Udryddelse af livmoderhalskræft i 2040
Kræftens Bekæmpelse har fået et vigtigt politisk gennembrud: Regeringen har sat som nationalt mål, at livmoderhalskræft skal være udryddet i Danmark inden 2040.
Baggrunden for vores arbejde
Livmoderhalskræft er en sygdom, vi kan udrydde. Det forudsætter en høj tilslutning til HPV-vaccination såvel som screening for livmoderhalskræft, ligesom kvinder med unormale fund og forstadier til kræft skal have hurtig og relevant opfølgning.
Kræftens Bekæmpelse har gennem mange år arbejdet for at forebygge livmoderhalskræft og har bidraget til udvikling af HPV-vaccinen. Et centralt mål for os har været, at vaccinen tilbydes alle børn som en del af børnevaccinationsprogrammet, hvilket i dag er en realitet. Desværre er det ikke alle børn, der bliver HPV-vaccineret. For at nå målet om udryddelse af livmoderhalskræft skal andelen af færdigvaccinerede børn øges markant.
Det samme gælder screening for livmoderhalskræft. Selvom mange kvinder benytter tilbuddet, er deltagelsen fortsat for lav til, at vi kan realisere det fulde forebyggelsespotentiale. I forhold til opfølgning på screening kan vi konstatere, at næsten alle unormale fund og forstadier til kræft bliver fulgt op.
Hvad har vi opnået?
Et vigtigt politisk gennembrud kom med regeringsgrundlaget for firkløverregeringen i juni 2026. Her fastslår regeringen, at det er et nationalt mål at udrydde livmoderhalskræft inden 2040.
Hvordan opnåede vi resultatet?
I forbindelse med folketingsvalget i 2026 har Kræftens Bekæmpelse peget på, at muligheden for at udrydde livmoderhalskræft er til stede og opfordret politikerne til at udnytte denne mulighed. Kræftens Bekæmpelse er tilfreds med den politiske vilje til at nå denne målsætning. Det er derfor meget positivt, at ambitionen nu er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Det giver et stærkt politisk fundament for de nødvendige indsatser på tværs af vaccination, screening og opfølgning.
Kræftens Bekæmpelse vil fortsat aktivt bidrage med viden og målrettede informationskampagner, så Danmark kan nå målet om udryddelse af livmoderhalskræft inden 2040.
Læs mere på s. 29 i regeringsgrundlaget herunder.
Unge kvinder glemmer at gå til kræftscreening
Halvdelen af de unge kvinder deltager ikke i livmoderhalskræftscreening.
Læs artiklenHvad er screening for livmoderhalskræft?
Screening for livmoderhalskræft er et tjek for celleforandringer eller for HPV på livmoderhalsen.
Læs om screening