Hvis barnet ikke vil tale om døden
Børn kan reagere med ikke at ville tale om, at mor eller far kan dø af kræftsygdommen. Her kan du læse om, hvordan du kan hjælpe barnet på vej.
Børn kan mangle ord
Hvis barnet undgår at tale om døden, kan det være fordi, han eller hun simpelthen ikke kan holde ud at tænke på, at mor eller far skal dø. Det kan også handle om, at det er svært for barnet at sætte ord på dets tanker og følelser. Barnet får måske følelser eller tanker, det ikke har haft før, og det kan være svært at få styr på. Det kan også være, at barnet prøver at skåne dig – og derfor ikke siger, hvad det i virkeligheden går og tænker.
Du eller en anden voksen kan hjælpe ved stille og roligt at sætte ord på det, du tror, barnet tænker. Det gør en stor forskel, hvis du møder barnet på dets præmisser – i et roligt tempo og i situationer, hvor barnet føler sig tryg.
Samtalen behøver ikke foregå ved spisebordet. Mange børn åbner nemmere op, mens de tegner, går tur, kører i bil eller laver noget med hænderne. Det giver mulighed for, at barnet kan skifte mellem at gå lidt ind i det svære og så have fokus på andre ting.
Børn, der ikke vil tale, kan vise det på andre måder
Nogle børn fortæller ikke direkte, hvordan de har det – men viser det gennem deres leg eller adfærd. Måske leger barnet begravelse, bygger gravsteder med klodser eller bliver helt stille ved sengetid. Det kan være barnets måde at bearbejde sine tanker og følelser på.
Prøv at være nysgerrig og spørg forsigtigt ind, også selvom barnet ikke selv tager hul på samtalen. Enkle spørgsmål som: - Hvad leger du? eller - Hvad tænker du på lige nu? kan åbne for en samtale i barnets tempo.
Hjælp barnet på vej
Selvom børn har en særlig evne til at gå ind og ud af sorgen, har de brug for, at en voksen hjælper dem med at sætte ord på det svære. Det er vigtigt, at barnet ikke står alene med sine tanker og bekymringer.
Hvis barnet selv åbner op, så lyt. Hvis ikke, kan du forsigtigt tage hul på en snak med et spørgsmål:
"Hvad har du tænkt på, siden jeg fortalte dig, at jeg kommer til at dø af min sygdom?"
Nogle børn svarer direkte. Andre siger bare: "Det ved jeg ikke" eller "Det går fint". Hvis barnet har svært ved at tale om det, kan det være hjælpsomt at bruge spørgemetoden herunder til at åbne samtalen. Og det kan være en god idé at snakke sammen, mens I laver noget andet, så barnet har mulighed for at gå ind og ud af samtalen og holde pauser, når man fokuserer på aktiviteten.
Husk at blive ved med at spørge! Også selvom du er blevet afvist flere gange i streg. Det kan være svært lige den dag, måske også dagen efter. Men hvis du bliver ved med at vise, at du står klar til at lytte, så er det allerede en enorm stor tryghed.
Grib muligheden, når den er der
Børn åbner ofte op, når man mindst venter det – midt i en leg, ved sengetid eller under en almindelig samtale. Vær klar til at lytte, når barnet viser tegn på, at det gerne vil tale.
Små børn forstår ikke nødvendigvis, at døden er permanent. De kan spørge igen og igen, om du bliver rask. Større børn og teenagere forstår mere, men kan have svært ved at håndtere deres følelser og finde nogen at tale med.
Når du vil prøve at åbne for en samtale om døden med et mindre barn, kan du foreslå, at I tegner sammen. Det kan hjælpe barnet med at dele forestillinger om, hvad der sker, når man er død.
Det kan også være en god hjælp at læse børnebøger om døden med barnet. Bøgerne kan give barnet et sprog til at tale om døden og viden om, hvordan andre børn har reageret i en lignende situation.
Tal om det konkrete
Børn tænker ofte i det nære og praktiske. Deres bekymringer handler måske ikke om døden i sig selv, men om, hvem der skal smøre madpakker eller følge dem til fodbold. Det kan hjælpe barnet at få at vide, hvordan hverdagen vil blive, når du ikke er her mere.
Andre voksne
Nogle gange kan det være nemmere for barnet at snakke med en voksen, der ikke selv er berørt af sygdommen - det kan være en klasselærer, en pædagog, en af kammeraternes forældre eller en rådgiver.
I Kræftens Bekæmpelses rådgivninger kan I få hjælp til at håndtere den svære situation og tage de svære snakke hele familien eller hver for sig:
Find jeres lokale rådgivning her
Før vi fik hjælp i rådgivningen til at styre de svære tanker, havde vi ikke overskud eller mod til at tænke på fremtiden. Det har vi fået nu.
Inspiration til hjælp:
Sorggrupper
I en sorggruppe får børn mulighed for at dele deres oplevelser med jævnaldrende, der også har oplevet at miste eller har en pårørende, som er alvorligt syg. Se liste over sorggrupper.
Bøger til børn
Børnebøger om sygdom og død og inspirationsmateriale til børneforældre, når mor eller far bliver ramt af livstruende sygdom eller død.
Podcastserie: Børn som pårørende
Denne podcastserie fra Kræftens Bekæmpelse hjælper voksne til at tage den svære snak med børn, der oplever alvorlig sygdom hos en forælder eller mister mor eller far.
Kræftrådgivningen er vores klippe
Da Tanja får konstateret kronisk brystkræft, tænker hun straks på sine to drenge på kun 7 og 10, og hvordan de skal klare det. Hun ved fra en veninde, at man kan få hjælp i Kræftens Bekæmpelses rådgivning, som ligger lige ved siden af sygehuset. Så en eftermiddag efter et sygehusbesøg, beslutter hun impulsivt at lægge vejen forbi sammen med sin mor. Her bliver hun mødt af en værtsfrivillig, som byder dem velkommen og tilbyder en kop kaffe. - Hvad jeg ikke ved er, at de mennesker jeg møder den dag, bliver ret afgørende for os alle sammen i den efterfølgende svære tid.
Kræftrådgivningen hjalp med de svære snakkeMiliena 15 år: Bliv ved med at spørge!
Da Miliena mister sin far og starter på efterskole, beslutter hun sig for at holde sin sorg for sig selv: "Dengang troede jeg, at det var det bedste for mig. Jeg ville bare gerne være normal." Men som tiden går, hober det sig op i hende, og til sidst kan hun ikke holde ensomheden ud mere og fortæller det hele til de andre på værelset. Hun er efterfølgende blevet frivillig i Det Nationale Sorgcenter, hvor hun nu hjælper andre unge. Læs her, hvad Milienas ville ønske, de voksne omkring hende havde gjort.
Melienas fortællingRåd og vejledning til at tale med dit barn
Det er vigtigt, dit barn ikke går alene med sine tanker og følelser. Men det kan være svært for barnet at sætte ord på. Find råd og vejledning til, hvordan du kan tale med dit barn.