Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Støt unge med kræft: Strik lune strømper

12-06-2019
Ung kræft uddeler velkomstpakker til alle unge med kræft. De indeholder nyttig viden og gode sager. Til pakkerne i 2020 vil Ung kræft give de unge lidt at lune sig på. Derfor efterlyses nu hjælp fra strikkelystne danskere.

Ung kræft håber, der kommer gang i strikkepindene over det ganske land. Foto: Colourbox

Siden 2017 har Ung kræft uddelt velkomstpakker til unge med kræft. Velkomstpakken, som også bliver kaldt for ’et kram i en pose’, skal gøre en forskel for de unge, der får konstateret kræft.

Målet er, at alle 15-39-årige kræftpatienter skal have en pakke i hånden, når de får stillet en kræftdiagnose. Pakkerne skal være en støtte på et tidspunkt, hvor den unge er allermest sårbar og fortumlet. De skal være med til at sikre, at alle får at vide, hvor de kan finde andre unge med kræft.

I dag uddeler Ung kræft velkomstpakker på 67 hospitalsafdelinger landet over.

En personlig gave

Som noget nyt ønsker Ung kræft at putte et par lune, hjemmestrikkede strømper i velkomstpakken.

Udover at det er dejligt med varme strømper, vil Ung kræft vise, at man kan gøre en forskel for unge med kræft på mange måder, bl.a. ved at strikke:

- Vi ved, at der findes mange dygtige strikkeentusiaster rundt omkring i landet. Vi håber, at vi med dette projekt kan engagere nogle af dem og vise, at de med garn, tid og strikkepinde kan være med til at gøre en forskel for unge med kræft, siger Signe Thydal, projektleder i Ung kræft.

De hjemmestrikkede strømper bliver lagt i Ung kræfts velkomstpakker med en lille hilsen, hvor man kan læse, at strømperne er strikket af frivillige.

- Vi tager imod alle hjemmestrikkede strømper – uanset farve og garntype. Det vigtigste er, at de kan passes af både unge mænd og kvinder, lyder det fra Signe Thydal.

Om Ung kræft

Ung kræft støtter, oplyser og inspirerer unge med og efter kræft. Ung kræft har 11 grupper over hele landet, hvor unge bowler, spiser sammen, klatrer i træer og går til stand up. De deler erfaringer, hænger ud, griner og bakker hinanden op i det svære. Læs mere:

Ung kræft

Mona Møller fra Bornholm kan du møde på årets Folkemøde, hvor hun hjælper Ung kræft med strikke-eventet. Foto: Privat

Bornholmerne hjælper under Folkemødet

En af de kvinder, som allerede har meldt sig til at strikke strømper, er Mona Møller fra Bornholm. Hun er bl.a. med til at arrangere festivalen Strik Bornholm, og til årets Folkemøde på Bornholm hjælper hun Ung kræft med at stable et strikke-event på benene.

Mens deltagerne strikker, vil unge med kræft fortælle, hvordan det er at blive syg som ung, og hvordan et par hjemmestrikkede strømper kan betyde alverden for en, som er alvorligt syg.

- Vi er allerede otte her fra Bornholm, som kommer og strikker sammen med Ung kræft. De fleste kender nogen, som har været ramt af kræft, og det her er en fin måde at hjælpe de kræftramte på, siger Mona.

- Og hvem ved, måske kan strømperne give de unge et lille smil på læben i en svær tid, tilføjer hun.

- Jeg ved, at der en del, som gerne vil strikke strømper til de unge, men som desværre ikke kan komme til eventen på Bornholm. De sender strømperne til Ung kræft i stedet.

Casper glæder sig til at tale med Folkemøde-deltagere. Foto: Privat

Mød 27-årige Casper

Ung kræft tager til Folkemødet sammen med syv unge, som har haft kræft.

En af dem er 27-årige Casper Frydenlund Tørnblad, som fik konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen i 2018:

- Jeg er fan af varme strømper og gerne med en masse farver. Hvis det var mig, som fik dem, ville jeg blive glad. Strømperne vil give mig en følelse af, at der er nogen, som tænker på mig. Det synes jeg er virkelig fint, fortæller Casper.

- Jeg glæder mig til at snakke med dem, som kigger forbi til strik og snak. De skal vide, at de gør en kæmpe forskel for unge kræft, understreger han.

Læs her om Kræftens Bekæmpelses aktiviteter på Folkemødet:

Mød Kræftens Bekæmpelse på Folkemødet 2019

Strik løs på Folkemødet

Strikkeeventen på Folkemødet foregår lørdag den 13. juni klokken 16.30-17.45 i Kræftens Bekæmpelses telt N1. Ung kræft sørger for garn og strikkepinde, men man er også velkommen til at tage sit eget grej med.

Ung kræft har brug for 1.400 par strømper til velkomstpakkerne. De skal være store i størrelsen, så de kan passes af både unge kvinder og mænd. Hvis man ikke er til årets Folkemøde, er man meget velkommen til at sende strømper til Ung kræft eller kontakte dem for mere information: Telefon: 3525 7472 eller ungkraeft@cancer.dk.

Strømper kan sendes til:

Kræftens Bekæmpelse, Strandboulevarden 49, 2100 København Ø

Att.: Ung kræft