09-10-2018

Hold en stabil normalvægt - overvægt øger risikoen for brystkræft

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder og ses især hos kvinder over 60 år. Undersøgelser har desuden vist, at der er en sammenhæng mellem overvægt og brystkræft. Kvinder med overvægt har derfor en øget risiko for at udvikle brystkræft efter overgangsalderen, hvis man sammenligner med normalvægtige kvinder.
Overvægt øger risikoen for brystkræft - Foto: World Obesity Foundation
Foto: World Obesity Foundation

Risikoen for brystkræft stiger, jo mere man vejer for meget.

En af forklaringerne er, at kønshormonet østrogen, som øger risikoen for brystkræft, efter overgangsalderen hovedsageligt dannes i fedtvæv. Efter overgangsalderen falder østrogenniveauet derfor ikke så meget hos overvægtige kvinder som hos normalvægtige kvinder.

For hver fem kilo man tager på, stiger risikoen for brystkræft efter overgangsalderen med 6 pct. Desuden tyder forskningen på, at man har større sandsynlighed for at overleve sin brystkræft, hvis man holder normalvægten. 

Den sundeste vægt

Den sundeste vægt

Ved at holde en stabil normalvægt gennem hele voksenlivet kan man nedsætte risikoen for at udvikle brystkræft. Normalvægten er den vægt, der giver den mindste risiko for at påvirke helbredet negativt og svarer til en BMI mellem 18,5 og 25 uden for meget fedt på maven.

Tjek dit BMI

Er dit BMI allerede over 25, er det vigtigste, at du undgår at tage yderligere på. Så uanset hvad du vejer nu, er det en god ide at holde øje med vægten. De ekstra kilo sniger sig ofte på over flere år og kan være næsten umulige at komme af med igen.

Overvægt øger risiko for 13 kræftformer

Overvægt øger ikke alene risikoen for brystkræft men også for 12 andre kræftformer: Tyk- og endetarmskræft, kræft i spiserøret, kræft i bygspytkirtlen, kræft i nyrerne, leverkræft, kræft i galdeblæren, kræft i mavesækken, æggestokkræft, livmoderkræft, kræft i skjoldbruskkirtlen, fremskreden prostatakræft og kræft i mund, svælg og strube. Faktisk skyldes 3,5 pct. af alle kræfttilfælde overvægt.

Overvægt er også forbundet med udvikling af type-2 diabetes, hjerte-kar-sygdomme, muskel-skelet-lidelser, psykosociale problemer, barnløshed, søvnapnø og astma. Der er altså mange gode grunde til at holde en stabil normalvægt.

Hold vægten og forebyg (bryst)kræft

Overordnet er det vigtigt at spise sundt og være fysisk aktiv for at holde vægten. Det vil sige mange grøntsager, frugt, fuldkorn, magert kød, fisk og mejeriprodukter. Omvendt tager man på af sodavand, slik, fastfood, hvidt brød og andre forarbejdede fødevarer, som indeholder mange kalorier uden at mætte særlig godt. Faktisk skal der ikke særlig meget til, for at vi kan se de dårlige vaner på vægten. Eksempelvis koster én dåsesodavand om ugen i et år 1 ekstra kilo på badevægten.

Det kan være svært at leve op til alle kostråd, men hvis du kan vænne dig til at spise og drikke lidt mindre af alting; altså være opmærksom på, hvor meget du køber eller øser op, så kan du tage den snigende vægtøgning i opløbet. Og det vil gøre en stor forskel i det lange løb.

Gode tricks


Undgå supersizing
, når du går ud og spiser. Prisen er måske kun lidt højere, men du får mange ekstra kalorier, som du måske slet ikke har brug for
Drop flerstykstilbud – især på slik og kager. Man tror, man køber til lager, men kommer nemt til at spise det hele
Sluk tørsten i vand. Når du drikker sodavand, så vælg en dåse i stedet for en ½ liter flaske. Så sparer du 71 kalorier og 17 gram sukker

Drikkevarer indeholder flere kalorier, end man tror, og mætter ikke særlig meget. Her er nogle eksempler:  

En kop caffe latte med sødmælk: Ca. 120 kcal
Et glas juice eller en smoothie: 100-150 kcal
Et glas vin: Ca. 100 kcal 

Til sammenligning skal en kvinde have ca. 2.000 kcal om dagen. Et enkelt glas vin mindre hver uge, vil i løbet af et år spare dig for et ekstra ½ kilo på sidebenene
Brug mindre tallerkener og glas. Så syner det af mere. Eller portionsanret maden i køkkenet. Så skal du aktivt tage stilling til at hente mere
Lad være med at tage det sidste af fadet, fordi det ellers bliver smidt ud. Du bruger dig selv som skraldespand! 
 

Af Susanne Tøttenborg Sidst ændret 09.10.2018
Fordi ingen bryster skal have kræft Støt nu