Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Kræftens Bekæmpelse: Gode takter i nyt sundhedsudspil fra Socialdemokratiet

12-10-2018
Socialdemokratiets sundhedsudspil ’Tid til omsorg’ indeholder gode bud på den fremtidige behandling af kræftpatienter, mener adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker. Han noterer sig, at S kommer med en handlingsplan mod børn og unges rygning – dog uden at hæve prisen på cigaretter.
Portrætfoto af Jesper Fisker, som er direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Social lighed i kræftbehandlingen er et fokusområde for Kræftens Bekæmpelse. Derfor er adm. direktør Jesper Fisker glad for, at Socialdemokratiet har et forslag om såkaldte socialsygeplejersker. Foto: Tomas Bertelsen

Alt for mange danskere får kræft, og endnu flere af os bliver pårørende til en kræftsyg. Derfor er adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, glad for, at det nye sundhedsudspil fra Socialdemokratiet sigter mod, at flere kræftpatienter får behandling til tiden.

- Hver femte kræftpatient får ikke behandling til tiden. Sådan har det desværre været længe, og det er glædeligt, at Socialdemokratiet vil vende udviklingen, siger Jesper Fisker.

Han roser samtidig udspillet for at have stor fokus på pårørende.

Lighed i sundhed

Socialdemokratiet ønsker med udspillet at komme ulighed i sundhed til livs.

 I Kræftens Bekæmpelse er man meget opmærksom på at få nedbragt den ulighed, som præger sundheden bredt i den danske befolkning. Alle skal have ret til lige behandling uanset sygdom, og uanset hvor man bor i landet

- Socialdemokratiet ønsker et behandlingsråd som hjælp til dette. Det er positivt, at Socialdemokratiet i den forbindelse understreger, at man ikke løser problemerne med forskelsbehandling ved at tage midlerne fra kræftpatienterne. Vi er enige i, at det handler om at løfte behandlingen for de patientgrupper, hvor den halter bagefter, siger Jesper Fisker.    

Socialdemokratiet foreslår desuden en styrket kræftforskning og anvendelse af nye behandlingsformer som skræddersyet medicin og immunterapi.

- Det er den rigtige vej at gå – og et spor, som kræftbehandlingen herhjemme allerede følger. Flere overlever kræft, og det skyldes bl.a. nye behandlingsformer. At flere overlever kræft, betyder, at flere vil leve med senfølger efter behandlingen. Det håber jeg, at Socialdemokratiet tænker ind i deres eventuelle udmøntning af udspillet, siger Jesper Fisker.

Vigtig lighed er også, at alle har adgang til en praktiserende læge. Det er afgørende for tidlig opsporing af kræft, da den praktiserende læge i de fleste tilfælde er adgangen til behandling på sygehuset. Lige nu oplever mange borgere, at det er svært at komme til hos lægen. Derfor hilser Jesper Fisker velkommen, at der nu er konkrete forslag på området.

Læs mere her om, hvor mange der kommer rettidigt i behandling:

Ingen forbedring i antal af kræftsyge, der får behandling til tiden

Røgfri fremtid kræver højere cigaretpriser

En røgfri fremtid for børn og unge er højt på agendaen hos Kræftens Bekæmpelse. Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Det samlede antal af unge rygere er stigende.

- Derfor noterer vi os med glæde, at udspillet indeholder en handlingsplan mod børn og unges rygning. Der er bl.a. forslag om neutrale cigaretpakker og tobak under disken, og det er den rigtige vej at gå. Dog er der ikke noget forslag om at hæve prisen på tobak. Vi ser frem til, at S kommer med et prisudspil, for prisen er den væsentligste enkeltfaktor, hvis vi ønsker, at ingen børn og unger skal begynde at ryge, siger Jesper Fisker.

Social lighed

Social lighed i kræftbehandlingen er også en mærkesag for Kræftens Bekæmpelse. Derfor er Jesper Fisker glad for, at Socialdemokratiet har et forslag om socialsygeplejersker, som på sygehusene skal hjælpe de mest udsatte patienter.

- Sårbare og socialt udsatte patienter kan ikke selv navigere i det komplekse sundhedssystem og har brug for et fast anker. Socialsygeplejerskerne er et godt bud på det, siger Jesper Fisker.

Læs mere her om Kræftens Bekæmpelses holdning til ulighed i kræft:

Det mener Kræftens Bekæmpelse om ulighed i kræft

Nyt S-udspil: Tid til omsorg

Socialdemokratiets sundhedsudspil Tid til omsorg indeholder 13 initiativer og koster ifølge partiet 1,25 milliarder kroner årligt.

S-udspillet har fokus på tre pejlemærker: tid, nærhed og lighed.Udspillet indeholder bl.a. forslag til:

1.000 flere sygeplejersker. Det skal sikre mere tid til patienterne.

Patientansvarlig læge eller sygeplejerske til indlagte patienter i 2020.

Tjenestepligt for nyuddannede læger i almen praksis i lægedækningstruede områder. Der foreslås en seks måneders tjenestepligt i almen praksis for alle nyuddannede læger.

Styrket forebyggelse af sygdom.

Læs hele udspillet:

Tid til omsorg