Ung kræft i
15-03-2018

TEMA Fertilitet: Kan man godt få en kæreste når man er steril?

Hvordan nyder man en date når tanker om fertilitet roder i baghovedet? 28-årige Magnus har haft testikelkræft, to gange, og han prøver at finde ud af hvornår det er et godt tidspunkt at fortælle sin date at han er steril.

Da den dengang 25-årige Magnus fik konstateret testikelkræft i 2014, havde han ikke gjort sig mange tanker om børn. Endnu mindre kunne han overskue tanken om børn lige da han fik beskeden at han havde kræft. Det var mange andre tanker der fyldte lige der. Men han tog alligevel imod tilbuddet om at få frosset sæd ned. En beslutning han er glad for i dag. For med de sædceller i banken er der stadig en chance for at han kan få børn.

Magnus fik efter operationen for testikelkræft tilbagefald i lysken, og skulle derefter igennem et kemoforløb. Få dage før et-års kontrollen fik han konstateret kræft i den anden testikel. Også denne gang fik han tilbagefald, men i maven og skulle igen i kemo. Magnus er i dag kræftfri, men fordi han har fået fjernet begge testikler, er han steril.

Jeg ser det lidt som et handikap at jeg ikke kan få børn på naturlig vis.

Magnus

- Jeg har fået at vide at den sæd der er frosset ned ikke er af bedste kvalitet. Det kan derfor gå hen og blive svært at få børn. Men muligheden er der. Det er dog alt eller intet med den sæd jeg har deponeret. Hvis den ikke virker kan jeg ikke få mine egne børn, og så skal jeg se på andre løsninger som adoption eller donorsæd, hvis jeg en dag gerne vil have børn.

Magnus og niecen

Hvornår er et godt tidspunkt at fortælle man er steril?

Da Magnus blev færdig med sin sidste kemobehandling i foråret 2017, havde han travlt med at komme tilbage til studiet og gøre sine eksamener færdige. Men efterfølgende begyndte den mentale proces. Blandt andet hvordan behandlingerne har konsekvenser for hans liv efter sygdom og behandling. Magnus er nu 28, og han kan godt mærke at kvinderne på hans alder tænker mere og mere på børn. Det synes han giver nogle udfordringer når det kommer til dating. For hvornår skal han fortælle at han ikke kan få børn på naturlig vis. Inden første date, på daten eller vente til forholdet er mere seriøst?

- Jeg synes ofte det er svært at undgå at komme ind på emnet. Jeg har ikke lyst til at starte et forhold med en hvid løgn. Så når jeg for eksempel skal forklare hvorfor jeg stadig læser HF, er det svært at komme udenom sygdomsforløbet. Selvom jeg egentlig forsøger ikke at gøre et stort nummer ud af det, udløser et svar ofte flere spørgsmål, og pludselig har jeg fortalt at det er kræft jeg har haft og dernæst at det er testikelkræft. Og så er vi bare hurtigt inde på emnet børn og fertilitet. Jeg fortæller det som det er, for det synes jeg er mest rimeligt. 

Jeg vil bare gerne have lov til at nyde daten.

Magnus

Svært at nyde daten uden forbehold.

Selvom Magnus ikke vil tage sorgerne på forskud, så synes han også det er svært at lade være med at tænke på hvilke udfordringer der kan komme i et fremtidigt parforhold. Men han prøver på at skubbe det og ikke gøre processen sværere end nødvendigt for tidligt. Lige nu forsøger han at nøjes med at koncentrere sig om hvordan og hvornår det skal fortælles til en mulig date. Som han siger:

- Jeg vil bare gerne have lov til at nyde daten. Snakken udvikler sig bare ofte så vi alligevel kommer ind på det der ligger længere ude i fremtiden. Nogle gange også allerede inden vi når på date. Mange gange oplever jeg den typiske omsorgsreaktion, hvor jeg får at vide at det er modigt at jeg fortæller det og sejt at jeg er kommet igennem sygdommen, men jeg kan stadig fornemme at de bliver skræmte. Jeg har også fået afslag på den konto, fordi jeg så ikke lige er det de søger.

Jeg savnede at én havde ansvaret for at tage den snak, eller i det mindste ansvaret for at spørge om jeg havde brug for den snak.

Magnus

Det er egoistisk at vente med at fortælle det.

- Selvom det ville være muligt at undgå at komme ind på emnet, synes jeg egentlig også at det ville være egoistisk at lade være med fortælle det. Jeg ser det lidt som et handikap at jeg ikke kan få børn på naturlig vis. Den kæreste jeg skal have børn med, skal være indstillet på at gennemgå et behandlingsforløb for at det kan lykkes. Hvis hun ved det fra starten, så kender hun også de udfordringer der kan være i et forhold med mig. Så har hun fået chancen for at hoppe fra. Hellere det end at det kommer som en overraskelse senere og at det så ødelægger et godt forhold.

Vigtigt at snakken om fertilitet bliver taget.

Selvom Magnus slet ikke kunne overskue børn da han blev syg første gang, er han nu glad for at læger og sygeplejersker var hurtige til at give ham tilbuddet om at deponere sæd. Han synes egentlig ikke det var et svært emne at tale med de sundhedsprofessionelle om, men han synes at snakken blev meget firkantet og praktisk.

- Jeg savnede at én havde ansvaret for at tage den snak, eller i det mindste ansvaret for at spørge om jeg havde brug for den snak. Min oplevelse var lidt at de enkelte afdelinger mente at det var nogle andre der skulle tage den snak. Derfor blev de snakke jeg havde om fertilitet meget korte og kom til at handle om at jeg havde den her mulighed og at min sædkvalitet var så og så dårlig. Det er så vigtigt at snakken bliver taget, så selv de unge der ikke tænker på børn også forstår vigtigheden af at forsøge at deponere. Derfor skal der være tid til at snakke om hvilke konsekvenser operation og behandling har. Også selvom det skal gå stærkt og tankerne er på at blive rask. For de helt unge er det måske ikke børn man skal fokusere på, men det fremtidige liv. Ved at have noget sæd i banken hjælper de sig selv senere i livet. Så kan snakken om børn tages på et senere tidspunkt.

Når venner og familie ved hvad jeg tænker, ved de også hvad der er okay at spørge ind til.

Magnus

Åbenhed gør det lettere at tale om det tabuerne.

- I takt med at jeg kommer mere og mere ovenpå og mine venner og bror samtidig begynder at få børn, begynder tanken om børn også at trække for mig. Men det betyder også at udfordringerne begynder at fylde mere. Derfor gør jeg mig også tanker om de muligheder jeg har for at være mentalt forberedt på det. For mig er det vigtigt at få talt om det og at mine omgivelser ved hvilke tanker jeg gør mig. Kræft kan i sig selv være tabubelagt at tale om, og fertilitet er bare endnu mere tabubelagt. Når venner og familie ved hvad jeg tænker, ved de også hvad der er okay at spørge ind til. Men en date er ofte et nyt menneske jeg lukker ind i mit liv, og i mit tilfælde betyder det ofte et tabubelagt emne på bordet meget hurtigt.

 

Af Mikael Habekost - Ung kræft Sidst ændret 15.03.2018