Bog om børnekræft i dagtilbuddet
I denne gratis e-bog kan du som pædagog eller leder i en børnehave eller vuggestue eller som dagplejer berørt af børnekræft finde viden, råd og vejledning til, når et barn i dagtilbuddet selv får kræft eller har en søskende, der får kræft.
Når børnekræft bliver en del af dagtilbuddet
Når I som dagtilbud får besked om, at et barn har fået kræft eller at et barns bror eller søster har fået kræft, vil beskeden berøre alle i dagtilbuddet: familien, personalet, de andre børn i dagtilbuddet og deres forældre.
Måske bliver I usikre på, hvordan I skal håndtere den nye situation, eller måske vil I bare gerne hjælpes lidt på vej. Med den gratis e-bog Børnekræft i dagtilbuddet kan I finde inspiration, råd og vejledning til, hvad I kan gøre som dagtilbud, når børnekræft bliver en del af jeres fællesskab.
E-bog: Børnekræft i dagtilbuddet
Børnekræft i dagilbuddet er en e-bog med inspiration til fagprofessionelle i dagtilbud, der møder børn berørt af børnekræft.
I bogen kan du læse om baggrundsviden og livet med børnekræft. Du kan også finde inspiration til, hvordan dagtilbuddet kan hjælpe et barn med kræft, børn med en kræftsyg bror eller søster samt de andre børn i dagtilbuddet. Der er også et afsnit, der berør de tilfælde, hvor et barn ikke kan helbredes og ikke overlever sin sygdom.
Bogen er tænkt som et opslagsværk, så læs de kapitler og afsnit, der er relevante for dig og den situation, du står i.
Bogens tre dele
I bogens første del får du en introduktion til børnekræfttyper, behandlingsformer og birkvirkninger samt eksempler på mulige senfølger, som barnet kan få af behandlingen. Du kan få et indblik i barnets hverdag på børnekræftafdelingen, men også viden om de praktiske, følelsesmæssige og sociale forandringer, som familien kan opleve. Desuden beskrives fire forhold, der har betydning for familiens trivsel. Du kan få inspiration til, hvordan du kan tale med børn om børnekræft og andre svære emner, men også hvordan du kan opleve sårbarhed, berørthed og tvivl i dette støttearbejde.
I bogens anden del får du viden om betydningen af godt samarbejde med familien, når et barn har en længerevarende livstruende sygdom. Du får herudover en beskrivelse af den nye situation, dagtilbuddet står i, når et barn eller et barns søskende rammes af kræft, samt de første støtteopgaver, dagtilbuddet står over for. Hertil får du inspiration til, hvordan dagtilbuddet i sygdomsperioden kan bevare tilknytning til barnet - både i fraværsperioder, og når barnet vender tilbage til dagtilbuddet. Til slut får du ligeledes inspiration til, hvordan du kan støtte op om et barn, der har en kræftsyg bror eller søster.
I bogens tredje del får du råd og vejledning til, hvis barnet ikke kan helbredes, og barnet efterfølgende dør. Du får hjælp til, hvordan du kan støtte barnet, søskende og de andre børn i dagtillbuddet i den sidste tid. Ligeledes kan du læse om, hvordan du kan støtte søskende og dagtilbudskammerater efter dødsfaldet, og du finder henvisninger til yderligere støtte til børn i sorg.