Behandling af spredning ved tyktarmskræft
Hvis kræft i tyktarmen har spredt sig, er behandlingen især operation og kemoterapi. Formålet med behandlingen er enten at fjerne metastaser eller at lindre sygdommens symptomer.
Hvad er spredning af tyktarmskræft?
Tyktarmskræft kan sprede sig gennem tarmvæggen og videre til områderne omkring tarmen. Den kan også sprede sig via lymfe- og blodbaner til andre dele af kroppen.
Det er almindeligt, at tyktarmskræft allerede på et tidligt tidspunkt har spredt sig til de lymfeknuder, der ligger tæt ved tarmen. Det er grunden til, at lymfeknuderne også bliver fjernet ved operationen.
Kræft i tyktarmen kan også sprede sig ud i bughulen eller til andre steder i kroppen, oftest til lever eller lunger. Det kræftvæv, der har spredt sig til andre steder, kaldes metastaser. Sygdommen kan i så fald ikke altid helbredes.
Hvornår er operation mulig?
I nogle tilfælde kan spredning af tyktarmskræft behandles med operation. Det afhænger blandt andet af, hvor kræften har spredt sig, og hvor udbredt sygdommen er.
Operation af metastaser i lever og lunger
Hvis der ikke er tegn på kræft andre steder end i lever eller lunger, kan man eventuelt få fjernet metastaserne ved en operation. Nogle gange får man også kemoterapi før operationen.
I de senere år er udsigten til at blive rask efter operation af metastaser i lever eller lunger blevet betydeligt forbedret.
Spredning til bughulen fjernet ved operation (kirurgisk cytoreduktion)
Hvis kræften har spredt sig til bughulen (peritoneal karcinose), kan man i nogle tilfælde blive opereret.
Ved den omfattende operation fjerner kirurgen al synligt tumorvæv i bughinden og helt eller delvist de organer, der er angrebet, og som man er i stand til at undvære (f.eks. milt, tyktarm, livmoder, galdeblære). Det kan blive nødvendigt at få anlagt en kolostomi.
Målet med behandlingen er at fjerne al kræften i bughulen.
I Danmark tilbydes operation med cytoreduktiv kirurgi på Aarhus Universitetshospital eller på Herlev og Gentofte Hospital.
Skylning med lokal kemoterapi (HIPEC)
I ganske få tilfælde er det muligt at du få skyllet bughulen med opvarmet kemoterapi for at fjerne eventuelle kræftceller, der er tilbage.
Aflastende operation ved forsnævret tarm
Det er ikke altid, at kræft, der har spredt sig til bughulen, giver symptomer. Men med tiden kan metastaserne påvirke tarmens funktion og give problemer for passage gennem tarmen. I nogle tilfælde opstår der et stop i tarmen (tarmslyng), som er en akut situation, der kræver akut behandling.
I nogle tilfælde er det muligt at operere, så der kommer passage gennem tarmen.
Forskellige operationer ved tarmstop:
- Det påvirkede stykke tarm fjernes
- Omkørsel - tarmen føres udenom det forsnævrede sted
- Stomi - afføringen ledes ud via en stomi
- Stent - et lille rør lægges ind i tarmen, der holder tarmen åben (eller der brændes en passage)
Hvis operation ikke er mulig, eller du ikke ønsker det, kan tarmstoppet ofte lindres ved medicinsk behandling.
Det er individuelt, hvilken behandling der egner sig bedst. Det anbefales derfor, at du og din familie drøfter situationen med den behandlende læge, så I sammen finder den bedste løsning. Der er ofte flere muligheder.
Lindrende kemoterapi ved spredning
Kemoterapi er en mulighed, når tyktarmskræften har spredt sig til et eller flere organer. Hos de fleste er det muligt at få sygdommen til at gå i ro eller måske svinde ind for en periode.
Kemoterapi kan både lindre symptomer fra tyktarmskræften og forlænge levetiden betydeligt.
Kemoterapi alene kan ikke fjerne sygdommen helt. Det kan kun lade sig gøre, hvis alt kræftvæv kan opereres væk. Det er nogle gange muligt, hvis der kun er enkelte metastaser i lever, lunge eller bughule.
Kemoterapi bruges til at lindre gener fra tyktarmskræften, hvis:
- En operation ikke er mulig
- Der stadig er kræftvæv tilbage efter operationen
- Der er sket tilbagefald efter operationen
Behandling er individuelt
I samarbejde med lægen skal du finde frem til den behandling, der er bedst for dig. Lægen kender til sygdommen og behandlingerne, mens du skal fortælle, hvad der er vigtigt for dig i behandlingsforløbet.
