Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

'Med tiden bliver sorg til savn'

13-07-2020
Tiden betyder noget forskelligt for os alle. For 20 år siden mistede Mette Stangerup, Charlotte Pihlmann og Lone Nielsen deres mødre. De blev sat sammen i en sorggruppe gennem Kræftens Bekæmpelse og har siden udviklet et tæt venskab. De er enige om, at sorgen ikke forsvinder, men skifter form til et dybt savn.

10 ugers forløb i en sorggruppe gennem Kræftens Bekæmpelse er blevet til 20 års venskab. Mette, Charlotte og Lone mødes stadig den dag i dag og mindes deres mødre, som de mistede for 20 år siden. Foto: Claus Møller

- Selvom det er 20 år siden, så kan jeg stadig drømme om hende og føle, at hun er i live. Det er meget mærkeligt, siger Lone Nielsen. 

- Ja hun er på en eller anden måde frosset i tid, nikker Charlotte Pihlmann:

- Det er et rigtigt billede. Jeg vil altid være hendes datter og lidt yngre end hende – også selvom jeg bliver 85, så vil jeg altid være en lille pige i forhold til hende, smiler Mette Stangerup.

Jeg vil altid være hendes datter og lidt yngre end hende – også selvom jeg bliver 85, så vil jeg altid være en lille pige i forhold til min mor

Mette Stangerup, mistede sin mor for 20 år siden

Snakken går rundt om spisebordet hjemme hos Charlotte Pihlmann på Østerbro, hvor Mette Stangerup, Lone Nielsen og Charlotte Pihlmann er samlet for at spise middag og tale om det, der for 20 år siden bragte dem tæt sammen. Tabet af deres mødre. 

Manglede nogle at tale om sorgen med

Mette Stangerups mor blev syg af mavekræft i 1996, da Mette var 25 år gammel. Efter tre år udviklede sygdommen sig alvorligt, og Mettes mor blev indlagt i lange perioder. Tre gange blev Mette og hendes søster kaldt til hospitalet, da de mente, det nu var tid til at sige farvel. 

- Jeg var dybt ulykkelig. Min mor og jeg var meget, meget tætte. Vi var selvfølgelig mor og datter, men vi havde også en slags venindeforhold. Vi var vant til at være i daglig kontakt og talte om alt – men jeg havde ikke nogen at tale om min sorg over min mor med, husker Mette.

Hun kontaktede derfor Kræftlinjen, Kræftens Bekæmpelses gratis telefonrådgivning. De tog sig tid til at lytte og foreslog, at Mette kom med i en pårørendegruppe gennem Kræftrådgivningen i København. Det takkede hun ja til, og her mødte hun Charlotte og Lone.

- Det hjalp helt gevaldigt at møde nogle, som jeg kunne spejle mig i. Vide, at jeg ikke var alene. Der var en helt unik forståelse og et fortroligt rum med plads til alle følelser, fortæller Mette Stangerup.

 Og den følelse er hun ikke ene om. 

- Jeg kan huske den første gang, vi mødtes. Bagefter var det som, at skuldrene faldt helt ned. Jeg følte mig let. Vi kendte ikke hinanden, men i gruppen blev man mødt af en forståelse, som jeg ikke havde oplevet med andre, husker Lone.

Dét, at vi stadig mødes, er med til at holde mindet om vores mødre i live. Det er en mulighed for at mindes den tid, hvor vi havde vores mødre. En tid, som for os alle blev alt for kort. Der var ikke nogen af os, der var klar til at miste.

Mette Stangerup, mistede sin mor for 20 år siden

10 ugers forløb blev til 20 års venskab

Gennem 10 uger mødtes de på Kræftrådgivningen i København. I starten var de fire i gruppen, der blev styret af to psykologistuderende. Her delte de tanker om deres mødres sygdom og senere død. For efter ganske kort tid i gruppen døde først Mettes mor og de efterfølgende uger, døde to andre mødre også. 

- Det var meget intenst og meget sørgeligt, men også en lettelse at have mulighed for at dele sin ufattelige sorg med ligesindede, der havde samme sorg helt tæt inde på livet. Når jeg husker tilbage, så er det noget af det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet, fortæller Mette, der stadig kan blive meget berørt ved mindet om sin mor. 

Efter de 10 uger var gået, besluttede de at fortsætte gruppen privat, og i november sidste år, kunne de fejre 20 års jubilæum. Mette, Charlotte og Lone ses stadig med 6-8 ugers mellemrum og deler stort og småt: 

- Vi taler om vores bekymringer og glæder. Vi er blevet veninder, men på en anden måde end med andre veninder. Vi kender for eksempel ikke hinandens mænd og børn, og vi sms’er ikke sammen mellem vores møder. Men vi har en dyb fortrolighed, fortæller Mette og fortsætter: 

- Dét, at vi stadig mødes, er med til at holde mindet om vores mødre i live. Det er en mulighed for at mindes den tid, hvor vi havde vores mødre. En tid, som for os alle blev alt for kort.  Der var ikke nogen af os, der var klar til at miste.

Savner en mormor til mine børn

Man siger, at tiden læger alle sår, men tiden fjerner ikke smerten ved at have mistet en mor. Det er både Mette, Charlotte og Lone enige om. 

- De første mange år var jeg bare så fyldt op af sorg, og det tog overraskende lang tid at få den sorg nogenlunde dæmpet. Man siger at det tager fem år – og jeg tænkte – det gør det bare overhovedet ikke, husker Charlotte og Lone nikker: 

- Nej, men sorgen ændrer sig. På et tidspunkt ændrede den sig til et savn. Jeg kan stadig blive rigtig ked af det, men det er på en anden måde. 

- Noget af det sværeste var selv at blive mor og ikke have hende under graviditeten til at tale med om alle de ting, der sker i ens krop, når man er gravid. Og så savner jeg at have en mormor til mine børn – og mine børn savner en mormor, som de jo aldrig nogensinde har haft. Det er sådan nogle ting, vi kan tale sammen om, og det betyder alt, slutter Mette. 

Tid betyder noget forskelligt for os alle. Men den 16. august betyder din tid alt for alle, som er berørt af kræft. Giv tre timer af din tid og meld dig som indsamler ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling, så er du med til at gøre grupper som den, Mette, Charlotte og Lone har gået i, muligt. 

Meld dig som indsamler på 7024 2020 eller gå ind på www.indsamling.dk 

Artiklen er oprindelig bragt den 18. februar 2020

Derfor er din støtte vigtig 

De penge, der kommer ind ved landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. 

Overskuddet fordeles med 62 pct. til forskning, 17 pct. til patientstøtte,18 pct. til forebyggelse og 3 pct. til administration.

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som samtidig er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.