Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Vaccinestop rammer igen de sårbare patienter

14-04-2021
Beslutningen om at droppe AstraZeneca vaccinen betyder, at sårbare patienter kommer til at vente længere på at få trygheden og en normal hverdag tilbage. Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, ser på udviklingen med stor bekymring og opfordrer myndighederne til vaccinere sårbare patienter først.

Drop princippet om alder – og giv de færre vacciner til sårbare patienter først. Sådan lyder opfordringen fra Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse

For få uger siden satte Sundhedsstyrelsen med et pennestrøg de sårbare patienter langt bagud i vaccinekøen, da de ændrede rækkefølgen i vaccinationsprogrammet så alder fremover ville være mere væsentligt end helbredstilstand, når vaccinerne skulle deles ud.

Det betød, at en rask 50-årig nu skulle vaccineres før en kræftsyg 30-årig. Myndighederne begrundede dengang ændringen med, at Danmark fremover ville få så store vaccineleverancer, at ændringen kun ville betyde en mindre forsinkelse i vaccination af sårbare grupper.

Sårbare rammes endnu engang

Med udelukkelsen af AstraZeneca-vaccinen bliver hele vaccineprogrammet nu endnu mere forsinket. Samtidig tyder det på, at den ventede vaccine fra firmaet Johnson & Johnson kan være i farezonen for ikke at komme i brug foreløbig.

Kræftens Bekæmpelse ser på sagen med meget stor alvor og bekymring, da det rammer de sårbare endnu en gang. Det er en gruppe, som allerede har betalt en stor pris.

Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse

- Kræftens Bekæmpelse ser på sagen med meget stor alvor og bekymring, da det rammer de sårbare endnu en gang. Det er en gruppe, som allerede har betalt en stor pris. De nye udmeldinger bør være anledning til, at myndighederne ændrer vaccinationsprogrammet sådan, at de nu færre vacciner tilbydes til de sårbare først, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Giv vaccinerne til sårbare først

Kræftens Bekæmpelse har tidligere påpeget, at myndighedernes vaccinestrategi rammer de udsatte kræftpatienter for hvem coronasmitten gennem et helt år været en kæmpe belastning. Flere har selvisoleret sig og har levet i daglig bekymring for at blive smittet. Da de så stod foran målstregen og endelig kunne få en vaccine ifølge den tidligere vaccineplan, blev de pludseligt sat langt bag ud i køen. Og nu er situationen igen forværret for dem. 

- Det er helt urimeligt! Myndighedernes vaccinestrategi om at udrulle hurtigt efter alder var skæv i forvejen. Når vaccineleverancerne svigter, bliver strategien endnu mere skæv, og sårbare betaler prisen endnu en gang. Det er ikke i orden, siger Jesper Fisker.

Opfordringen fra Kræftens Bekæmpelse er, at man i lyset af den nye situation dropper princippet om alder og giver de færre vacciner til de sårbare patienter først.