Om struben
Strubekræft opstår i strubehovedet (også kaldet struben), der er det sted i kroppen, hvor stemmen bliver dannet, når vi taler. Strubehovedet har også en funktion i forhold til at trække vejret og at synke.
Strubehovedet er 4-5 cm langt og er den øverste del af luftvejene. Strubehovedet kan ses på forsiden af halsen, der hvor der er et fremspring. Hos mænd kaldes det adamsæblet, og her er strubehovedet mere tydeligt end hos kvinder.
Strubelåget
Når man trækker vejret, passerer indåndingsluften struben på vej ned til luftrøret. Strubehovedet har en lukkefunktion, kaldet strubelåget, der gør, at man kan spise og drikke uden at få noget i luftrøret, dvs. 'i den gale hals'.
Stemmen bliver dannet i struben
Stemmen bliver dannet i struben ved hjælp af stemmebåndene, der også kaldes stemmelæberne.
Stemmebåndene lukker, når man holder vejret. Når man holder på vejret, øges trykket, og så kan man hoste.
Man kan betragte strubehovedet som et blæseinstrument (strubehovedet hedder på græsk larynx, der betyder fløjte).
Lungerne bringer stemmebåndene i svingninger, så der fremkommer en tone. Tonen bliver til tale ved, at læber, tunge og ganespejl indtager forskellige former og stillinger.
En membran forbinder tungebenet med struben. Derfor bevæger skjoldbrusken (hos mænd kaldet adamsæblet) sig op og ned sammen med tungebenet, når man synker.