Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Piger samler ind til Knæk Cancer for at hjælpe kræftramte

23-10-2019
Alberte, Freja og Andrea har lavet over 800 armbånd og øreringe, som de sælger for at samle penge ind til Knæk Cancer. Deres familie har selv været ramt af kræft, og nu ønsker de at hjælpe andre.

Freja, Andrea og Alberte bruger timevis på at lave smykker til fordel for Knæk Cancer. Foto: Ole Fahlberg - Designfotografen.

Alberte og Andrea er søstre og bor i den lille by Harridslev lidt uden for Randers. Her sidder de sammen med veninden Freja og putter perler sirligt på en snor for at lave de fineste små blomsterarmbånd og øreringe i Knæk Cancers farver rød, hvid og sort. Og det er der en særlig grund til. Alberte og Andrea nåede nemlig aldrig at møde deres fætter, for han døde desværre af kræft, da han var blot 5 år gammel.

- Det motiverede os til at starte en indsamling. Vi vil ikke have, at andre skal udsættes for så slem en sygdom, fortæller Alberte Halkjær Lindstrøm, som er 12 år.

Derfor begyndte Alberte og hendes lillesøster Andrea at lave armbånd til fordel for Knæk Cancer for tre år siden.

- Jeg kan godt lide, at man gør noget, og at man hjælper andre. Man kan gøre en forskel, og man støtter dem, der har kræft, siger Andrea på 9 år.

Støt en Knæk Cancer-indsamling:

Danskernes engagement

Smykkeproduktionen vokser
Allerede det første år fik pigerne samlet 12.000 kroner ind, og siden da er deres smykkeproduktion bare vokset og vokset.

Freja er ny på holdet. Privat foto.

Så i år har de fået ekstra kræfter med ombord. Albertes gode veninde Freja på 11 år er nemlig også kommet med i ’A-Team knækker cancer’, som de kalder sig.

- Jeg hjalp allerede lidt til sidste år. Jeg vil gerne være med til at støtte en god sag. Min egen familie er heldigvis ikke ramt af kræft, men der er nogle i mine venner og veninders familie, som har kræft, siger Freja Hammer Sørensen.

Det tager 10 minutter at lave ét armbånd, så pigerne bruger en del tid hjemme ved spisebordet i ugerne op til Knæk Cancer. Og de er fingernemme. I år har de nemlig lavet over 800 armbånd.

Andrea vil gøre en forskel. Privat foto.

- Man hører mange historier om kræft. Jeg er overrasket over, at det er 1 ud af 3, som får kræft, og man bliver rørt, når man for eksempel hører om et sygt barn. Det påvirker én, og det er synd for dem, siger Alberte.

Vil støtte forskning og syge børn
Pigerne sælger deres armbånd og øreringe flere steder i lokalområdet. De har for eksempel fået en plads til deres smykker i en café og en tøjbutik i Randers, de sælger også i den lokale Brugsen, og så har de været ude til flere fodbold- og håndboldkampe.

Men via familie og deres Instagramkonto når de faktisk ud til hele landet. Og ambitionerne for deres indsamling er tårnhøje.

Alberte koncentrerer sig. Privat foto.

- Sidste år samlede vi 60.000 kroner ind, og det vil vi gerne overgå. Det kunne være så sejt, hvis en 12-årig kunne ringe ind til Knæk Cancer-showet og sige, at vi havde samlet 100.000 kroner ind, siger Alberte med et stort smil.

Hvis man kigger på pigernes indsamling de seneste år, har de faktisk allerede nået deres mål. På tre år har de nemlig samlet intet mindre end 113.500 kroner ind.

- Vi vil gerne gøre en forskel. Med de penge, vi samler ind, håber vi, at vi kan hjælpe forskere med at forske i medicin, og at der kan blive lavet nogle steder til kræftsyge børn, fortæller Alberte.

Læs om, hvad pengene fra Knæk Cancer går til:

Det går pengene til