Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Trods coronakrise er Hanne frivillig: Jeg vil bruge mit overskud meningsfuldt

24-04-2020
Landsindsamling, Stafet for Livet og mange andre frivilligaktiviteter er aflyst eller udskudt. Det afholder dog ikke Hanne Falk i Randers fra at bidrage til kræftsagen. Hun har fået en god ide: Corona-fugle, der skal støtte kræftramte børn.
Kvinde med briller

Hanne Falk vil have børn og voksne i Randers til at designe corona-fugle

Tomme dåser, ølkapsler, papir, kobber eller snor – alt kan bruges, når børn og voksne i Randers skal designe deres helt egen corona-fugl. Idéen kommer fra Hanne Falk, der er frivillig i Kræftens Bekæmpelse og selv er billedkunstner.

- Nu skal vi jo gøre noget sammen på afstand på grund af corona. Alle er hjemme, tænkte jeg -hvad kan vi få ud af det? Så talte jeg med Galleri Randers, om de ville være med til noget. Det ville de, og så opstod idéen med corona-fuglene, siger Hanne Falk.

Jeg tror, at alle vi frivillige gerne vil dele ud af vores overskud til glæde for nogle, der har brug for det. Så hvorfor ikke bruge det overskud, så det giver mening.

Hanne Falk, frivillig for Kræftens Bekæmpelse i Randers

Hanne har gennem de sidste 11 år været involveret i Stafet for Livet, Lyserød lørdag og siddet i bestyrelsen i Randers Lokalforening. Nu arbejder hun for en røgfri fremtid, og fra dette arbejde kender hun Galleri Randers, der er partner i Røgfri Fremtid. 

Overskud skal gå til børn på kræftafdelinger
Det kreative projekt er ikke kun hyggeligt tidsfordriv i en tid, hvor alle fritidsaktiviteter holder lukket. Tanken er, at fuglene skal udstilles og sælges på auktion. Overskuddet skal gå til at glæde børn, der er indlagt på en kræftafdeling.

Indtil videre er der blevet afleveret seks corona-fugle. Alle kan være med og alting kan foregå ’på afstand’. Hanne Falk er i gang med at tage kontakt til skolerne i Randers, for at engagere dem i fremstillingen af corona-fugle, der er oplagt som en del af undervisningen i billedkunst.

Det giver energi at glæde andre
Selv om Hanne Falk har nok at tage sig til, er der alligevel plads til en frivillig indsats for kræftsagen. Hun har selv været igennem behandlingsforløb for både bryst- og nyrekræft og flere familiemedlemmer har været ramt af kræft. 

Turkis fugl lavet af gamle dåser

Freja på 15 år har bidraget med denne blå corona-fugl af skrald.

- Jeg tror, at alle vi frivillige gerne vil dele ud af vores overskud til glæde for nogle, der har brug for det. Så hvorfor ikke bruge det overskud, så det giver mening. Jeg har selv være det hele igennem, og mit overskud kan måske give håb til dem, der står midt i et kræftforløb, siger hun. 

Galleri Randers tager imod corona-fugle indtil 31. maj eller indtil det bliver muligt at holde fernisering og auktion. Herefter vil fuglene flyve til deres nye hjem og overskuddet delt ud.