Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Mie fik kræft: Sociale medier hjalp hende igennem sygdomsforløbet

27-09-2019
For bare to år siden var 25-årige Mie Gromada ikke ret ofte på sociale medier, men det ændrede sig, da hun fik konstateret æggestokkræft. Et forskningsprojekt støttet af Kræftens Bekæmpelse har set nærmere på unge kræftpatienters brug af sociale medier under og efter sygdom.

Gennem sit sygdomsforløb, men også nu, hvor hun er kræftfri, er sociale medier et vigtigt talerør for Mie Gromada. Billedet her er et af dem, hun har delt på sin profil. Hun står foran Rigshospitalet. Foto: Privat

Seje Mie, som hendes følgere på sociale medier kunne opleve hende under behandlingsforløbet. Foto: Privat

Når man kigger på Mie Gromadas Instagramprofil @miegromada, ser man både billeder fra ferier og sjove stunder med veninderne, men man ser også en pige, som har været syg med kræft.

Mie har delt billeder af sig selv, da hun fik kemo og mistede håret. Hun har også sat ord på de bange tanker, som følger i kølvandet på en kræftdiagnose.

I marts 2018 fik Mie konstateret æggestokkræft. To dage efter fortalte hun om sin diagnose på Instagram. Og lige siden har Mie valgt at være åben omkring sit sygdomsforløb på de sociale medier.

Det er hun ikke ene om. En ny undersøgelse viser, at næsten halvdelen af alle unge kræftpatienter øger deres generelle brug af sociale medier efter diagnosen, mens den resterende halvdel bruger dem på samme niveau. Det er overraskende med så markant en stigning, mener medieforsker Carsten Stage fra Aarhus Universitet, som står bag undersøgelsen.

Nemmere at tale med vennerne

Undersøgelsen viser også, at cirka syv ud af 10 åbent på sociale medier har delt opslag med fotos, tanker og følelser om deres kræftsygdom på sociale medier. Otte ud af 10 har delt i mere lukkede fora.

Når de unge skal forklare, hvorfor de har delt indhold om kræft på sociale medier, er der tre primære grunde: Knap halvdelen føler, det har en terapeutisk effekt, når de sætter ord på deres tanker og følelser. Ønsket om at hjælpe andre i samme situation vejer også tungt. Og så er der et praktisk behov om at informere omgangskredsen. Det nikker Mie genkendende til.

Jeg orkede simpelthen ikke, at folk skulle tale i krogene: 'Hvorfor har hun tørklæde på?' 'Er hun ved at dø? Jeg havde brug for at gøre, hvad jeg kunne for, at den slags rygter og småsnakke ikke skulle opstå

Mie Gromada

For Mie har det været vigtigt at signalere, at hendes venner og familie ikke skulle være bange for at tale med hende om alt det, hun gik igennem.

- Der er ingen tvivl om, at mine opslag har gjort det nemmere for mine venner at snakke med mig, fordi de allerede havde fået noget information, som på en eller anden måde har fungeret som en icebreaker, når vi mødtes.  

Ved at være åben håbede Mie også, at hun kunne komme eventuelle rygter i forkøbet: 

- Jeg orkede simpelthen ikke, at folk skulle tale i krogene: 'Hvorfor har hun tørklæde på?' 'Er hun ved at dø?' Jeg havde brug for at gøre, hvad jeg kunne for, at den slags rygter og småsnakke ikke skulle opstå.

Du er ikke alene

Undersøgelsen viser, at sociale medier bruges til at opsøge personlige erfaringer fra unge i samme situation. 76 pct. af de 205 adspurgte har opsøgt andres personlige fortællinger om kræft på sociale medier, og halvdelen har haft en oplevelse af, at læsning af andres fortællinger har betydet, at de har følt sig mindre alene. 

- Når man læser andres historier, bliver man mindet om, at man ikke er den eneste unge med kræft. Det er vigtigt i en situation, hvor man måske aldrig før har følt sig så ensom, fortæller Carsten Stage.

