Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Operation kan gavne kvinder med tilbagefald af æggestokkræft

15-06-2017
En gruppe af kvinderne kan vinde fem måneders ekstra levetid uden forværring af deres sygdom, hvis al kræftvæv kan fjernes ved en operation. Det viser ny forskning, som danske kvinder har deltaget i.

De kvinder, som kan opereres, skal opfylde nogle kriterier, blandt andet skulle alt kræftvæv være fjernet ved deres første operation for æggestokkræft. Foto: Colourbox

Det er foreløbige resultater fra et nyt stort, videnskabeligt studie, som giver håb om en ny behandlingsmulighed for kvinder, der får tilbagefald af æggestokkræft. Studiet, der blev fremlagt ved den amerikanske kræftkongres ASCO for nyligt, viser, at kvinder, der fik fjernet alt det nye kræftvæv, levede 19,6 måneder, uden at deres sygdom blev forværret, mod 14 måneder hos kvinder, der ikke fik en operation.

Det er meget positivt, siger Karina Dahl Steffensen, der er overlæge ved Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus, som har haft patienter med i undersøgelsen.

- Vi ved endnu ikke, om operationen kan forlænge livet for kvinderne. Men 5,6 måneders ekstra levetid uden sygdomsforværring har stor betydning for disse kvinder, siger hun.

I undersøgelsen deltog 407 kvinder, som havde fået første tilbagefald af æggestokkræft. De blev fordelt i to grupper, hvor den ene fik en operation efterfulgt af kemoterapi, og den anden kun fik kemoterapi, som er standardbehandling.

Alt kræftvæv skal fjernes

De kvinder, som kan opereres, skal opfylde nogle kriterier, blandt andet skulle alt kræftvæv være fjernet ved deres første operation for æggestokkræft.

Undersøgelsen viser, at cirka 70 pct. af de kvinder, der opfylder alle kriterier, kan opereres radikalt – det vil sige, at alt det nye kræftvæv kan fjernes.

- Hvis man på forhånd ikke tror på, at al kræften kan fjernes, skal man lade være med at operere. Undersøgelsen viser, at de kvinder, hvor man alligevel ikke kunne få al kræftvævet med, havde samme resultat som de kvinder, der ikke blev opereret, forklarer Karina Dahl Steffensen.

Kvinderne skal kende muligheden

Undersøgelsen er ikke er færdig, idet man stadig mangler resultaterne for om operation forlænger den samlede overlevelse for patienter og ikke kun tiden indtil næste sygdomsforværring. Indtil da er det dog relevant at fremlægge muligheden for operation for de kvinder, der opfylder kriterierne, mener Karina Dahl Steffensen.

- Vi har jo haft kvinder med i undersøgelsen, og mens vi har ventet på resultaterne, har vi fortsat med at bruge den praksis i Danmark. Resultatet bekræfter, at det er en god idé.

- Vi fortæller kvinderne, at der er denne mulighed for operation, men at der også er en bagside i form af risikoen for komplikationer, fordi det er endnu en stor operation, de skal igennem. På den måde forsøger vi at fremlægge tingene ærligt for patienterne, siger Karina Dahl Steffensen.

Læs undersøgelsens abstract

Læs om æggestokkræft