Ung kræft i
16-01-2019

Kick-off for Ung kræfts Fortællerkorps

Den 7. februar går 14 modige unge kræftramte på scenen for første gang og fortæller deres historie. Og du er inviteret!

Har du prøvet at miste håret på HELE din krop? Bliver du nogensinde så angst og bange, at du ikke kan sove? Har du prøvet at være den eneste, der ikke bliver inviteret med til fest, fordi vennerne ikke tør tale med dig? Det har vores fortællere!

Fortællerkorpset består af modige unge, der har eller har haft kræft. Den 7. februar går de for første gang på scenen og fortæller om, hvordan de kæmper for at holde fast i deres ungdomsliv på trods af kemo, senfølger og bange tanker. De er hudløst ærlige – også når det gør ondt. De fortæller også om, hvor vigtige vennerne er, når man er syg, og hvordan de kan være med til at gøre en kæmpe forskel.

Tag en ven, en kæreste eller en kollega under armen og kom og lyt med, når fortællerne deler deres historier. Arrangementet er gratis, og ALLE er velkomne. Vi glæder os helt vildt og håber, du har lyst til at skyde projektet i gang sammen med os og vores mega seje fortællere!

Program:
19.30: Velkomst og introduktion til Fortællerkorpset
20.00: Fortællerne går på scenen
21.00: Tak for i aften

For de modige fortælleres skyld, og så vi ved, hvor mange snacks og bobler, vi skal sætte frem, vil vi gerne vide ca., hvor mange der kommer. Så send os en mail ungkraeft@cancer.dk eller tryk 'deltager' på vores Facebookbegivenhed.

Adresse:
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 KBH Ø
 
Vil du have besøg af Fortællerkorpset på din skole eller arbejdsplads?
Fortællerne er uddannet til at fortælle deres historier. I 2019 kan de bookes gratis til at holde oplæg på ungdomsuddannelser i Region Hovedstaden. De vil nedbryde tabuer og starte en dialog for at klæde vennerne på: Hvordan er det at få kræft? Hvordan er man en god ven til ung med kræft? Hvad siger man? Hvad gør man? Det er helt vildt svært, men ingen skal stå alene med kræft.

Er du interesseret i at booke unge fra Fortællerkorpset, eller vil du gerne vide mere? Så skriv til vores mail ungkraeft@cancer.dk

Pssst. TAK til TrygFonden, som har støttet projektet med 430.000 kroner! YAY...

Af Iben Bøgh Nielsen, projektleder i Ung kræft Sidst ændret 16.01.2019