Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Salget af cigaretter stiger

05-07-2016
Der blev solgt flere cigaretter i Danmark i 2015 end i 2014, viser nye tal. Det bekræfter, at der er brug for en større forebyggende indsats, mener Kræftens Bekæmpelse. Derfor er det også positivt, at tobaksforebyggelse er et af fokusområderne i Sundhedsstyrelsens oplæg til Kræftplan IV.

Tobak er den enkeltfaktor, som slår flest ihjel, og mere end hvert fjerde kræftdødsfald i Danmark skyldes tobak. Samtidig stiger salget af cigaretter, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I 2015 blev der solgt 5,8 milliarder cigaretter i Danmark, og det er en stigning på 200 millioner sammenlignet med 2014. I gennemsnit røg hver dansker 1.014 cigaretter i 2015.

Det er en trist udvikling, mener Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

- Vi ved, at tobak er den væsentligste årsag til kræft og til mange andre sygdomme. Derfor er det også et problem, at antallet af rygere i flere år har ligget på 17 pct., og de nye tal bekræfter bare, at vi lige nu står i stampe. Der er brug for en meget større indsats, hvis vi skal gøre os håb om at vende udviklingen, siger hun.  

Fokus på tobak i Kræftplan IV

Den indsats kommer forhåbentlig med kræftplan IV, som skal forhandles på plads af politikerne efter sommerferien. Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort det faglige oplæg til planen, og her lægges der op til en national målsætning om, at tobak udfases eller forbruget formindskes kraftigt. Det mål skal nås gennem en række tiltag.

Mette Lolk Hanak glæder sig over udmeldingerne:

- Skal vi skabe et effektivt sundhedsvæsen og højne folkesundheden, kommer vi ikke uden om, at vi skal have færre til at ryge. Det er simpelthen så trist, at så mange børn og unge fortsat begynder at ryge - det tror jeg enhver kan se det meningsløse i. Alle eksperter er i hvert fald enige om, at det er her ser skal sættes ind, hvis vi skal give danskernes sundhed et kæmpe ryk opad, siger hun.

Helt konkret anbefaler Kræftens Bekæmpelse en række initiativer, og blandt dem er øgede afgifter svær at komme udenom. Det er nemlig veldokumenteret, at øgede priser på tobak er en af de mest effektive måder at nedsætte børn og unges forbrug af tobak på. Derudover er der brug for at den lovgivning, som allerede findes, bliver håndhævet, så børn og unge under 18 år ikke kan købe tobak. Røgfri skoletid og tobak gemt væk under disken bør også være en del af Kræftplan IV.