i husene, fordybe sig i spændende foredrag og opleve nogle af de mange gratis aktiviteter og rådgivningstilbud, kræftrådgivningerne tilbyder kræftpatienter og pårørende. Du kan selvfølgelig også møde husets medarbejdere og frivillige.

Lokale programmer

Alt efter, hvor du besøger os i landet, kan du opleve forskellige aktiviteter og indslag. Du kan f.eks. besøge den nye kræftrådgivning i Herlev, som ligger ved Herlev Hospital. Her er mulighed for at se det nye, smukke hus og høre foredrag om både husets tilblivelse og de store gennembrud inden for kræftbehandling.

Kræftrådgivningen i Vejle byder blandt andet på foredrag om cannabis, alternativ behandling og kræft og mulighed for at møde patientforeningerne. I Aarhus er der inviteret til fest med middag, alkoholfri drinks og musik, og Kræftrådgivningen i Aalborg inviterer til workshops med blandt andet mandegruppen, yoga og Look Good Feel Better.

Du kan se alle programmer for åbent hus-arrangementerne landet over via linket nedenfor. Vi håber, at du har lyst til at kigge forbi!

Find dit lokale åbent hus-program

Alle kræftrådgivninger har sammensat deres eget program for åbent hus den 24. oktober. Du kan finde de lokale programmer på Knæk Cancer-sitet via linket:

Åbent hus i Kræftrådgivningerne

Kræftrådgivninger i hele landet

Kræftpatienter og pårørende kan få gratis rådgivning og støtte hos Kræftens Bekæmpelse over 40 steder i landet. I Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger kan man komme forbi uden at bestille tid først. Her er der for eksempel mulighed for at tale med en rådgiver, møde andre med kræft inde på livet, gå til mindfulness, motion og andre aktiviteter. Flere af kræftrådgivningerne ligger tæt på de kræftbehandlende sygehuse. Her er man også velkommen til at komme forbi og drikke en kop kaffe eller slappe af, hvis man har ventetid på hospitalet.

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses gratis rådgivningstilbud