Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Mange kræftpatienter har flere sygdomme og bruger flere typer medicin

03-09-2020
Ny undersøgelse fra forskere ved Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet viser, at over halvdelen af alle kræftpatienter har flere andre kroniske sygdomme, og over en tredjedel får andre former for medicin, allerede inden de kommer i behandling for kræft. Det stiller nye krav til fremtidens kræftbehandling.

Mange kræftpatienter har andre sygdomme eller bruger medicin allerede inden de får en kræftdiagnose. Det viser ny forskning. Modelfoto: Colourbox

Den nye undersøgelse giver for første gang et overblik over danske kræftpatienters helbred og samlede forbrug af medicin, når de får deres kræftdiagnose. Og det, at andre sygdomme og behandling med andre former for medicin er så udbredt blandt nydiagnosticerede kræftpatienter, er vigtig viden, siger post doc Katrine Løppenthin der har været ansvarlig for undersøgelsen: 

– Både patienternes helbred og deres forbrug af anden medicin kan have betydning for deres kræftbehandling og forløb. Dels fordi de forskellige typer medicin kan påvirke hinandens effekt, og dels fordi patienternes helbredstilstand har betydning for, hvor meget behandling de kan tåle, og hvor godt de er rustet til at bekæmpe kræftsygdommen, siger Katrine Løppenthin. 

Mød Jens Hansen som har et godt kræftforløb med to sygdomme

Der nye resultater er ikke mindst brugbare for sundhedsprofessionelle, der arbejder med kræftpatienter. 

– Den nye viden understreger, at det er vigtigt at styrke det allerede eksisterende samarbejde, der er mellem læger og sundhedspersonale med forskellig ekspertise. Der er i dag en stor opmærksomhed på at sikre, at der bliver taget hånd om alle aspekter af patientens helbred, og det skal vi bare gøre endnu mere, siger seniorforsker Pernille Bidstrup der har deltaget i undersøgelsen. 

Behov for systematisk tilgang
De kræftpatienter, som har flere andre samtidige sygdomme, er ifølge undersøgelsen også ofte dem, som får andre former for behandling. Flest patienter med lungekræft, leverkræft og bugspytkirtelkræft har også andre sygdomme end kræft og bruger andre former for medicin.

Antallet af kræftpatienter med flere andre sygdomme eller som får anden medicin vil formentlig stige i fremtiden, vurderer seniorforsker Pernille Bidstrup. Foto: Tomas Bertelsen

Og selv om sundhedsprofessionelle allerede i dag er opmærksomme på kræftpatienter med flere sygdomme eller anden medicin i bagagen, er der behov for flere indsatser mener forskerne. 

Forskerne bag undersøgelsen fremhæver, at der eksempelvis er brug for mere viden om, hvordan de forskellige sygdomme påvirker hinanden og deres betydning for kræftforløbet. Også i forhold til kræftmedicinen kan det, at patienterne har andre sygdomme, spille ind. Kræftmedicin er nemlig typisk afprøvet på patienter, som hverken har andre sygdomme end kræft eller får anden behandling, og det betyder, at der kan opstå uventede bivirkninger, når det bliver brugt på patienter med en anden profil. 

– I fremtiden vil der formentlig være et stigende antal patienter, der enten har flere andre sygdomme, eller får behandling med flere former for medicin. Derfor er det vigtigt at sikre mere viden på området og at patienter med disse udfordringer får den bedste behandling, når man tager højde for deres samlede sygdomsbillede, siger seniorforsker Pernille Bidstrup.

Resultaterne er offentliggjort her: Løppenthin K et al.: Total burden of disease in cancer patients at diagnosis-a Danish nationwide study of multimorbidity and redeemed medication. Br J Cancer. 2020 Jul 7.

 

Hyppigste sygdomme

De fem hyppigste kroniske sygdomme blandt danskere, der får en kræftdiagnose:

-       Hjerte-karsygdomme

-       Lungesygdom

-       Sukkersyge 

-       Blodprop eller hjerneblødning (stroke)

-       Depression eller angst

Hyppigste medicin

De fem hyppigste former for medicin blandt danskere, der får en kræftdiagnose:

-       Blodtrykssænkende medicin

-       Blodfortyndende medicin

-       Kolesterolsænkende medicin

-       Smertestillende medicin

-       Vanddrivende medicin

 

Forbruget af medicin var generelt højere hos kvinder end hos mænd

Mere om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på data fra 261.745 patienter, der fik kræft i perioden 2005-2015. De sygdomme, som er medregnet i undersøgelsen, er defineret ud fra en liste med 20 overordnede sygdomme (i alt 131 specifikke diagnoser), der har krævet hospitalsindlæggelse mindst én gang. 55 pct. af patienterne havde mindst én anden sygdom, og 27 pct. havde mindst to på det tidspunkt, hvor de fik en kræftdiagnose – og risikoen for at have flere andre sygdomme steg med alderen. Cirka en tredjedel tog fem eller flere typer receptpligtig medicin på tidspunktet for deres kræftdiagnose.

Forskerne samarbejder

De nye resultater er blevet til i et samarbejde mellem forskere fra Kræftens Bekæmpelse, Rigshospitalet, Sjællands Universitetshospital, Slagelse Sygehus, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Københavns Universitet.

Katrine Løppenthin, Post doc, lektor er tilknyttet forskningsenheden for ”Senfølger efter Kræft” ved Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet, samt forskningsgruppen ”Psykologiske aspekter af Kræft” ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Pernille Bidstrup, seniorforsker, er leder af forskningsgruppen ”Psykologiske aspekter af Kræft” ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Projektet er støttet med midler fra Region Hovedstaden.