Om bugspytkirtlen
Bugspytkirtlen er et relativt fladt 15 cm langt kirtelorgan med form nærmest som en trekant. Man inddeler bugspytkirtlen i tre dele: Caput, corpus og cauda (hoved, krop og hale), hvor caput er den brede del i kroppens højre side, og cauda er den smalle del, som peger mod venstre. Bugspytkirtlen kaldes også pancreas.
Bugspytkirtlen ligger opad- og bagtil i bughulen bag mavesækken mellem tolvfingertarmen og milten tæt på flere større blodkar.
Bugspytkirtlen har to funktioner
Bugspytkirtlen producerer ½-1 liter fordøjelsessekret i døgnet. Det indeholder hydrogenkarbonat og enzymer, som er nødvendige for, at du kan fordøje maden. De dannes i specielle celler i bugspytkirtlen og ledes ud til føden i tolvfingertarmen via en udførselsgang, som ligger inde i kirtlen.
Bugspytkirtlen danner også hormonerne insulin og glukagon. Hvis der dannes for lidt insulin, giver det sukkersyge. Hormonerne sendes rundt med blodet i hele kroppen og styrer mængden af sukker i blodet.