Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Så meget sparer samfundet, når vi forebygger kræft i huden

16-09-2020
Et nyt studie fra Kræftens Bekæmpelse viser, at en vedvarende kampagneindsats ikke bare forebygger kræft – den sparer også samfundet penge på den lange bane. For hver krone investeret i forebyggelse sparer samfundet 3 kroner. Danskernes ændrede solvaner vil forebygge mindst 9.000 tilfælde af hud- og modermærkekræft frem mod 2040, og det vil samlet set spare samfundet for 216 mio. kr., viser det nye studie.

Når vi følger solrådene om skygge, solhat og solcreme, forebygger vi kræft og sparer samfundet penge. Foto: Sonny Singh

De fleste vil nok foretrække helt at undgå at få kræft frem for at overleve en kræftbehandling. Og faktisk kan fire ud af ti kræfttilfælde forebygges, så det er meningsfuldt at arbejde for, at flest muligt undgår en kræftdiagnose, og at oplyse om, hvad man selv kan gøre for at reducere sin risiko.

Det lange, seje træk gør en forskel

Siden 2007 har Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne opfordret danskerne til at omgås solen med omtanke og undgå solariebrug. Kampagnen er bygget op om mange forskellige komponenter, der skal sikre, at budskaberne om skygge, solhat, solcreme og ’Sluk Solariet’ når ud til alle danskere. Ud over store mediekampagner, bliver der arbejdet med undervisningsindsatser, presseindsatser, strukturelle solbeskyttende tiltag og indsatser, hvor frivillige fortæller om solbeskyttelse i daginstitutioner og på diverse udendørs events.

Læs mere om Solkampagnen her:
www.Solkampagnen.dk

Og den brede, vedvarende kampagneindsats har vist sig at give resultater. Fra 2007 til 2015 faldt andelen af danskere, der blev solskoldet, med 1 pct. om året. Andelen af solariebrugere faldt med 6 pct. om året.

Når danskerne solskoldes mindre og går mindre i solariet, betyder det, at de udsættes for mindre uv-stråling. Eftersom 9 ud af 10 tilfælde af hud- og modermærkekræft skyldes netop uv-stråling, er det ikke overraskende, at de ændrede vaner ikke bare sparer danskerne for smertefulde solskoldninger, men også forebygger kræft og redder menneskeliv. Ifølge et nyt studie, som Kræftens Bekæmpelse står bag, vil den ændrede adfærd fra 2007 til 2015 forebygge mindst 9.000 tilfælde af hud- og modermærkekræft frem mod 2040.

Læs mere om hud- og modermærkekræft her:
Information om modermærkekræft
Information om hudkræft

Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, ser Solkampagnen som et godt eksempel på, at længerevarende, brede forebyggelsesindsatser er en god ide:

- Det tager tid at ændre vaner, og en vedvarende oplysningsindsats er afgørende, hvis vi vil se resultater. Solkampagnen har ikke bare påvirket danskernes vaner, den har også været med til at ændre kulturen, og den måde, vi tænker omkring uv-stråling. I dag er det de færreste, der ikke kender risikoen ved solariebrug, og det er uhørt at sende sine børn på stranden uden solbeskyttelse. Sådan har det ikke altid været, siger Peter Dalum.

Forebyggelse betaler sig

Forebyggelse er ikke kun med til at mindske antallet af mennesker, der rammes af kræft, men sparer også den danske stat for store omkostninger i forbindelse med kræftbehandlinger. Ifølge det nye studie, vil staten ved at forebygge 9.000 tilfælde af hud- og modermærkekræft frem mod 2040, samlet set spare 216 mio. kr. Heraf udgør færre solariebrugere 119 millioner kroner, og færre solskoldninger udgør 97 millioner kroner. Samlet set betyder det, at for hver krone, vi investerer i forebyggelse, sparer samfundet 3 kroner til behandling. Ifølge Brian Køster, der er seniorforsker og står bag det nye studie, understreger resultaterne vigtigheden af et politisk fokus på forebyggelse:

- Når vi forebygger kræft, giver vi mange mennesker et længere og bedre liv - og sparer samtidig staten penge. Det er med andre ord en bedre forretning at bruge penge på forebyggelse end at gemme dem til behandling, siger Brian Køster.

Det nye studie kan læses her:
Beneft–Cost Analysis of the Danish Sun Safety Campaign 2007–2015: Cost Savings from Sunburn and Sunbed Use Reduction and Derived Skin Cancer Reductions 2007–2040 in the Danish Population

Om studiet

I en ny videnskabelig artikel er der regnet på, om det kan betale sig for staten at forebygge kræft i huden. Det helt korte svar er ja. For hver krone, der går til forebyggelse, sparer staten 3 kroner.

I studiet er der kigget på to forskellige scenarier.

  • Konservativt scenarie 1: De sparrede tilfælde af hud- og modermærkekræft 2007-2040 som følge af ændret adfærd mellem 2007-2015 (9.000 tilfælde) vil spare staten for 216 millioner DKR. Scenariet antager, at kampagnen ophører og andelen af personer, der oplever skoldning og bruger solarium efter 2015, vender tilbage til før-kampagneniveau (2007).
  • Scenarie 2: De sparrede tilfælde af hud- og modermærkekræft 2007-2040 som følge af ændret adfærd mellem 2007-2015 (30.000 tilfælde) vil spare staten for 678 millioner DKR. Scenariet antager, at andelen af personer, der oplever skoldning og bruger solarie efter 2015, er konstant.

Analysen bygger på eksisterende data fra årlige undersøgelser af danskernes solvaner, fremskrivning af forekomsten af kræft i huden, relativ risiko for kræft i huden for henholdsvis skoldning og solariebrug og historisk forekomst af kræft kombineret med undgåede udgifter (gevinsten) ved hudkræft reducering og udgiften ved Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne. De direkte sundhedsomkostninger og produktivitetstab i forbindelse med et tilfælde af modermærkekræft i 2019 koster i nutidskroner (DKK) gennemsnitligt knap 100.000.

Det er Kræftens Bekæmpelse, der står bag studiet, der er udgivet i det internationale tidsskrift Pharmacoeconomics. Læs hele studiet her:
Beneft–Cost Analysis of the Danish Sun Safety Campaign 2007–2015: Cost Savings from Sunburn and Sunbed Use Reduction and Derived Skin Cancer Reductions 2007–2040 in the Danish Population

Om Solkampagnen

Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne har siden 2007 arbejdet for at få danskerne til at omgås solen med omtanke og undgå solariebrug - for at forebygge hud- og modemærkekræft. 9 ud af 10 tilfælde af hud- og modermærkekræft skyldes uv-stråling fra den naturlige sol og solarier - derfor er der et stort potentiale i at forebygge. Læs mere om Solkampagnen her: www.solkampagnen.dk.