Desuden spiller det ind, om du i øvrigt er rask, f.eks. at hjerte, lunger og nyrer fungerer, som de skal.
Hvis operation ikke er mulig, når diagnosen stilles, starter du som regel med at få kemoterapi. Efter 2-4 måneder kan det i nogle tilfælde blive muligt at tilbyde operation.
Da behandlingen med kemoterapi kan være belastende, er det vigtigt, at du sammen med lægen løbende tager stilling til, om du får nok gavn af kemoterapien.
Lægen udfører en række undersøgelser, ofte CT-scanning og blodprøver, før du bliver sat i gang med kemoterapi ved spredning af tyktarmskræft. Undersøgelserne gentages med to til tre måneders mellemrum gennem hele behandlingsforløbet. Det er for at kontrollere, at kemoterapien har den ønskede effekt.
Hvis sygdommen forværres, er det tegn på, at kræftcellerne er modstandsdygtige over for den kemoterapi, du får. Så skal behandlingen med den kemoterapi stoppe.
Kemoterapi der bruges ved tyktarmskræft
Til behandling af tyktarmskræft benyttes 5-Flourouracil (5-FU), capecitabin tabletter, irinotecan og oxaliplatin.
Læs om medicinens virkning og bivirkninger:
Antistoffer kan forstærke effekten af kemoterapi
Bevacizumab, cetuximab og panitumumab er såkaldte monoklonale antistoffer, der virker ved at angribe de vækstfremmende mekanismer i kræftcellerne. De virker ikke godt alene, men kan i nogle tilfælde forstærke effekten af kemoterapi.
Cetuximab og panitumumab virker ens. Behandling med antistofferne cetuximab og panitumumab kræver, at kræftcellerne ikke har genvarianter i de såkaldte RAS gener, da genvarianter i disse gener medfører, at antistofferne ikke virker. Undersøgelse for RAS genvarianter foretages på væv, som er blevet fjernet ved operation eller den biopsi, der blev taget, da diagnosen blev stillet.
Bevacizumab virker ved at hæmme dannelsen af nye blodkar i kræfttumorer. Man får ofte bevacizumab sammen med oxaliplatin og 5-FU eller med capecitabin.
Læs mere om antistoffernes virkning og bivirkninger:
Andre behandlinger ved spredning af tyktarmskræft
Der findes også andre behandlingstyper ved spredning af tyktarmskræft, fx immunterapi, enzymhæmmere og stråler. Hvilken behandling du evt. kan få tilbudt, afhænger blandt andet af kræftens egenskaber og hvor den har spredt sig.
Immunterapi ved særlige genfejl i kræftcellerne
En undergruppe på ca. 5 % af patienter med udbredt tarmkræft har særlige forandringer i kræftcellerne, hvor immunterapi er betydeligt mere effektiv end kemoterapi, og det giver samtidig en væsentlig bedre livskvalitet. Alle patienter undersøges for de særlige forandringer.
Læs mere om medicinen, der bruges til denne behandling og de mulige bivirkninger:
Behandling med enzymhæmmer
Hos en undergruppe af patienter er der i kræftcellerne forandringer i et gen kaldet BRAF. Denne forandring gør, at kræftcellerne vokser hurtigt. Der er nu udviklet en enzymhæmmer, der blokerer BRAF. Behandlingen er en tablet, der skal tages dagligt. Den virker inde i kræftcellen, og man får den sammen med et af antistofferne cetuximab eller panitumumab.
Læs mere om medicinen, der bruges til denne behandling og de mulige bivirkninger:
Lindrende strålebehandling ved spredning
Strålebehandling kan lindre smerter som følge af metastaser eller lokalt tilbagefald af kræft i tyktarmen. Der kan dog kun gives strålebehandling, hvis der ikke tidligere er givet stråleterapi mod det samme område.
Hvis der er tale om en enkelt, lille metastase, vil lægen vurdere muligheden for højpræcisionsbestråling (også kaldet stereotaktisk stråleterapi),.
Behandling af metastaser
Læs mere om behandling af kræft, der har spredt sig til leveren og lungerne:
Strålebehandling
Ved strålebehandling anvender man ioniserende stråling til at skade og dræbe kræftceller.
Mere om strålebehandling
Lars Lilholt var tæt på at miste livet, men ikke håbet
I forbindelse med Landsindsamlingen 2026 deler den folkekære musiker Lars Lilholt sin fortælling om kræft, kærlighed og de superhelte, der bar ham igennem sygdomsforløbet.
Læs Lars' historie