Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Nyt om frivilligaktiviteter henover sommeren

07-04-2020
Kræftens Bekæmpelses mange frivilligaktiviteter bliver nu yderligere påvirket af det fortsatte forbud mod forsamlinger fra 6. april. Det betyder bl.a., at Stafet For Livet desværre må aflyse endnu flere stafetter henover sommeren.

Lysposerne er en vigtig del af Stafet For Livet - på dem står personlige hilsner til pårørende, venner og andre, som har kræft - eller som ikke er her mere. Arkivfoto: Tomas Bertelsen

Stafet For Livet er én af Kræftens Bekæmpelses allerstørste frivilligaktiviteter, som afholdes udendørs henover foråret og sommeren. 90 stafetter var planlagt i de danske lokalsamfund fra maj til september i år.

På baggrund af de seneste udmeldinger om ikke at forsamles har Kræftens Bekæmpelse valgt at aflyse eller udskyde de 55 stafetter, som skulle være afholdt i juni og august. De planlagte stafetter for maj var allerede aflyst eller flyttet. Frivilligchef i Kræftens Bekæmpelse, Charlotte Gerhauge er ærgerlig over aflysningen.

- Det er trist, at vi nu også er nødt til at aflyse de mange stafetter i juni og august. Frivillige ildsjæle har lagt et stort arbejde og meget energi i at få stafetterne planlagt og gennemført. Men vi skal passe på os selv og hinanden. Fighterne, som vi hylder på for Stafet For Livet, er især sårbareover for covid-19. Det betyder, at vi må vente på, at myndighederne vurderer, at det igen er sikkert at være i større forsamlinger. Så skal vi også mødes igen på Stafet For Livet, siger Charlotte Gerhauge. 

Om der bliver afholdt stafetter i september måned vil afhænge af myndighedernes retningslinjer for forsamlinger efter august.  

Landsindsamlingen gennemføres som planlagt

Kræftens Bekæmpelse planlægger at gennemføre landsindsamlingen søndag 16. august. Charlotte Gerhauge vil dog fortsat holde skarpt øje med myndighedernes udmeldinger. 

- Det er vores håb, at vi kan gennemføre en-dør-til-dør-indsamling 16. august, og det planlægger vi efter. Vi forbereder os på, at vi skal udlevere og aflevere indsamlingsbøtter på en sikker og forsvarlig måde, så vi ikke bidrager til usikkerhed for indsamlere, givere og tovholdere på selve dagen, og vi følger naturligvis nøje myndighedernes udmeldinger også på dette område, fortæller Charlotte Gerhauge og fortsætter:  

- Det er en svær tid, vi går ind i. Vi er vant til at skabe fællesskaber mellem mennesker, som vil bidrage til forebyggelse af kræft, som vil samle ind til forskning eller som vil gøre en forskel for mennesker ramt af kræft, og det bliver der også brug for fremover, men det skal i den kommende tid ske på nye måder. Jeg er sikker på, at vi kan klare udfordringen, når vi står sammen.

Det er en svær tid, vi går ind i. Vi er vant til at skabe fællesskaber mellem mennesker, som vil gøre en forskel for mennesker ramt af kræft

Charlotte Gerhauge, frivilligchef i Kræftens Bekæmpelse.

Genbrugsbutikker er fortsat lukket

Den seneste udmelding fra myndighederne betyder også, at Kræftens Bekæmpelses 15 genbrugsbutikker fortsat skal holde lukket til og med 10. maj.  

Butikkerne er til daglig drevet af ca. 1.000 frivillige medarbejdere, som lægger et stort arbejde i at holde butikkerne i gang.  

- Vi følger myndighedernes anvisninger nøje i forbindelse med butikkerne. Dels fordi vi gerne vil bidrage til at reducere smittefaren generelt og derfor må holde lukket ligesom andre små butikker i Danmark, men også fordi vores frivilliggruppe i IGEN aldersmæssigt ligger i den højere del af befolkningen, og vi har et særligt ansvar for at passe på dem, siger Charlotte Gerhauge.