Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Topmøde om ny kræftforskning og samarbejde til gavn for patienterne

28-08-2023
Torsdag og fredag i denne uge løber landets største kræftkonference af stablen i Odense. Med konferencen ønsker arrangørerne at skabe rammerne for vidensdeling og samarbejde på tværs af faggrupper, specialer og regioner – til gavn for patienterne.

Danske Kræftforskningsdage har eksisteret siden 2018 og er på kort tid blevet landets største kræftkonference. Foto: John Kristensen, DCCC

Kan vi komme rygning til livs, og er de nye nikotinpræparater farlige? Giver fedme kræft? Og hvor langt er vi med udviklingen af kræftvacciner. Det er blot nogle af de spørgsmål, som deltagerne kan få svar på, når den største danske tværfaglige kræftkongres, Danske Kræftforskningsdage, finder sted i Odense torsdag 31. august og fredag 1. september 2023.

Her vil over 500 fagfolk og patientrepræsentanter inden for kræftområdet mødes og dele viden om alt fra grundforskning til den nyeste patientnære forskning.

Åbningstalen holdes af sundhedsminister Sophie Løhde (V), og derefter vil der være oplæg om en lang række emner inden for kræftbehandling lige fra forebyggelse og tidlig diagnostik til den nyeste udvikling inden for forskellige behandlingsformer, til senfølger og palliation.

- Danske Kræftforskningsdage er sat i verden, fordi et stærkt nationalt samarbejde på kræftområdet er en væsentlig del af grundlaget for et højt og ensartet niveau i forskning og behandling – til gavn for alle danske kræftpatienter. Det er helt unikt, at vi i Danmark er lykkedes med at samle hele kræftområdet under ét tag – på tværs af alle fagligheder og områder. Det har jeg ikke oplevet noget andet sted i verdenen, siger Henrik Frederiksen, overlæge og faglig formand for Dansk Comprehensive Cancer Center, der sammen med Danske Multidisciplinære Cancer Grupper arrangerer Danske Kræftforskningsdage.

Kræftens Bekæmpelses adm. direktør, Jesper Fisker, ser frem til Danske Kræftforskningsdage.

- Kræftforskningsdagene er et årligt højdepunkt for mig. Det er en vigtig påmindelse om det stærke, tværfaglige samarbejde, der eksisterer på kræftområdet i Danmark - og som til stadighed er med til at højne behandlingen af kræft. Jeg ser frem til mødet med de forskellige faggrupper og til at suge til mig af den nyeste forskning og viden. Selv deltager jeg i en debat om senfølger. Det er et ekstremt vigtigt tema, fordi flere og flere overlever kræft og flere dermed også lever med senfølger, siger Jesper Fisker.

Juniorforskerprisen

Torsdag eftermiddag vil Kræftens Bekæmpelses formand Helen Bernt Andersen og Lene Kaa Meier, der er patientrepræsentant i Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg – Biologi & Klinik, overrække Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpriser. Modtagerne er to unge, lovende kræftforskere.

- Jeg er meget stolt over, at jeg skal være med til at uddele Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpriser og dermed anerkende de unge forskeres arbejde og deres betydning for vores fremtid som kræftpatienter, siger Lene Kaa Meier.