Når kræft rammer flere i familien

I sensommeren 1872 blev en to-årig brasiliansk dreng opereret og fik fjernet sit højre øje. Operationen blev udført af lægen Hilário de Gouvêa, som vurderede, at drengen havde kræft i øjet. Efter operationen kunne han se, at drengen havde kræft i nethinden – det, der senere fik navnet retinoblastom. Operationen var vellykket, drengen overlevede og blev som voksen far til syv børn. To af børnene fik imidlertid kræft i øjet, den ene som to-årig ligesom sin far. Forældrene opsøgte endnu en gang Gouvêa, men desværre døde begge børn senere af sygdommen.

Gouvêa skrev om familiens sygdomshistorie i forskellige videnskabelige tidsskrifter. De artikler blev blandt de allerførste beskrivelser af, hvordan kræft i øjet kan gå i arv. Og blev dermed starten på fremtidens vigtige forskning i kræft, der kan gå i arv.

Gener og kræft

Arvelig kræft betyder, at sygdommen skyldes en ændring i de gener, man har fået fra sine forældre. I dag ved vi, at omkring fem pct. af al kræft skyldes arv. Men risikoen varierer, og mens eksempelvis lungekræft og livmoderhalskræft meget sjældent er arvelige, er det oftere tilfældet for tarmkræft og æggestokkekræft.

Hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har forskningschef og professor Mef Nilbert i mange år forsket i arvelig tarmkræft. I 1990’ne var hun med til at udpege den genetiske ændring, der ligger bag sygdommen familiær colonpolypose.

– Mange af de genetiske ændringer bag arvelig kræft blev opdaget dengang, og det havde stor betydning for de berørte familier. Endelig fik de en forklaring på, hvorfor der var så mange tilfælde af kræft i deres familier, siger Mef Nilbert.

Gen-ændringer som øger risikoen for kræft ses eksempelvis i såkaldte højrisikogener. Ændringer i højrisikogenerne øger typisk risikoen for kræft med mellem 40 og 80 pct. Det er blandt andre BRCA-genet, der kan øge risikoen for bryst- og æggestokkræft og MMR-generne ved Lynch syndrom, der øger risikoen for tarmkræft. Disse ændringer er relativt hyppige, og cirka en ud af 200 mennesker har genetiske ændringer, der disponerer for tarmkræft ved Lynch Syndrom.

Men der findes også lavrisikogener, hvori ændringer hver for sig giver en mindre øget risiko, men hvor en uheldig kombination af ændringer i flere lavrisikogener kan give en øget kræftrisiko.

Forebyggelse og tidlig opsporing

Hvis man har arvet gen-ændringer, der øger risikoen for kræft betyder det ikke, at man nødvendigvis bliver syg, kun at risikoen er forøget. Og i dag findes der flere tilbud til disse mennesker:

– Der findes specialdesignede kontrolprogrammer, som kan nedsætte risikoen for at blive syg og dø af kræft. Desuden kan forebyggelse og livsstilsændringer have en særlig betydning i familier med arvelig kræft, siger Mef Nilbert og fortsætter:

– Forebyggelse er eksempelvis også hyppige kikkertundersøgelser af tarmen, operationer eller medicinsk behandling. Desuden forskes der i, hvordan livsstilen kan mindske risikoen for kræft hos mennesker med arvelig kræft, for det ser ud til at spille en vigtig rolle. Den viden kan komme familierne til gavn i form af personligt tilpasset forebyggelse og opdateret viden, siger Mef Nilbert.

Hvordan ved man, om ens kræft er arvelig?

Arvelig kræft kan afsløres gennem en genetisk rådgivning, hvor man optegner et stamtræ, som viser hele familiens risiko. Stamtræet viser ofte, at der ikke er en forhøjet risiko, og det kan give ro. Men det kan også vise en øget kræftrisiko og den oplysning skal man beslutte, om man skal give videre til nære og fjerne slægtninge.

– Man skal respektere, at ikke alle ønsker den viden, man selv gør. Men samtidig kan man i dag gøre mere og mere for at forebygge eller sikre en tidlig diagnose, hvis man kender til en øget risiko. Disse ting må man overveje, inden man eventuelt lader sig teste for arvelig kræft, siger Mef Nilbert.

Fremtidens spørgsmål

En stor del af nutidens gen-forskning handler om at kunne skræddersy tilbuddene til den enkelte

– Der er stadig meget, vi ikke forstår om gen-ændringerne. Hvorfor får nogle mennesker med en bestemt gen-ændring eksempelvis kræft, mens andre ikke gør? Og hvorfor er nogle mennesker med arvelig kræft unge, når de får sygdommen, mens andre er gamle? Allerede i dag kan vi skræddersy kontroltilbud og behandlinger til mange mennesker med arvelig kræft som eksempelvis behandling med såkaldte PARP inhibitorer ved arvelig æggestokkræft og immunterapi ved arvelig tarmkræft. Så selvom målet selvfølgelig er hindre at kræften i at opstå ved at følge patienterne tæt, er der også gode muligheder for specifik behandling siger Mef Nilbert og understreger at vi hele tiden bliver klogere på generne og hvilke rolle de spiller i udviklingen af kræft

Kilde: Monteiro and Waizhort: The accidental cancer geneticist: Hilário de Gouvêa and hereditary retinoblastoma. Cancer Biology & Therapy 6:5, 811-813, May 2007