Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Ny rundspørge: Derfor har coronakrisen fået danskerne til at udskyde lægebesøg

02-05-2020
Mere end en tredjedel af danskerne, der har oplevet symptomer på sygdom, som de ellers ville have kontaktet lægen om, har udskudt at kontakte egen læge for at få symptomerne undersøgt. Den primære årsag er, at man ikke vil belaste sundhedsvæsenet, og at man mener, at patienter smittet med corona er vigtigere.

Under coronakrisen har nogle danskere undladt at kontakte lægen trods forskellige symptomer. En af årsagerne er, at de ville give plads til coronasmittede. Arkivfoto: Kræftens Bekæmpelse

36 pct. af danskere, der har oplevet symptomer på sygdom, som de ellers ville have kontaktet lægen om, har som følge af den nuværende corona-situation udskudt at kontakte deres læge for at få symptomerne undersøgt. Det viser en rundspørge blandt danskerne gennemført af YouGov 22.-23. april. 1.000 danskere indgik i den. Blandt dem har 374 oplevet symptomer på sygdom. 

Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse opfordrer borgerne til at kontakte lægen, hvis man oplever symptomer, der kan være tegn på sygdom. Selvom de praktiserende læger oplever, at flere igen er begyndt at kontakte deres læge, er der stadig grund til særlig opmærksomhed.

- Bekymringen er, at de borgere, der stadig udskyder et lægebesøg, måske er nogle af dem, der har allermest brug for at gå til lægen. Vi ved jo, at der i forvejen er grupper, der er meget længe om at gå til lægen med selv alvorlige symptomer. Og for dem er corona-krisen måske en ekstra stopklods, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Læs mere her om Kræftens Bekæmpelses synspunkter:

Kræftens Bekæmpelse: Tøv ikke med at kontakte lægen ved symptomer på kræft

Alvorlig sygdom går ikke over  

Kræft behandles mest effektivt, når det opdages tidligt, og derfor er det vigtigt, at man reagerer på symptomer, som kan være tegn på kræft.  For hjertesygdomme kan dage, timer og nogle gange minutter være afgørende for, hvor stor skade, der sker. Derfor bør man reagere umiddelbart efter, at symptomerne opstår, for alvorlig sygdom går ikke over.  

- Det er vigtigt at kontakte sin læge, hvis man har smerter eller symptomer på sygdom. Og hellere ringe en gang for meget end for lidt. Selv om man måske synes, at det ikke virker akut, så kan det have alvorlige konsekvenser at udskyde et lægebesøg. For eksempel forværres hjertesygdom, hvis der ikke reageres og behandles umiddelbart, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft.

Ingen grund til bekymring for at belaste sundhedsvæsnet 

Rundspørgen giver også et vigtigt indblik i årsagerne til, at mange har valgt at udskyde deres kontakt til lægen. 68 pct. svarer, at den væsentligste grund til, at de har udskudt lægesøgning, er at de ikke vil belaste systemet, mens 39 pct. mener, at patienter med sygdom relateret til coronavirus er vigtigere.   

- Der er måske en del, der har troet, at sundhedsvæsnet i en periode først og fremmest var for patienter med tegn på corona-sygdom – det har aldrig været tilfældet. De praktiserende læger tager stadig imod borgere uanset hvilke tegn på sygdom, de har. Vi vil gerne have, at folk ringer til os, så vi kan vurdere symptomerne, siger PLO’s formand Christian Freitag.  

29 pct. af dem, der har udskudt at kontakte lægen, angiver, at de er bekymrede for selv at blive smittet med coronavirus, hvis de besøger lægen. PLO forklarer, at man trygt kan gå til læge, når det er nødvendigt: 

- Ligesom alle andre steder i samfundet i denne tid, tager vi også ekstra mange forholdsregler hos de praktiserende læger for at hindre smitte med corona. Vi følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og vi gennemfører mange konsultationer pr. telefon eller video. Når det er nødvendigt, at vi ser patienterne ved en fysisk konsultation, tager vi flest mulige forholdsregler for at minimere smitterisikoen, siger Christian Freitag. 

Færre undersøgelser i sundhedsvæsnet 

Desværre har der under corona-epidemien været en bekymrende nedgang i antallet af borgere, som sendes i kræftpakkeforløb eller bliver undersøgt for hjertesygdomme. På hjerteområdet er akutte og planlagte undersøgelser faldet med 35 pct., mens antallet af borgere, der henvises til kræftpakkeforløb, er halveret.  

Men både almen praksis og sygehusene er klar til at håndtere alvorlig sygdom. Man bør altså ikke afholde sig fra at kontakte lægen af frygt for at belaste systemet. Hospitalerne tilbyder alle nødvendige undersøgelser og behandlinger for både hjertesygdomme og kræft, og reglerne for den maksimale ventetid til kræftbehandling gælder som før corona. 

Kend de symptomer, du skal reagere på

Hvad er det så, danskerne skal være særligt opmærksomme på?  

Kend 12 symptomer på hjerte-kar-sygdomme:

Symptomer på hjerte-kar-sygdom

Kend de 7 mest almindelige tegn på kræft: 

Kontakt din læge - hvis du oplever et af de 7 tegn på kræft

Der kan også være en række andre symptomer, der kan være tegn på kræft. Det er derfor afgørende, at man reagerer og kontakter sin læge for at få det undersøgt, hvis man oplever forandringer ved sin krop, der ikke kan forklares.