Pink Cup indsamler 2,3 mio. kr. til brystkræftsagen
Igen i år er golfkøllerne flittigt blevet svunget i den gode sags tjeneste til årets lyserøde Pink Cup-turneringer rundt omkring i landet. Hele 4.000 golfspillere deltog fra 72 klubber og indsamlede i alt 2,3 mio. kr. ind til forebyggelse, forskning og patientstøtte i relation til brystkræft. Det store engagement glæder projektleder for Pink Cup Charlotte Jespersen:
- Jeg er så imponeret over den indsats, golfklubberne og ikke mindst de enkelte spillere har leveret. Igen i år har I stået sammen og støttet brystkræftsagen med kreative og fællesskabsskabende aktiviteter, og det skal I have en kæmpe stor tak for. Over 2 mio. kr. er indsamlet og er på vej til forskere, patienter og pårørende. Det er et resultat, som I godt kan være stolte af, fastslår hun.
Brystkræft rammer én ud af ni danske kvinder i løbet af deres liv og er dermed den kræftform, som flest kvinder får. Hvert år er der knap 5.000 nye tilfælde af brystkræft i Danmark, og derfor har Pink Cup siden 2003 sat fokus på og indsamlet godt 46 mio. kr. til brystkræftsagen.
Pink Cup adskiller sig fra andre turneringer ved, at det ikke udelukkende er det spillemæssige resultat, der er afgørende for placeringen. Det er nemlig først og fremmest det indsamlede beløb til brystkræftsagen, der tæller. Golfklubberne arrangerer selv turneringerne og andre indsamlingsaktiviteter, og i nogle klubber vælger de enkelte spillere at skabe deres egen indsamling via personlige sponsorater fra det lokale erhvervsliv eller donationer fra venner og familie.
På det tidspunkt bestod holdet primært af kvinder ramt af brystkræft. Så ud over at forene min store passion med den gode sag fandt jeg også et fællesskab blandt ligesindede.
Jonna Nielsen
Jonna indsamler for brystkræftsagen
Personlige sponsorater er en populær indsamlingsaktivitet, hvor golfspillerne på tværs af klubberne dyster mod hinanden for at indsamle det højeste beløb til den gode sag. Hvert år i september kåres en vinder, og i år er det 69-årige Jonna Nielsen fra Harekær Golfklub, der for andet år i træk løber med sejren på 21.417 kr.
Jonnas engagement i brystkræftsagen rækker mange år tilbage. Faktisk helt tilbage til 2006, hvor det hele startede. Jonna husker tydeligt dagen. Det var en varm sommerdag i juni, hvor hun pludselig mærkede, at noget ikke var, som det skulle være i hendes venstre bryst. Flere gange mærkede hun efter for at være sikker, og til sidst var hun ikke i tvivl: en knude.
Derfra gik det stærkt. Få uger efter var Jonna allerede i kræftpakkeforløb og opereret. Hun fik fjernet brystet og skulle efterfølgende både have kemoterapi og stråler. Jonna havde det under omstændighederne godt. Hun mærkede heldigvis ikke meget til bivirkningerne fra behandlingen.
På det tidspunkt havde Jonna allerede været i gang på golfbanerne i nogle år. Golf har nemlig længe været en sport, som hele hendes familie – både mand, søn og datter – samles om. Trods brystkræften blev Jonna derfor ved med at svinge golfkøllen, og da hun efter en god dag på banerne kom hjem og tjekkede mailen, faldt hun over invitationen:
-’Vil du spille golf for brystkræftsagen?' stod der i mailen, fortæller Jonna med et smil på læben.
Brystkræften vendte tilbage
Da Jonna så mailen fra Pink Cup, var hun ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle hun støtte brystkræftforskningen. Allerede ugen efter var hun med på holdet i golfklubben i Rødding, hvor de spillede.
- På det tidspunkt bestod holdet primært af kvinder ramt af brystkræft. Så ud over at forene min store passion med den gode sag fandt jeg også et fællesskab blandt ligesindede. Vi udvekslede erfaringer og kunne både grine og græde sammen. Det var helt fantastisk, forklarer Jonna.
Selvom Jonna var færdigbehandlet et års tid efter, fortsatte hendes engagement i brystkræftsagen og har gjort det lige siden. I starten døjede hun lidt med en hævet arm, men ellers mærkede hun ikke det store til kræften. Alt gik, som det skulle. Indtil foråret 2021:
- Under en ferie på Samsø får jeg pludselig besvær med at få luft og får smerter, der trækker ud iden venstre arm. Vagtlægen, der tilser mig, tilkalder straks en ambulancehelikopter og får mig fløjet til Skejby Hospital, hvor det viser sig, at jeg har tre liter væske i lungerne, fortæller Jonna.
Efter en masse grundige undersøgelser viser det sig desværre, at brystkræften er tilbage og harspredt sig til lungerne:
- Det var selvfølgelig et stort chok. Men selvom jeg i dag betragtes som uhelbredelig syg, prøverjeg at leve et normalt liv og glemme det i hverdagen. For jeg har det godt, og jeg kan stadig være den gamle Jonna. Faktisk er det på banerne, at jeg slapper af og slipper alle bekymringer, fortæller hun.
- Men det er også, når jeg ser, at jeg er med til at gøre en forskel for brystkræftsagen. Nu har jeg selv været så heldig og har ikke haft de store gener ved behandlingerne. Men jeg ved jo godt, at andre er hårdere ramt og bliver meget syge. Mit håb er derfor, at de penge, vi samler ind, kan være med til at gøre behandlingerne mildere uden at give køb på effekten – og derfor bliver jeg ved lige indtil jeg ikke kan mere. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste år, slutter Jonna.
Landsfinale 2021
Fredag den 17. september afsluttes Pink Cup med en festlig landsfinale i Sorø Golfklub, hvor 40 klubber vil dyste om at vinde den flotte vandrepokal.
Se, hvilke klubber der har kvalificeret sig til årets landsfinale
Landsfinale 2021
Fredag den 17. september afsluttes Pink Cup med en festlig landsfinale i Sorø Golfklub, hvor 40 klubber vil dyste om at vinde den flotte vandrepokal.
Se, hvilke klubber der har kvalificeret sig til årets landsfinale
Pink Cup fejrer 20-årsjubilæum næste år
Da afslutningen på sæsonen 2021 netop har fundet sted, påbegyndes nu planlægningen af næste års turnering, hvor Pink Cup fejrer 20-års jubilæum.