Materialer om børnekræft
Her er materialer til dig, der møder børn berørt af børnekræft i dit arbejde i dagtilbud eller grundskole. Du finder her viden om børnekræfts sociale konsekvenser samt inspiration og vejledning til, hvordan du kan støtte barnet med kræft, de raske søskende samt deres familier og den øvrige børnegruppe.
Hjemmeside:
Børnekræft i skolen
På siden børnekræftiskolen.dk er der samlet sider med råd og vejledning til skoleledelsen, lærere og pædagoger samt forældre i klasser hvor der enten er et barn med kræft eller et barn med en kræftsyg søskenede.
Her kan du også finde videoer til både børn og voksne i og omkring de berørte klasser og få indblik i, hvad børnekræft er, hvordan krop og hverdag bliver forandret af et behandlingsforløb, hvad senfølger er og hvordan livet også ændrer sig, når man har en søskende der er syg.
E-bog:
Børnekræft i skolen
Børnekræft i skolen er en gratis e-bog til lærere og pædagogisk personale i grundskolen, der møder elever berørt af børnekræft.
I bogen kan du læse om baggrundsviden og livet med børnekræft. Du kan også finde inspiration til, hvordan skolen kan hjælpe en elev med kræft, de raske søskende samt klassefællesskabet. Bogen har også et afsnit der berør de tilfælde, hvor en elev på skolen ikke kan helbredes og ikke overlever sin sygdom. Ligeledes er der kapitler om, hvordan man tager den svære samtale om sygdom, dødsfald og sorg, og om hvordan det er naturligt selv at blive berørt.
Podcast:
Børnekræft i skolen
I Kræftens Bekæmpelses podcast Børnekræft i skolen bliver der løbende lavet afsnit med forskellige tematikker.
I de tre første afsnit kan du høre læreren Mette Antoinette Fruergaard fortælle om hendes oplevelser og erfaringer med at være lærer for Frederik, da han i 4. klasse fik konstateret kræft. Mette deler blandt andet hvordan hun håndterede at tale med klassen om kræft, hvad hun gjorde for at bevare Frederiks tilnkytning til klassen under hans behandlingsforløb og hvilken betydning det tætte samatbejde med Frederiks forældre og støtte fra sin skoleleder havde for hende i en svær tid.
Rapport:
Når børnekræft bliver en del af klassefællesskabet
Denne kvalitative rapport samler oplevelser og erfaringer fra skoleaktører berørt af børnekræft.
Rapporten bygger på interviews med 71 informanter og bidrager samlet med perspektiver fra både skoleledelser, lærere og pædagoger, klassekammerater og klassekammeraters forældre i klasser, hvor der er et barn med kræft samt klasser, hvor der er et barn med en kræftsyg søskende.
Som læser får du mulighed for at spejle dig i fortællinger, beskrivelser og citater fra andre, der har stået i lignende situationer – og hente viden og inspiration til, hvordan du som fagprofessionel eller forælder kan forstå og støtte klassefællesskabet i en sårbar tid.
Manual:
Tilbage til daginsititionen?
Et idékatalog henvendt til pædagoger og dagplejere, som har et kræftsygt barn i daginstitutionen eller dagpleje.
En manual om vigtigheden af kontinuerlig kontakt mellem institution, hospital og hjem under et kræftramt barns langvarige behandling.
Om materialet: ”Vi ønsker med dette materiale at give en række gode råd og ideer til, hvordan man som ansvarlig pædagog, på trods af det forfærdelige budskab og den lange kamp mod kræften, formår at holde en kontinuerlig kontakt med barnet og dets familie og samtidig sikrer, at kammeraterne er interesserede i at høre nyt fra hospital og hjem”
Børnehaver, dagplejere og familier berørt af børnekræft, kan få bogen gratis ved at sende en mail til: omsorg@cancer.dk
Rapport:
At overleve kræft som barn har konsekvenser resten af livet
Hvert år diagnosticeres godt 200 børn i Danmark med kræft. I de seneste 20 år er det, igennem et intensivt samarbejde mellem de nordiske lande, lykkedes at forbedre behandlingen af kræft blandt børn og unge i Danmark. Det betyder, at over 80 % af de børn og unge, der i dag får kræft, overlever deres kræftsygdom.
Den markant øgede overlevelsesfrekvens blandt børnekræftoverlevere medfører, at der er en tilsvarende stor gruppe af unge voksne, der i dag lever et liv med senfølger.
Rapporten er baseret på børnekræftoverleveres unikke viden og beskriver livet med senfølger efter børnekræft
Ph.d.-afhandling:
Sociale konsekvenser af børnekræft
I denne Ph.d.-afhandling af Line Thoft Carlsen undersøges sociale konsekvenser af børnekræft gennem interviews med 69 børnekræftpatienter, 39 søskende, deres forældre og 24 børnekræftoverlevere.
Gratis rådgivning
Arbejder du med børn og har brug for rådgivning eller sparring vedrørende et barn i sorg? Send os en mail, så sætter vi dig i kontakt med en af vores rådgivere.