Gå til sygdomsliste

Kort om kræft i de ydre kvindelige kønsorganer (vulvacancer)

Vulvacancer er kræft i de ydre kvindelige kønsorganer. Det er en relativt sjælden kræftsygdom, som oftest behandles med operation.

Her får du et kort overblik over vulvacancer med links til mere viden:

Illustration, der viser de ydre kvindelige kønsorganer

De ydre kvindelige kønsorganer består af området omkring skedeindgangen, de små og store kønslæber, klitoris og mellemkødet.

HPV kan være årsag til vulvacancer

I mange tilfælde er årsagen ikke kendt. Cirka 40 pct. af alle tilfælde skyldes infektion med human papillomavirus (HPV), som også forårsager livmoderhalskræft. Vaccination mod HPV-infektion for livmoderhalskræft vil forventeligt også føre til et fald i forekomsten af kræft i de ydre kvindelige kønsorganer (vulvacancer).

Eksemsygdommen Lichen Sclerosus, forhøjet blodtryk og sukkersyge kan også have en betydning for risikoen for at udvikle kræft i de ydre kvindelige kønsorganer. Læs mere om mulige årsager:

Årsager til kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Symptomer

De hyppigste symptomer er kløe og irritation i de ydre kønsorganer. Læs om, hvad du skal være opmærksom på:

Symptomer på kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Undersøgelser og diagnose

Man får foretaget en gynækologisk undersøgelse, som suppleres med MR- eller PET/CT-scanning for at undersøge lymfeknuderne i lysken og det lille bækken. Den endelige diagnosen stilles, når en vævsprøve er blevet undersøgt:

Undersøgelser ved kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Diagnose på kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Behandlingen er oftest operation

Behandlingen er operation, hvor kirurgen fjerner det forandrede område og det omkringliggende væv. I nogle tilfælde suppleres operationen med strålebehandling med samtidig kemoterapi.

Hvis sygdommen er meget fremskreden kan man få tilbudt kemoterapi. Læs mere: 

Behandling af kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Livet med – og efter kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Det er meget forskelligt, hvordan man har det, mens man får behandling for vulvacancer, og efter behandlingen er afsluttet. Mange vil efter behandlingen opleve større eller mindre problemer med sexlivet - de kan dog ofte afhjælpes. Læs om bl.a. seksualitet, senfølger og reaktioner under og efter et kræftforløb:

At leve med vulvacancer

Opfølgningsforløb

Når du har afsluttet din behandling af kræft i de ydre kønsorganer, bliver du som regel tilbudt at komme til opfølgningsmøder på hospitalet. Din læge på hospitalet vil i samarbejde med dig udarbejde en personlig opfølgningsplan baseret på dine behov for hjælp og støtte. Opfølgningsforløbet varer i mindst fem år efter behandling af kræft i de ydre kønsorganer:

Opfølgningsforløb efter kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Hvis sygdommen vender tilbage

Ligesom alle andre kræftformer kan kræft i de ydre kønsorganer vende tilbage. Tilbagefald behandles med operation eller strålebehandling. Læs mere:

Tilbagefald ved kræft i de ydre kvindelige kønsorganer

Vulvacancer i tal

Kræft i de ydre kvindelige kønsorganer er en relativt sjælden kræftform. Sygdommen opstår hos cirka 115 personer om året i Danmark.

Sygdommen er mest almindelig hos personer over 65 år. Se statistik for, hvor mange der lever med sygdommen, og hvor mange der dør af den:

Statistik om kræft i de ydre kvindelige kønsorganer


Læs alt om kræft i de ydre kvindelige kønsorganer (vulvacancer):

Vulvacancer – forsiden

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende