Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til et tilbagefald af kræftsygdommen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Kræft i struben kan vende tilbage. Risikoen for, at sygdommen vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling og af, hvilken behandling man har fået. Der er forskellige muligheder for behandling.
Undersøgelser for tilbagefald
Hvis der er mistanke om, at strubekræften er vendt tilbage, kan man blive undersøgt med en kikkertundersøgelse (laryngoskopi), ultralyds-, CT-, PET/CT- eller MR-scanning.
Man vil også få taget en vævsprøve, for at være sikker på, om der er tale om et tilbagefald.
I mange tilfælde vil man få lavet en CT-scanning af lungerne, for at lægen kan vurdere, om kræften eventuelt har spredt sig.
En PET/CT-scanning er velegnet til at spore både et lokalt tilbagefald eller spredning til andre organer i kroppen (kaldet fjernmetastaser).
Behandling for tilbagefald
Hvis der er tilbagefald efter tidligere stråling, vurderer lægen, om helbredende behandling med operation er mulig. På samme måde vil lægen vurdere, om man kan få strålebehandling, hvis kræften oprindeligt blev behandlet med operation.
Hvis man har fået et tilbagefald, er det desværre ikke altid muligt at blive helt helbredt igen. Der er flere muligheder for at få lindrende behandling, så man kan leve med sin sygdom. Det vil oftest dreje sig om immunterapi eller kemoterapi, men der findes også andre former for lokal behandling. Behandlingen vælges i samråd med lægen.
Hvis man har smerter eller kvalme, kan man få medicin, der lindrer. Nogle oplever, at medicinen fjerner generne helt.
Læs mere om behandling af smerter:
Læs om årsager til kvalme, og hvad man selv og i samarbejde med lægen kan gøre for at lindre kvalmen:
Hvis kræften ikke forsvinder
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.