Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Ny vigtig rapport om ulighed i sundhed – regeringen må handle nu!

02-09-2020
Den sociale ulighed i sundhed vokser. Det fastslår Sundhedsstyrelsen i ny vigtig rapport. Det er helt uacceptabelt, siger Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse. Der er behov for, at regeringen engagerer ministerier, regioner og kommuner og alle gode kræfter i civilsamfundet til en fælles kamp mod uligheden.
Vi kan ikke være den store ulighed i sundhed bekendt, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker

Vi kan ikke være den store ulighed i sundhed bekendt, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker. Foto: Ditte Valente/Kræftens Bekæmpelse

Sundhedsstyrelsens nye rapport ’Social ulighed i sundhed og sygdom’ dokumenterer, at uligheden i sundhed vokser. Jo længere uddannelse, des bedre og længere lever man.

 - Hatten af for den grundige kortlægning af uligheden, som Sundhedsstyrelsen har taget initiativ til. Dermed har vi et solidt fundament for det videre arbejde med at rette op på skævhederne, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker.

- Over en femårig periode ville mere end 11.000 flere kræftpatienter overleve, hvis alle klarede sig lige så godt som de bedst stillede, det viser vores tal. Det kan vi som velfærdssamfund ikke være bekendt. Det er mit håb, at regeringen med den nye rapport under armen vil sætte turbo på indsatsen, siger Jesper Fisker.

Vi kan som velfærdssamfund ikke være den store ulighed i sundhed bekendt. Det er mit håb, at regeringen med den nye rapport under armen vil sætte turbo på indsatsen.

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Regeringen må engagere alle ministerier
Rapporten understreger med al tydelighed, at der skal handles nu.

 - Det kan jo ikke være rigtigt, at det er længden på uddannelsen, størrelsen på pengepungen, og hvor hårdt man evner at slå i bordet, der skal afgøre, om man skal leve eller dø af kræft. Det skal rettes op – og det vil forhåbentligt ske nu, siger Jesper Fisker.

Ulighed i sundhed er en kæmpe udfordring – ikke bare for sundhedsvæsenet, men for hele samfundet.
- Uanset, hvor fintmasket og kompetent vores behandlende sundhedsvæsen bliver, kan vi ikke behandle os ud af ulighed i sundhed og sygdoms- og kræftrisiko, siger Jesper Fisker.

 - Der er behov for, at regeringen engagerer ministerier, regioner, kommuner og alle gode kræfter i civilsamfundet til en fælles kamp mod uligheden. Vi har med initiativet ’Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed’’ sammen med Danske Regioner og KL og 40 organisationer taget hul på arbejdet, men der er behov for et massivt politisk engagement, siger han.

Det kan jo ikke være rigtigt, at det er længden på uddannelsen, størrelsen på pengepungen, og hvor hårdt man evner at slå i bordet, der skal afgøre, om man skal leve eller dø af kræft. Det skal rettes op - og det vil forhåbentligt ske nu.

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Behov for bred indsats og forebyggelse
Jesper Fisker anerkender, at der ikke findes en nem løsning på ulighed i sundhed.
- Der er behov for en større og mere systematisk forebyggelsesindsats. En forebyggelsesplan med klare målsætninger for blandt andet en mindskelse af uligheden på alle sygdomsområder, siger han.

Og så må den del af ulighedsproblemet, der skabes i sundhedssystemet, også adresseres.
- Problemet er, at sundhedsvæsenet på visse områder forstærker den ulighed, der allerede er skabt i samfundet. Det må vi i fællesskab få rettet op på, siger Jesper Fisker.

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses arbejde mod ulighed i sundhed:
Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed


Læs mere om social ulighed i kræft:
Kræftens Bekæmpelses hvidbog mod ulighed