Læs unge kræftpatienters historier

På Kræftens Bekæmpelses og Ung kræfts Instagramprofiler kan man finde historier om unge kræftpatienter

Søg på @ungkraeft og @kraeftensbekaempelse

Find Ung kræfts støttegrupper på sociale medier her:

Ung kræft: Mød os her

 

Flere af dem, jeg har skrevet med på sociale medier, er blevet mine rigtig gode veninder, som jeg også ses med

Mie Gromada

Mie tilhører den gruppe  af unge, som har opsøgt andres historier. Hun fik en kræftform, som oftest rammer ældre kvinder og brugte derfor meget tid på at finde frem til andre unge med æggestokkræft.  

- Det er enormt ensomt at få kræft. Mine veninder var søde, men forstod jo ikke rigtig, hvordan jeg havde det. Så jeg gjorde alt for at finde andre unge, som stod i samme situation som mig. Jeg havde brug at snakke med for nogen, som kunne sætte sig ind i mine tanker.

Ligesom Mie har knap halvdelen af de adspurgte søgt på hashtags eller grupper for at finde samtaler om unge og kræft. De leder efter andre, de kan spejle sig i. Nogle, der kan give dem håb i en svær tid.

- Flere af dem, jeg har skrevet med på sociale medier, er blevet mine rigtig gode veninder, som jeg også ses med, fortæller Mie.

Hun søgte bl.a. på disse hashtags:

#ungkræft #knækcancer #kræftensbekæmpelse #fuckcancer #kræft #fuckkræft

Positive historier

Undersøgelsen viser, at de unge oftere deler positive historier frem for de mere dystre som eksempelvis tanker om f.eks. død og tilbagefald. Ifølge Carsten Stage er det ikke så overraskende:

- Det er en generel tendens på de sociale medier, at man oftest deler positive historier og billeder frem for det, som er svært. Det er den slags indhold, som giver mest respons i form af likes og kommentarer, hvilket har stor betydning for dem, som deler.

Han uddyber:

- Når man deler positive opslag, kan man for eksempel påvirke sig selv i en positiv retning. Det kan være en måde at fortælle sig selv, at det nok skal gå, også selv om man har det skidt. Nogle af de unge, vi interviewede, efterlyste dog også, at flere unge tør sætte ord på de øjeblikke, som er svære.

Mie er en af de unge, som primært har delt positive historier.

- Jeg ville gerne have delt mere ud af de svære ting fra dengang, jeg var allermest syg. Men jeg havde bare ikke energien til det, lyder det fra Mie.

- Jeg delte ikke billeder fra de dage, jeg havde det allerværst. De dage hvor jeg tudede og var ked af at være skaldet og føle mig som en 80-årig, mens vennerne var til fest. Det er jeg ærgerlig over nu, for den slags billeder kunne jo have mindet mig om, hvad jeg gik igennem, og at jeg faktisk fik det bedre.

Med et imponerende overskud inviterede Mie så at sige sine følgere op i hospitalssengen. Foto: Privat

Tiden efter kræft

Mie er ikke længere i behandling, men hun bruger stadig sin profil til at fortælle om kræft.

Det gør hun for at minde folk om, at livet efter kræft ikke er nemt.

- Det kan være helt vildt svært at sige til mine nærmeste, at kræften stadig påvirker mig fysisk og mentalt. Derfor laver jeg opslag, som kan minde dem om, at jeg fortsat kæmper for at komme ovenpå.

Mie er overbevist om, at hun fortsætter med at dele ud af sine tanker og erfaringer. For måske kan nogen søge trøst og håb i hendes historie.

- Når jeg deler billeder af mit almindelige liv, gør jeg det for at vise, at man godt kan overleve kræft og få et forholdsvis normalt liv igen. Den slags opslag tror jeg kan give håb til de unge, som lige nu er i behandling for kræft.

Om undersøgelsen

205 unge nuværende eller tidligere unge kræftpatienter har besvaret et survey i forbindelse med undersøgelsen 'Unge danske kræftpatienters brug og oplevelse af sociale medier

25 unge har desuden deltaget i opfølgende interviews. Alle var mellem 15-29 år, da de besvarede surveyet

Undersøgelsen er finansieret med 560.000 kroner af Kræftens Bekæmpelses Psykosociale Forskningsudvalg

Forskere fra Aarhus Universitet, IT Universitet og samt Syddansk Universitet står bag undersøgelsen, som du kan læse mere om her:

Unge danske kræftpatienters brug af sociale medier